Det kunne være gået anderledes.  Adolf Hitler kunne have endt sine dage som en ensom, forbitret fantast.  Eller som den arkitekt, han påstod han altid helst ville være.  I stedet gav et sammenspil af omstændigheder ham magten i Tyskland for netop 75 år siden, den 30. januar 1933.

Krise i partiet

Det så ikke godt ud for Tysklands Nationalsocialistiske Arbejderparti (NSDAP), også kaldet Hitlerbewegung (Hitlerbevægelsen) i slutningen af 1932.  Ved rigsdagsvalget i november mistede partiet en million stemmer og 34 mandater og havde nu kun 196 af rigsdagens 608.  Nazisternes modpol, Tysklands Kommunistiske Parti (KPD), var derimod gået frem fra 89 til 100 mandater.

Partikassen var tom.  De tyske industriledere havde aldrig været specielt glade for Hitler.  Enkelte industrifyrster havde dog støttet hans bevægelse med klækkelige beløb.  De havde tilladt storstilede valgkampe, herunder den første flyvende valgkamp i sommeren 1932.  Hitler fløj kryds og tværs over et Tyskland, der var meget større end i dag, idet det rakte fra Königsberg i Preussen (i dag Kaliningrad) og Breslau i Schlesien (i dag Wroclaw) til Flensborg, Aachen og Freiburg, og lod sig fotografere bøjet mod flyvinduet som en ny profet, der fra himlen bringer et frelsens budskab til sit forjættede land.

Verdenskrisen

Det havde ellers set så godt ud.  Ved rigsdagsvalget i 1930 nidoblede NSDAP sit mandattal og blev rigsdagens næststørste parti efter SPD.  Værre for det skrøbelige tyske demokrati var, at de antidemokratiske partier, nazisterne og kommunisterne, sammen med en række mindre højrepartier nu havde flere mandater end de demokratiske partier.  Det gjorde det umuligt at danne en fungerende demokratisk regering.  Rigspræsidenten, den gamle feltmarskal Paul von Hindenburg, udnævnte derpå en kommissorisk regering under Heinrich Brüning, en sober og seriøs leder fra det katolske Centrumsparti.

Brünings opgave var uoverkommelig.  Han skulle styre mod en rigsdag, hvor nazister og kommunister kunne blokere enhver beslutning.  Hans regering måtte se til, mens den økonomiske verdenskrise, der begyndte i USA i 1930, førte til det ene bankkrak efter det andet og efterhånden til en arbejdsløshed på over 20 pct.  Skatteprovenuet tørrede ind, mens nøden voksede.  Det var i de store landbrugsområder i øst, i Brandenburg, Pommern og Preussen, at elendigheden var størst.  Østpreussen, som siden 1919 havde været geografisk afskåret fra det øvrige Tyske Rige ved den såkaldte polske korridor, der omfattede fristaden Danzig (i dag Gdansk), var aldrig kommet sig økonomisk siden Første Verdenskrig.  Godsejere og bønder råbte på hjælp, men der var ikke meget at få af de slunkne offentlige kasser, og ingen investorer, der ville sætte penge i de fattige og industrielt underudviklede østprovinser.

Partiets store sommer

I april 1932 skulle tyskerne vælge ny rigspræsident.  Den 85-årige Hindenburg stillede nødtvungent op igen, eftersom hans støttepartier ikke kunne enes om en anden kandidat, der kunne håbe på valg.  Hitler stillede også op, fordi han håbede med ét slag at tilrane sig den magt, han ventede på.  Det glippede.  Hindenburg vandt med sikkert flertal.

Kort efter gav Brüning op, og Hindenburg udnævnte en anden Centrumspolitiker, Franz von Papen, til rigskansler.  Papen ønskede en stærk, national regering med udvidede beføjelser, som ikke var afhængig af en rigsdag, der intet kunne beslutte.  Han mente, at Hitlers bevægelse kunne være et nyttigt redskab for en sådan regering, men at betingelsen naturligvis måtte være, at Hitler kun spillede en underordnet rolle.  Han måtte gerne agitere og samle masserne, men han skulle ikke have den egentlige magt.

Papen fik udskrevet rigsdagsvalg i juni.  Nazisterne mere end fordoblede deres mandattal.  Det var partiets store sommer.  Hele Tyskland begyndte at gå i brunt, de nazistiske stormtroppers farve.  Hagekorsfanen, som med sin røde farve mindede så slående om kommunisternes, sås overalt.  Ordene i den nazistiske kampsang Horst Wessel Lied, ”snart vajer hagekors i alle gader”, syntes at blive virkelighed.  ”Mod Hitler ser i håb nu millioner, slaveriets tid er snart forbi”.

Renteslaveriet

Med slaveri mente nazisterne, at tyskerne var underlagt international økonomisk tvang.  Det var især i form af Versaillestraktatens strafbestemmelser, som pålagde Tyskland at betale milliarder af guldmark i krigsskadeserstatning efter Første Verdenskrig, i medfør af traktatens påstand om, at Tyskland bar skylden for krigen.  Aldrig før havde nogen fredstraktat pålagt kun den ene part skylden, idet det netop var meningen med fredstraktater, at de så bort fra ansvar for at sikre freden.  Men de allierede forhandlere i Paris i 1919 var hævngerrige, Tyskland var smadret, og der var, troede de, penge at hente.

Så nazisterne havde en pointe, bortset fra, at kløgtigt tysk diplomati under Brüning havde udvirket, at erstatningsraterne i 1932 stort set blev nedsat til nul.  Den af Hitler foragtede tyske republik havde scoret et stort kup, som den dog ringe anerkendelse fik for.

I virkeligheden klagede nazisterne over, hvad vi kalder globalisering.  De troede, at erstatningskravene holdt renten høj, lammede investeringer og øgede ledigheden.  I virkeligheden var renteniveauet afhængigt af andre og større faktorer.  I den situation, verdenskrisen udløste, stod det ikke i nogen regerings magt at sænke renten uden at udløse inflation, og den ville ingen tysker opleve igen.  I 1923 faldt kursen til 4,2 billioner mark for en dollar, og hundredtusinder mistede deres opsparing.

Værre blev det, at nazisterne gav ”den internationale jødedom” skylden for ”renteslaveriet”.  Det var ikke kapitalmarkederne, men ondsindede, dunkle kræfter, der i skikkelse af jødiske finans- og bankfolk holdt tyskerne fanget i krise og armod.  Det skulle der gøres op med.  Når nazisterne sang om frihed, hvad de gjorde med ildhu, var det frihed for det mytiske ”renteslaveri” og for det ”jødiske åg”, de mente.

KPD’s rolle

Kommunisterne hjalp Hitler til magten.  Det gjorde de ved sammen med nazisterne at gøre rigsdagen uarbejdsdygtig.  De gjorde det ved systematisk at bekæmpe republikken og dens autoritet.  Det skete ikke kun i ord, men også med vold.

Den senere DDR-leder Walter Ulbricht og andre kommunister optrådte på møder sammen med nazisterne.  Et billede viser ham på et podium sammen med Joseph Goebbels.  De to kunne udmærket tale sammen, når det gjaldt at hetze mod socialdemokraterne eller republikken, også selvom nazister og kommunister lystigt pryglede løs på hinanden, når lejlighed bød sig.

Der fandtes folk, der ønskede en forening af nazisme og kommunisme.  Det var imidlertid aldrig KPD’s hensigt.  Partiet adlød den linie, som Moskva udstak.  Den gik ud på, at socialdemokraterne var hovedfjenden, og at man skulle lade nazisterne komme til magten, for det ville føre til en revolutionær situation, så kommunisterne selv kunne overtage Tyskland.  Hvis man i mellemtiden hjalp nazisterne hist og pist, var det i orden.  Således samarbejdede de to partier om at udløse en strejke i Berlins transportvæsen i sommeren 1932.  Det var ikke mærkeligt, at den slags skræmte de fleste tyskere.  Og i betragtning af, hvad der skete i Sovjetunionen, hvor Stalins styre i netop disse år myrdede og sultede millioner, er det heller ikke mærkeligt, at mange tyskere, såvel borgerlige som landmænd og arbejdere, så hen i håb til Hitler i den tro, at han og hans bevægelse var det eneste sikre værn mod rød terror.  Forstår man ikke denne tankegang, forstår man ikke nazisternes magtovertagelse.

Sidste akt

I december 1932 tilbød Papen Gregor Strasser at blive vicekansler.  Det kom Hitler for øre og var grunden til, at han et år efter lod Strasser myrde.  Det knagede i partiet.  Hindenburg afskedigede Papen og udnævnte general Kurt von Schleicher til kansler.  Denne ønskede heller ikke Hitler til magten, men i løbet af nogle uger kom han og andre højrekræfter til den beslutning, at det var bedst at give Hitler nogle regeringsposter, for så ville hans stormtropper holde sig i ro, og så ville man måske med nazisternes mandater kunne få en saneringspolitik i gang.

Man tilbød Hitler nogle ministerier.  Han sagde nej tak.  Rigskansler ville han være.  Alt eller intet.

Hindenburg vægrede.  Han kunne ikke, sagde han, over for sin samvittighed og det tyske folk forsvare at udnævne en mand til kansler, hvis holdning til anderledestænkende var brutal og umenneskelig.  Men Hindenburg var gammel, og han havde en søn, godsejeren Oskar, der var pronazist og håbede på store tilskud til sin kriseramte ejendom.  ”Rigspræsidentens i forfatningen ikke forudsete søn”, som folkeviddet kaldte ham, fik sin far overbevist.  Og den 30. januar udnævnte den gamle soldat så den 43-årige østrigske korporal, Adolf Hitler, der kun havde været tysk statsborger i nogle måneder, til regeringschef i Europas største og stærkeste land.

Hele natten marcherede titusinder af uniformerede, syngende stormtropper i fakkeltog gennem Brandenburger Tor.

Resten er historie.