|
23.02.2009 KL. 03:00 |
|
Befrieren Abraham Lincoln |
|
Af David Gress |
|
Den store forskel på Abraham Lincoln og
næsten alle hans samtidige var, at han havde principper, og at disse
blev stedse stærkere, som tiden skred frem, i stedet for at smuldre. |
|
Den amerikanske Borgerkrig og den
gådefulde mand, hvis valgsejr i 1860 udløste krigen, vil formentlig
aldrig ophøre at fængsle eftertiden. Også selvom de ledende amerikanske
medier stort set har ignoreret Abraham Lincolns 200-års dag i sidste
uge. Det kan virke lidt underligt, al den stund samme mediers yndling,
præsident Barack Obama, har udtalt, at han anser Lincoln for ét af sine
forbilleder. |
|
Lincoln var hverken det ikon, som i dag
skuer i granit ud over Washington fra det store tempel, nationen rejste
til hans ære, eller den opportunist, som nogle i dag beskriver. Han
kunne være kynisk, når det gjaldt at vinde retssager eller valg, men den
store forskel på ham og næsten alle hans samtidige var, at han havde
principper, og at disse blev stedse stærkere, som tiden skred frem, i
stedet for at smuldre, som er det normale. |
|
Lincoln, hvis forfædre udvandrede fra
England i 1600-tallet, blev født i en bjælkehytte i Kentucky 12. februar
1809. Han var stort set selvlært, da familien var fattig. I 1834 blev
han valgt til delstatskongressen i Illinois, og efter at have lært sig
jura modtog han 1837 sin bestalling som advokat. I 1842 ægtede han Mary
Todd af en velhavende Kentucky-slægt. Hun havde svært ved at tilpasse
sig mandens beskedne kår, og det hjalp ikke på hendes ligevægt, at tre
af parrets fire børn døde tidligt. Da hendes yndlingssøn Willie døde
under krigen i 1862, brød en psykose ud, som hun aldrig rigtig kom sig
af. |
|
I Peoria i Illinois holdt han i 1854 den
første af sine berømte politiske taler. Anledningen var
Kansas-Nebraska-loven, der åbnede for at udvide slaveriet til de nye
territorier vestpå. »Jeg må hade den lov«, sagde Lincoln. Dels fordi den
befæstede en uhyrlighed, slaveriet, og dels fordi den gjorde
amerikanerne til hyklere, eftersom hvert menneskes frihed er stadfæstet
i Uafhængighedserklæringen. |
|
Som reaktion på loven grundlagde
slaverimodstandere Det Republikanske Parti, som Lincoln tilsluttede sig.
Lovens ophavsmand var Demokraten Stephen Douglas, der mente, at borgerne
i hver ny delstat skulle have lov til at stemme om at tillade slaveri
eller ej. Det var for Lincoln at sætte egeninteresse over principper.
Fire år senere tørnede Lincoln og Douglas sammen i syv debatmøder, der
lyser for eftertiden som absolutte højdepunkter af engelsksproget
politisk retorik. |
|
»En nation kan ikke overleve som halvt fri
og halvt trælbunden«, sagde Lincoln, samtidig med, at han tog afstand
fra de radikale slaverimodstandere, som krævede borgerret til de sorte.
Det var ikke hans hensigt, hævdede Lincoln, men derimod at sikre, at
slaveriet ikke bredte sig fra de stater, hvor det var tilladt. |
|
Douglas hævdede herimod hver delstats
suverænitet. Den føderale regering havde ingen beføjelse til at hindre
eller ophæve slaveriet, det havde kun delstaterne. Det var imidlertid
ikke nok for sydstatsdemokraterne. Douglas dannede derpå sit eget parti,
hvilket betød, at der var to Demokratiske kandidater til præsidentvalget
i 1860. Splittelsen betød, at Lincoln vandt og udelukkende med stemmer
fra de frie nordstater. |
|
Lincoln agtede på daværende tidspunkt
endnu ikke at ophæve slaveriet, hvor det fandtes, hvilket han da heller
ikke havde myndighed til. Alligevel opfattede Sydstaterne hans valg som
et signal om, at slaveriets dage var talte. Allerede få dage efter
valgresultatet blev kendt, erklærede et konvent i South Carolina, at
staten trådte ud af Unionen. I de følgende måneder fulgte 10 andre
sydstater efter. |
|
Borgerkrigen begyndte således som en kamp
om retten til at melde sig ud af Unionen, men udviklede sig til også at
blive en kamp mod slaveriet. Lincoln forsøgte til det sidste at mane til
besindighed og lovede ikke at undergrave slaveriet, men fastholdt, at
Unionen var ubrydelig. Muligvis undervurderede han krisens alvor.
Kompromis var imidlertid udelukket; udbryderstaterne hverken ville eller
kunne komme ham i møde. I South Carolina åbnede sydstatsstyrker for
første gang ild mod en føderal installation, Fort Sumter i Charleston
havn. |
|
Krigen, påbegyndt af andre, var en
kendsgerning. Sydstaternes argument var, at krigen var selvforsvar mod
en arrogant føderal regering, som overskred sine beføjelser, hvorfor man
endnu sydpå kan høre krigen defineret som »Nordstaternes angrebskrig«.
For Lincoln og mange nordstatsboer var krigen derimod et oprør, der oven
i købet havde til formål at sikre en umenneskelig institution, nemlig
slaveriet. |
|
Lincoln førte krigen utrætteligt og mod
stor modstand i egne rækker i fire år. Syden havde langt færre
ressourcer, men til at begynde med en højere moral og bedre officerer,
frem for alt den legendariske Robert E. Lee. Han var modstander af
slaveriet, og Lincoln ønskede ham som chef for regeringsstyrkerne. Lee
afslog, fordi han ikke ville føre våben mod sin stat Virginia, når denne
havde valgt at forlade Unionen. |
|
Efteråret 1862, efter Amerikas blodigste
dag nogensinde, slaget ved Antietam, var et lavpunkt for Lincoln.
Sydstaterne håbede på britisk anerkendelse og lod sig øjensynligt ikke
nedkæmpe trods Nordstaternes materielle overmagt. Da var det, at
præsidenten besluttede at erklære slaverne i de oprørske stater - men
ikke i loyale slavestater - for frie. Frigivelsesproklamationen ændrede
krigens karakter. Den fremhævede slaveriet som en særlig, uretfærdig og
illegitim institution, uforenelig med USA's principper og identitet. |
|
Ved at gøre slaveriets afskaffelse til et
krigsmål forhindrede Lincoln, at Storbritannien anerkendte
oprørsstaterne, hvis krigsmål modsat nu måtte være at bevare slaveriet
og ikke blot at hævde en ret til at melde sig ud af Unionen.
Proklamationen markerede også en uhørt udvidelse af den føderale magt.
Juridisk set var der tale om en kolossal ekspropriation af privat
ejendom. En sådan handling havde intet fortilfælde og var
forfatningsretligt tvivlsom. Lincoln løste konflikten ved at dekretere,
at mennesker ikke kunne være legitim ejendom. Et synspunkt, der er lige
så selvfølgeligt i dag, som det var uspiseligt for mange, herunder mange
slaverimodstandere, i 1862. |
|
I juli 1863 stødte hærene sammen ved
Gettysburg. Det blev en knusende nordstatssejr. Få måneder senere
indviede Lincoln en gravplads for de faldne og holdt sit livs fornemste
og vel korteste tale. Krigens mening, sagde han, var at føre nationen
til »en ny frihedens fødsel«. De faldnes offer og den visse sejr ville
vise, at »magt, der udgår af folket, udøves af folket og udøves for
folket aldrig vil forsvinde fra Jorden«. |
|
I foråret 1864 fandt Lincoln den mand, der
hensynsløst kunne føre nordstatshærene til sejr. Det var Ulysses Grant,
en falleret manufakturhandler og tidligere kvartalsdranker, som havde
bevist sit værd på den vestlige krigsskueplads i Tennessee og
Mississippi. I løbet af to blodige måneder bankede hans Potomac-armé
Lees sultne, lasede, men heltemodige Virginia-armé tilbage til
sydstatshovedstaden Richmond. |
|
I september faldt Sydstaternes næststørste
by Atlanta. Det var livsvigtigt, fordi krigstrætheden var udbredt i
Nordstaterne. Den tidligere general George McClellan stillede op som
Demokrat mod Lincoln i valgkampen 1864 med løfte om at afslutte krigen
med en forhandlingsfred, der ville give Syden dens selvstændighed.
Atlantas fald overbeviste mange vælgere om, at krigen kunne vindes
snart, og det gav Lincoln det afgørende forspring. Havde Atlanta holdt
ud et par måneder til, kunne McClellan have vundet, og verden i dag
ville se ganske anderledes ud. |
|
I stedet blev Lincoln genvalgt og kunne
ved sin edsaflæggelse i marts 1865 holde sin sidste og måske mest
manende tale. Her sagde han: |
|
»Heftigt håber og beder vi til, at denne
krigens svøbe hurtigt må forsvinde. Men hvis Gud ønsker, at den skal
vedblive, indtil al den rigdom, som trællens 250 års ulønnede slid har
samlet, er gået tabt, og indtil hver blodsdråbe, som skyldes pisken, er
betalt med én, som skyldes sværdet, således må det lyde som for 3.000 år
siden, at ”Herrens domme er sande og retfærdige”. Med nag til ingen, med
velvilje mod alle, med fasthed i rettens sag, som Gud giver os at forstå
den, lad os fuldføre det værk, vi står i, lad os binde nationens sår,
pleje den, som har udholdt slaget, og hans enke og barn, lad os gøre
alt, som kan skaffe og bevare en retfærdig og varig fred blandt os og
med alle folkeslag.« |
|
Efter ni måneders belejring kapitulerede
Richmond og otte dage senere, den 9. april 1865, overgav Lee sig. |
|
Lincoln overlevede kun Grants sejr med
seks dage. Under en teaterforestilling den 15. april affyrede
sydstatspatrioten John Wilkes Booth dræbende skud mod Lincolns baghoved.
Præsidenten udåndede få timer efter. |
|
I levende live fik Lincoln øgenavnet
”ærlige Abe”. Det var venligt, men ironisk ment. Han var ærlig i sine
synspunkter, ikke altid i de metoder, han brugte for at sætte dem
igennem. Eftertiden har givet ham et andet tilnavn, ”Den store Befrier”.
Det bærer han med rette. |
|
|
|
|
|
Påske:
Da Jesus blev syndebuk |
|
14. april 2001 Politiken Sektion 3 (Debat) Side 4
David Gress |
|
Genopstandelsen påskedag er hverken en legende fra en fjern fortid eller
et stykke uvedkommende mytologi. Den er grundlaget for de drivende
kræfter i vor tids politiske kultur. |
| Natten til
påskedag, altså i nat, er for kristne det tidspunkt, da Guds søn, den
jødiske tømrer og prædikant Jesus fra Nazareth, besejrede døden og blev
levende igen. Som det fortælles i evangelierne, blev han henrettet for
gudsbespottelse, og dermed skulle han og hans sekt være bragt ud af
verden. Det var den ikke; det, der skete natten til søndag efter hans
henrettelse, overbeviste hans disciple om, at han var stået op af de
døde til et nyt og evigt liv. |
| Den liberale
protestantiske teologi begyndte allerede for 200 år siden at bevæge sig
bort fra den bogstavelige opfattelse af de evangeliske beretninger om
Jesu opstandelse. Man skulle ikke forestille sig, at en død mand på
overnaturlig vis kom til live igen; snarere at hans idealer og hans
budskab levede videre, og at han på den måde og i overført betydning
'opstod af de døde'. |
| Gode tanker
og idealer er som bekendt udødelige, og det var den slags udødelighed,
de liberale protestanter havde i tankerne. De turde ikke længere
forestille sig Jesus som Gud, men endte med at opfatte ham som bare en
god mand, og det er vel også sådan mange, der kalder sig kristne,
forestiller sig ham i dag. En god mand, en ven af fattige og udstødte,
som forargede myndighederne, så de slog ham ihjel, men hans idealer
kunne de ikke slå ihjel. |
| Denne
liberalprotestantiske Jesus var et på forhånd dømt forsøg på at forsvare
den kristne tro mod den moderne videnskabs og den moderne humanismes
foragt. Man ville ikke fremstå som overtroisk eller enfoldig, men være
på højde med dagens forskning. Kristendommen skulle kunne stå sig på
universitetet og blandt intellektuelle, og det krævede, at dens
forsvarere droppede al deres for udenforstående latterlige tale om
verdens skaber, der bliver menneske, bliver slået ihjel og kommer til
live igen. |
| Som altid når
teologer prøver at følge med tidsånden, ender det med, at de krampagtigt
holder fast i en tidsånd, længe efter den er døet ud andre steder.
Således også her. Den moderne religionsvidenskab, der opstod mod
slutningen af 19. århundrede, delte ikke Oplysningstidens foragt for
kristendommen. De skræmte liberale teologer, der troede, at det var
nødvendigt at smide troens indhold ud for at forblive intellektuelt
respektabel, havde overgivet sig for hurtigt. |
|
Religionsvidenskaben krævede ikke, at kristendommen skulle opløse sig
selv. Snarere tog den beretningerne om Guds søn, hans død og
genopstandelse alvorligt som udtryk for tro, men satte dem ind i en
sammenlignende analyse af religioner fra hele verden. Her viste det sig,
hvad klassiske filologer og orientalister længe havde vidst, at
beretningen om guden, der henrettes og genopstår, findes i mange
skikkelser og i mange kulturer, ikke mindst i det antikke
middelhavsområde og Nærorienten. |
| Det var
naturligt for religionsvidenskaben at antage, at den del af
kristendommen, der handler om gudens død og genopstandelse, skulle ses i
denne geografiske og historiske sammenhæng, som én af de mange myter om
guden, der må dø, for at hans gerning kan bære frugt blandt menneskene.
|
| Ifølge
religionsvidenskaben hvilede kristendommens grundpåstand om den døde og
genopstandne gud på ældgamle frugtbarhedsreligioner, der krævede gudens
død og nedfart til underverdenen, for at naturen kunne blive frugtbar og
livet fortsætte. Her stopper for mange debatten om kristendommen. Den er
en sekundær religion, sekundær både i forhold til jødedommens monoteisme
og i forhold til de øvrige antikke og orientalske frugtbarhedsreligioner
med deres myrdede og genopstandne guder. |
| Og
religionsvidenskabeligt er det ganske rigtigt. Kristendommen er set i
den synsvinkel overhovedet ikke original. Dens fortælling har
paralleller i dusinvis. Men hermed er sagen alligevel ikke slut. Der er
stadig en afgørende forskel på kristendommen og de andre, som
religionsvidenskaben ikke fanger, så længe den kun ser på fortællingen
om gudens død og genopstandelse. |
| Det er den
franske litteratur- og religionsforsker René Girard, der i en række
værker, der er udkommet over en fyrreårsperiode, har indkredset det, der
skiller kristendommen fra de andre. Girard er selv kristen, men hans
teori kan forstås også af ikkekristne. Den afgørende forskel ligger ikke
i gudens død og genopstandelse, men i gudens karakter. Både i Det Nye
Testamente og i Det Gamle Testamentes spådomme om den kommende frelser
understreges det, at frelseren er uskyldig, og at hans død er
uretfærdig, at han bliver myrdet af misundelige, ambitiøse, magtsyge
mennesker - af mennesker kort sagt. |
|
Det nye i kristendommen er, at den
nådesløst afslører mordernes skyld og nægter at acceptere nogen fiktion
om, at gudens død var nødvendig for at bevare naturens orden eller
samfundets stabilitet. |
| Ifølge Girard
er den basale drift i mennesket det, han kalder det mimetiske begær. Vi
begærer det, som andre begærer, og fordi andre begærer det. Det giver
såvel dynamik som konflikt. Uden det mimetiske begær intet samfund, men
heller ingen konflikt. Når konflikterne bliver akutte, må samfundene for
at overleve udpege en syndebuk, som dømmes skyldig og udvises eller
myrdes, hvorefter de andre i rolig vished om, at syndebukken var skyldig
og de selv uskyldige, har genoprettet samfundsordenen. |
| Myten om
Ødipus, den græske sagnkonge, der myrdede sin far og ægtede sin mor, er
et klassisk eksempel, for i historien er Ødipus jo skyldig, selv om han
var uvidende, og derfor er hans straf retfærdig og en forudsætning for,
at samfundsordenen kan fortsætte. |
| Jødedommen
og kristendommen - og de to er på dette punkt uadskillelige - nægter at
gå ind på denne handel. Den lidende frelser er syndebuk, og deri ligner
han alle de andre myrdede guder og sagnskikkelser, men han var uskyldig,
og denne uskyld slås fast med syvtommersøm. De, der hører det jødiske og
kristne budskab, kan ikke være i tvivl om, at der her forudsiges og
begås uret mod en uskyldig. Denne afsløring af logikken bag
syndebukstanken har vidtrækkende konsekvenser. Det er intet tilfælde, at
menneskerettighederne opstod i en kristen civilisation, for det ville
ikke være faldet medlemmer af andre kulturer ind, at de svage havde krav
på en beskytter, eller at de udstødte kunne påberåbe sig rettigheder af
nogen art. |
| Genopstandelsen påskedag
er derfor hverken en legende fra en fjern fortid eller et stykke
uvedkommende mytologi. Den er grundlaget for de drivende kræfter i vor
tids politiske kultur. |
|
|
|
Den nysgerrige |
|
28. juni 2003 Berlingske Tidende
David Gress |
|
Henrik Stangerup er stadig blandt de få
intellektuelle i Danmark, der aldrig lod sig kue til at antage
eliteflertallets meninger bare for at kunne blive i varmen. I den kamp
var det ikke Stangerup, men hans modstandere, der opførte sig primitivt
og unuanceret. Stangerup havde blændende evner som litteraturkritiker og
filosofisk tænker. |
|
Retfærdighedssans og nysgerrighed var to
kvaliteter, der fra begyndelsen kendetegnede Stangerups eget virke. |
|
Professor, ph.d. |
|
Ingen, der en smålummer julidag for fem år
siden hørte Hans Hertel holde gravtale over Henrik Stangerup, kunne være
i tvivl om, at de to havde noget, der er alt for sjældent blandt
skribenter og akademikere; et nært og fortroligt maskulint kammeratskab
af den slags, man i dag læser om i biografier om hedengangne
åndspersoner. Ingen kunne være i tvivl om, at Hertel agtede Stangerups
præstation som romanforfatter og intellektuel højt, og at han vidste at
placere sin kritik i en ramme af respekt og forståelse. |
|
Selv i de mest ideologisk forbitrede dage
omkring 1980 omtalte Stangerup aldrig Hertel med andet end respekt for
hans viden og litterære indsigt. Kom der kritik, gik den på, hvad
Stangerup opfattede som Hertels svaghed for den herskende marxistisk
dominerede tidsånd. Stangerup syntes, at Hertel svigtede sit eget
overlegne talent, når han lod universitets- og mediemarxismens primitive
doktriner stå uimodsagt. Stangerup ønskede, at Hertel skulle være den
intellektuelle og akademiske friheds forsvarer i stedet for at tækkes
dens fjender. |
|
Det kan derfor undre, at Hertel i sit
forord til »Tværtimod!«, en nylig udgiven samling af Stangerups bedste
kortprosa, beskylder ham for »paranoid individualisme« og for ikke at
kunne »skelne mellem på den ene side socialismen som ideal og marxismen
som central samfundsvidenskabelig inspiration - og på den anden side
kommunismens blodige praksis«. |
|
Det kan endnu mere undre, fordi Hertel i
næste åndedræt giver Stangerup ret og indrømmer, at den kommunistiske
revolution gik galt fra dag ét i 1917, og aldrig blev til gavn for det
russiske folk. Det var med andre ord ikke den »blodige praksis«, der
først kom efter »dag ét«, men selve »socialismen som ideal«, der var
umenneskelig og barbarisk. Men det tør Hertel alligevel ikke sige
ligeud, selv i 2003. |
|
I den fornyede debat om Stangerup, som
»Tværtimod!« har afstedkommet, dukker et bestemt motiv gang på gang op.
Det er, at han var unuanceret og uretfærdig mod den danske akademiske,
litterære venstrefløj. Motivet er uanfægtet af, at Stangerup, som Hertel
indrømmer, fik ret i sin vurdering af kommunismen, dvs. af den ideologi
og internationale bevægelse, som stimulerede og inspirerede denne
magthavende venstrefløj. |
|
Det er og bliver det 20. århundredes store
gåde og skam, at de generationer, der kaldte sig de mest kritiske og
oplyste i historien, viste sig at være de mest ukritiske og uoplyste,
når det gjaldt at forholde sig til samtidens afgørende politiske og
moralske udfordring, nemlig marxismens angreb på menneskelighed og
demokrati. Her er Stangerup stadig blandt de få intellektuelle i
Danmark, der aldrig lod sig kue til at antage eliteflertallets meninger
bare for at kunne blive i varmen. |
|
I den kamp var det ikke Stangerup, men
hans modstandere, der opførte sig primitivt og unuanceret. Det var ikke
Stangerup, men det kulturradikale københavnske borgerskab, der skålede i
champagne, da kommunisterne erobrede Saigon i 1975 og iværksatte terror,
tortur og undertrykkelse. Bag dette borgerskabs fine facade skjulte sig
menneskelig afstumpethed og foragt for frihed. |
|
»Ikke siden reformationen«, skrev
Stangerup i 1990, »har vores intellektuelle præsteskab haft større magt
i Danmark end i de sidste 30 år, vel omtrent fra det øjeblik da Poul
Henningsen blev helgenkåret... Siden da har det kulturradikale
borgerskab siddet ved magten, med Ole Wivels Gyldendal som det inderste
hellige i de første mange år: herfra skulle offensiven sættes ind, de
rette bøger strømme ud over landet - den »norrøne« frimandsånd når man
var i det mere tolerante hjørne, den benhårde marxisme og nyradikalisme
når bissen blev skruet på... Højdepunktet af totalitær intolerance blev
Fjord Jensens danske litteraturhistorie, hvor et hold af hans udvalgte
kaldskapellaner ekspederer alle, der ikke tilhører »partiet« og nægter
at tro på Luther-statens velsignelser, ud til højre med de mest perfide
karakteristikker. Atter får Johannes Jørgensen sparket. Det er lige ud
af Dreyers »Vredens Dag« med kredsen af venlige, bekymrede, dybsindige,
myndige statspræster med dådyrøjne og veltrimmede fuldskæg. Og bålet i
baghaven.« |
|
Kulturradikalismen er en særlig dansk
ideologi, der begyndte som frisind og kritik af kristendom og
konservative holdninger til sex og privatliv og udviklede sig til en
politisk strømning, der ledsagede velfærdsstatens vækst fra 1930’erne og
frem. De kulturradikale holdt aldrig op med at hævde, at de forsvarede
demokratiet. Problemet var, at deres kritik med tiden blev mere og mere,
ja, unuanceret, overfladisk, flabet og hadsk. Alle fjender stod til
højre, især i erhvervslivet, USA og de borgerlige partier. |
|
Det er kulturradikalt arvegods, når danske
skribenter affærdiger dem, der vil kritisere meningselitens holdninger
til Sovjet og USA under Den Kolde Krig, som hetzmagere, der vil hænge
folk ud, fordi de engang så venligt på regimer, der massemyrdede deres
undersåtter, og hældte galde ud over regimer, der repræsenterede frihed
og demokrati. Det specielt danske heri er, at de kulturradikale frygter
at gå ind i en indholdsdebat, afviser kritik med, at den må skyldes
kritikerens personlige mangler, og endelig den groteske
proportionsforvrængning, der består i kravet om at tie om de såkaldt
progressive ideologiers massemord, fordi man ellers kan forstyrre den
gode stemning i de fine kulturradikale villaer nord for København. |
|
Heroverfor fastholdt Stangerup, at
politisk og litterær debat netop må handle om sager og om hele personer,
ikke om påståede karakterfejl. Det forbløffede ham, at så mange i eliten
afviste at undersøge egne holdninger, selv når dette var ganske
ufarligt. Dertil fandt han det uimodståelig ironisk, at de
kulturradikale, der begyndte som en anti-elite, i moderne skikkelse var
blevet til det, de påstod at afsky: et bornert, snæversynet borgerskab
med fast greb om universiteternes og mediernes ledende stillinger, hvor
det at have de rigtige meninger var vigtigere end kritisk sans,
saglighed, historisk viden og politisk indsigt. |
|
Hertel skriver, at Stangerup ikke skelnede
mellem »ægte, uafhængige kulturradikale« og »dem der lod sig omfavne af
naive eller kyniske kommunistiske fredsduer«. Tværtimod! må man sige.
Det er Hertel, der er unuanceret, fordi han ikke skelner mellem de
oprindelige kulturradikale fra Georg Brandes til PH, der tænkte nyt og
positivt, og efterkommerne, der tænkte lukket og negativt. I 1987 skrev
Stangerup et af sine bedste stykker, en kritik af kulturradikalismen i
anledning af, at forfatteren Klaus Rifbjerg under pseudonymet Robinson
publicerede dumsmarte og arrogante nedsablinger i værste
ny-kulturradikale stil. Stangerup: »Kulturradikalisme findes i
forskellige aftapninger. Der er gode årgange, og der er sure og
udrikkelige. Eddike. Læser man Georg Brandes, er man i et vidunderligt
selskab... En lige så styrkende aftapning er Poul Henningsens og Elsa
Gress' kulturradikalisme. PH brugte i øvrigt næsten aldrig dette ord. En
tysk kliché, vrissede han en dag til mig og var nær ved at tabe
cigaretstumpen ud af munden. |
|
Så er der den rene eddike. Det er den form
for udrikkelig kulturradikalisme, der går fra Sophus Schandorph og til
Robinson. Her bliver alt notorisk ondskabsfuldt. Alt bliver reduceret
til den fladeste vittighed. Alt skal jordes... Oh ve, sukkede
Kierkegaard, oh ve og skræk for den dag da ikke blot kirken, men også
Oprøret er blevet Det Bestående.« |
|
Denne karakteristik er præcis og
nuanceret. Da de kulturradikale blev Det Bestående i og omkring 1968,
forsvandt næsten al fundamental politisk debat i Danmark, al den stund
de borgerlige hverken kunne eller måtte deltage i den. Debatten blev
derefter, hvad Stangerup kaldte et »akustisk bedrag«, et ekkokammer for
varianter af marxisme, feminisme, pacifisme og økologisme, og det er den
langt hen ad vejen stadigvæk. |
|
Retfærdighedssans og nysgerrighed var to
kvaliteter, der fra begyndelsen kendetegnede Stangerups eget virke. Det
ældste stykke i »Tværtimod!« er et indlæg, den 19-årige stud.theol.
skrev fra et besøg på et fransk kloster. Her vælger han at tale med to
mærkelige mænd, som viser sig at være ungarske flygtninge. Et halvt år
tidligere havde Sovjet med militær magt knust den demokratiske regering
i Ungarn, der ønskede at komme fri af sovjetisk tyranni. Titusinder
flygtede. Den ene af de to har lige fået brev fra sin søster, som beder
ham komme hjem, »men min søster døde for et år siden«. Det var ikke
hende, men det hemmelige politi, der lokkede ham. |
|
Den nysgerrige Stangerup snakker med to
mænd, som de andre finder mærkelige og truende. Han opdager, at
kommunister lyver og misbruger menneskelige følelser. Hans
retfærdighedssans kan aldrig siden forstå, hvorfor de kulturradikale
foretrækker magthavere, der opfører sig sådan, for politikere og
erhvervsfolk, der bare vil have et frit samfund til at fungere til de
flest muliges tilfredsstillelse. |
|
Antologien viser Stangerups blændende
evner som litteraturkritiker og filosofisk tænker. Et essay, den dengang
27-årige skrev om den franske forfatter Albert Camus kan anbefales
enhver, der vil forstå Camus' styrke og svagheder og hans placering i
fransk og europæisk kultur. I det udviser Stangerup et overblik og en
modenhed, som de færreste fagfolk ville kunne præstere. Stangerup er
ikke, som universitetsfolk ofte er det, interesseret i at forsvare en
teori eller kritisere andre teoretikere, men i at forstå og præsentere
et stof og en person. |
|
Allerede i 1962 forstod han, at de
kulturradikales frygt for EF var ubegrundet, og i 1972 kritiserede han
nej-fløjen for dens fremmedfjendske propaganda om, at et Danmark i EF
risikerede at blive overrendt af katolske fremmedarbejdere. En af den
nyere danske kulturhistories store ironier er, at de kulturradikale, der
ellers var hånlige fjender af alt, der smagte af Gud, konge og
fædreland, pludselig i 1972 iførte sig Dannebrog og optrådte som
nationens vogtere. Ironien var grum, for ikke blot havde de
kulturradikale ingen moralsk adkomst til at tage den nation, de dybest
set foragtede, i forsvar, men forsvaret var meningsløst. Det var ikke
EF, der truede Danmark. Det var derimod dengang Sovjetunionen, og i dag
er det følgerne af en idiotisk indvandringspolitik, som kulturradikalt
inspirerede embedsmænd og politikere har ansvaret for. |
|
For Stangerup var Europa »som en karrusel
med tre svaner, to hvide og en sort: jødedommen, kristendommen og
nihilismen. Det er ... i spændingsfeltet mellem disse tre svaner, at den
europæiske universalisme opstår... Hvor andre religioner forlanger, at
karrusellen skal standse, er vi som europæere dømt til at hvirvle rundt
og rundt, hvad enten vi er steget på i Palermo eller Haparanda. Det ene
øjeblik klamrer vi os til Lovens tavler, det næste slår Jesus dem ud af
hænderne på os. Så klamrer vi os til korset, og så kommer nihilisten og
tager også det fra os nagler os til vores fantasi og vores ensomhed...
denne identitet besår i hele tiden at undergrave sig selv.« |
|
Hvis ikke jeg frygtede det stangerupske
skraldgrin fra de elysiske marker, hvor han nu endelig får talt ud med
Holberg, Kierkegaard, PH og de andre venner, ville jeg kalde ham den
sidste rigtige kulturradikale. |
|
|
|
|
Overleveren |
|
09.08.2007 KL. 18:56 |
| To nye
biografier fortæller den farverige historie om en af fransk politiks
største personligheder gennem tiderne, Talleyrand, der gang på gang
elegant skiftede kurs og øvede sin indflydelse på fem på hinanden
følgende regimer. |
|
AF DAVID GRESS |
|
Det glitrende billede af ondskab er han blevet kaldt, Charles-Maurice de
Talleyrand-Périgord. Han brød 13 troskabseder i sit lange liv, mod
kirke, konger, republik og kejser. Han placerede sig i centrum af de fem
på hinanden følgende regimer, som i hans levetid efterfulgte hinanden i
Frankrig: monarki, republik, kejserdømme og to slags monarki til. Han
overlevede hver omvæltning med en elegance, der forargede og forbløffede
samtiden. En elegance, der hver gang skyldtes, at han inden omvæltningen
havde solgt sig til de kommende magthavere. For han var, og det er det,
de to nye biografier får frem, en vare, der i høj grad var værd at købe. |
|
»Biografens relationer til hans person er
relationer af forførelse, og Gud skal vide, at Talleyrand var en stor
forfører«, skriver, på meget fransk vis, historikeren Emmanuel de
Waresquiel, som har udgivet den biografi, der må kaldes den definitive.
Den kortere engelske af Robin Harris er dybt afhængig af Waresquiel, om
end de varierer i deres vurderinger. |
|
Waresquiels bog er suveræn på to måder.
Dels har forfatteren i et årelangt myrearbejde opstøvet alle overlevende
papirer af eller om Talleyrand. Noterne alene fylder 160 sider og gør
bogen til et arbejdsredskab for fagfolk såvel som til en fængslende
fremstilling af en person og hans tid. Dels er hans sprog kernefuldt,
livligt og dramatisk og præget af en lethed og elegance, der er tydeligt
næret af de store franske romanforfattere fra 1800-tallet, den periode,
som er Waresquiels specialitet. |
Klumpfoden
Talleyrands selviscenesættelse begyndte med ”Erindringer”, som den gamle
rotte skrev i sine sidste år. Originalhåndskriftet gik tabt eller
rettere, det kom i hænderne på en loyal sekretær, som mange år efter
udgav det eller de dele, han mente satte Talleyrand i det bedste lys.
Erindringerne er altså dobbelt tvivlsomme. Dels er de Talleyrands egen
udlægning, som bortforklarer eller udelader mindre smigrende episoder,
og dels er de friseret af sekretæren. |
|
Typisk for Talleyrands selvdramatisering
er hans historie om en deform højre fod. »Det var min fod, der gjorde
mig til præst«, skrev han og forklarede, at en plejemor tabte ham på
gulvet og undlod at sige noget til forældrene. Faldet skadede foden og
fik forældrene til at give afkald på en militær karriere for drengen og
i stedet sende ham på præsteskole. »Alt hænger sammen«, kommenterer
Waresquiel. Forældrene forsømmer drengen ved at give ham i pleje som
fireårig, plejemoren er skødesløs, uheldet forklarer forældrenes
beslutning om at gøre ham til præst, hvad han ikke ønskede. |
|
I virkeligheden led Talleyrand af Marfans
syndrom, en arvelig tilstand, der fører til abnormt lange fingre og tæer
og til deforme fødder, den venstre lang og flad og den højre
sammenkrummet. På visse portrætter ses de lange fingre, og et billede af
en onkel viser samme slags specialbyggede støvler, som også Talleyrand
bar. |
|
Med sin historie får Talleyrand både
forældrene sat på plads som forsømmelige, skabt ynk om sin tilstand og
forklaret, hvorfor han naturligvis ikke kunne forblive præst, når han nu
af en ond skæbne var tvunget ind i en rolle, der ikke var hans. |
Præst, liberal, minister
Allerede som ung udviste Talleyrand sit særlige talent for at formulere
dagsordener, sammenfatte komplekse administrative og politiske forhold i
klart sprog og udfærdige rapporter på en måde, der både stillede alle
tilfreds og klart anviste en vej frem, som naturligvis var den vej,
Talleyrand selv ønskede. Hans formuleringsevne var parret med en charme,
der nåede sin største virkning i mindre kredse. Han besad den sjældne
gave at få andre til at blive enige med ham og være tilfredse over at
kunne være ham til tjeneste. |
|
Da Revolutionen brød ud, blev den 35-årige
hurtigt en kerneperson. Det var, fordi han var medlem af førstestand,
gejstligheden, men også liberal og dermed politisk tilhænger af
tredjestands, borgerskabets, krav om rettigheder og indflydelse. Da han
førte en gruppe progressive præster over i borgerskabets lejr, var det
gamle monarkis dage talte. Kort efter stemte han for den lov, der i 1790
konfiskerede kirkens gods og gjorde præsterne til statsansatte, og i
1791 frasagde han sig bispeværdigheden. Loven skabte et skisma i den
franske kirke og et brud med pavedømmet, som først blev løst i 1803 og
ikke mindst ved Talleyrands mellemkomst. |
|
Der er ingen tvivl om, at Talleyrand
oprigtigt støttede de liberale tanker om lige rettigheder, om
afskaffelse af adelsprivilegier og om nationalisering af kirken, som de
moderate revolutionære hyldede, selvom det også tjente hans interesser
at gøre det. Og han var ikke så meget opportunist, at han gik med til
den revolutionære terror, der satte ind i 1792. |
|
Faktisk var han nær ved at få hovedet
kappet af. Han undslap til England og rejste videre til USA i to år,
inden reaktionen på terrorvældet satte ind. Det efterfølgende styre,
Direktoriet, var korrupt og udueligt, men netop derfor tilbød det
Talleyrand nye muligheder. I 1797 blev han udenrigsminister og forblev
det, indtil Napoleon afskedigede ham i 1807. |
Forræder eller redder?
Om Talleyrands forhold til Napoleon skilles for alvor vandene. For en
traditionel historiker som Louis Madelin, hvis 4.000 sider om
napoleonstiden dog er fantastisk læsning, var Talleyrand aldrig
pålidelig og var fra 1808 forræder, da han afslørede kejserens planer
for tsar Aleksander I af Rusland. »Det franske folk er civiliseret«,
sagde Talleyrand til tsaren, »dets hersker er det ikke; Ruslands hersker
er civiliseret, og hans folk er det ikke. Ruslands hersker må derfor
blive det franske folks forbundsfælle.« Imod Napoleon. |
|
For Waresquiel og Harris er billedet et
andet. For dem havde Talleyrand kun ret, da han efter 1805 vurderede, at
Napoleon måtte standses. Efter den blændende franske sejr ved Austerlitz
havde Talleyrand foreslået kejseren at tage Østrig til nåde og i stedet
gå efter Preussen. Ved at forsone sig med Østrig ville Frankrig skabe et
stærkt bolværk mod Rusland, som Talleyrand anså for den egentlige
trussel mod Europa. Men Napoleon ville ydmyge Østrig, hvad han gjorde i
freden i Pressburg. Herved bekræftede han Habsburgerne i deres
uforsonlige fjendskab og måtte dog året efter gå i krig med Preussen.
Forsoningen med Rusland i 1807 var kun overflade. Tsaren agtede aldrig
at behandle Napoleon som ligeværdig, og han agtede aldrig at gå i krig
med England, som var den afgørende betingelse for, at Napoleon kunne få
den fred, han ønskede. I den situation så Talleyrand Rusland som et
nødvendigt, om end farligt redskab i kampen for at styrte Napoleon. |
|
Talleyrand var i 1807 blevet opgraderet
til vicestorkurfyrste af imperiet, men det var uden den magt, hans gamle
embede havde. Forfremmelsen lignede en fornærmelse, og den har givetvis
skærpet Talleyrands ønske om at skaffe Frankrig af med opkomlingen
Bonaparte. |
En lort i en silkestrømpe
I januar 1809 kulminerede krisen mellem de to. Talleyrand havde
tilbageholdt nogle informationer, og under en seance i ministerrådet
skældte kejseren sin gamle minister hæder og ære fra og gav ham skylden
for alle regimets fejltrin. Det var ved det møde, kejseren skal have
sagt de berømte ord: »Min herre, De er bare en lort i en silkestrømpe«.
Waresquiel: »Napoleon har utvivlsomt ikke udtalt ordet, men han har
tænkt det«. |
|
Fra 1812 arbejde Talleyrand systematisk på
at styrte Napoleon og genindsætte Bourbon-dynastiet. Han fik sin tak i
1814, da han igen blev udenrigsminister og sendt til Wien for på
Wienerkongressen at forsøge at redde så meget, han kunne, af Frankrigs
ødelagte magtstilling. |
|
Waresquiel og Harris mener, det lykkedes
godt. Frankrig måtte afgive alle erobringer siden 1791 og acceptere, at
Preussen fik Rhinlandet og dermed blev Frankrigs nabo. Men det er
imponerende, hvordan Talleyrand, der oprindelig ikke engang var
inviteret med til forhandlingerne i Wien, alligevel på få uger fik gjort
sig uundværlig, takket være sin charme og sin evne til at formulere
standpunkter, der fik andre til at tage sig kloge ud. |
|
Talleyrand tjente det genoprettede monarki
ved flere lejligheder, sidst som ambassadør i London i årene omkring
1830. Han døde i 1838, dog ikke uden at have forsonet sig med
Romerkirken og naturligvis på de betingelser, han selv fandt rigtige. Da
han skulle modtage den sidste olie, og præsten begyndte at smøre ham på
håndryggen, som ritualet foreskrev, sagde den døende: »Glem ikke, at jeg
er biskop«, og vendte hænderne om. Biskopper salves på håndfladen, og
således blev det. |
 |
|
|
|
