|
07.05.2006 KL. 03:00 |
|
Hellige spor |
|
Eksperterne strides stadig om et 4,4 meter langt
stykke stof, der opbevares i en krypt i Torino. Vi har talt med
retsmedicineren Pierluigi Baima Bollone, der har fået lov til at forske
mest i mysteriet - og som er overbevist om, at Jesus har været svøbt ind
i klædet efter sin død |
AF DAVID GRESS JYLLANDS-POSTENS UDSENDTE
MEDARBEJDER
Torino |
|
Dan Browns roman Da Vinci Mysteriet fremstiller en
undertrykt sandhed om kristendommen. |
|
Den har solgt 43 millioner eksemplarer.
Mange har forklaret succesen med, at folk efterspørger skandalehistorier
om den katolske kirke. Den forklaring går ikke dybt nok, siger andre,
som peger på, at fantasier som Browns appellerer til ønsket om at finde
en endegyldig sandhed om kristendommen. Traditionelt har mange
katolikker søgt det ønske opfyldt ved at valfarte til relikvier, som er
påståede fysiske levn af hellige personer og begivenheder. |
|
Et af de mest berømte relikvier er det,
der er kendt på italiensk som "la santa sindone", det hellige ligklæde.
For mange er la sindone det ligklæde, som Jesu legeme blev viklet ind i
efter korsfæstelsen langfredag og hvoraf han, som kristendommen siger,
stod op til livet igen påskemorgen. Skeptikere tror derimod, at klædet
er produceret kort før det år, det først optræder sikkert i kilderne,
nemlig i Nordfrankrig omkring 1356. |
|
Klædet er 4,4 m langt og 1,1 m bredt. Det
fremvises offentligt i den katolske kirkes jubelår og ved andre særlige
lejligheder. Der er ingen grund til at skynde sig til Torino, hvis man
vil se det; næste jubelår er 2025. En reproduktion i fuld størrelse samt
en udstilling relateret til klædet, dets historie og udforskning kan ses
på Museo della Sindone i krypten under Sudario-kirken. Ligklædeforskning
eller sindonologi er en international aktivitet med hundreder af
forskere indblandet. |
|
Ser man på klædet med det blotte øje, aner
man mod den ene ende omridset af et ansigt og i øvrigt en række
blodpletter. Ser man nærmere efter, aner man aftrykket af liget af en
ca. 180 cm høj mand, der har været indsvøbt på langs med fødderne mod
enderne, hovedet mod midten og armene over kors. Blodpletterne optræder
især omkring pande, ryg, håndled, fødder og højre side. |
|
Gåder |
|
Som afbildning udviser billedet den
mærkværdighed, at aftrykket af fremspringende dele af ansigt og krop
forekommer mørkere end det omgivende stof. Det tager sig med andre ord
ud som et fotografisk negativ. Det blev tydeligt, da negativerne af de
første fotografier, taget i 1898, præsenterede en afbildning med
lysnuancer, som man finder dem i naturen: Fremspringende partier var
lyse og bagudliggende mørke. |
|
Fra 1969 har man inddraget moderne
videnskaber som fysik, kemi, biologi og retsmedicin i studiet af klædet.
I 1973 fandt biologerne pollenrester af planter hjemmehørende i det
østlige middelhavsområde, hvilket sandsynliggjorde, at klædet i længere
tid havde befundet sig der. Analyse af fotografier afslørede i 1977
mærker på øjenlågene muligvis efterladt af romerske mønter fra Jesu tid. |
|
I 1978 fik 44 forskere og teknikere fra
tre laboratorier lov at udtage og undersøge fibre af stoffet. De udviste
rester af menneskeblod, og undersøgelser af afbildningen viste, at den
ikke bestod af farvestoffer, endvidere at aftrykket af kroppen mangler
under blodpletterne, hvilket tyder på, at pletterne af blod opstod først
og ikke samtidig med kropsaftrykket. |
|
Det er en vigtig pointe for tilhængere af
ægtheden, idet de hævder, at kropsaftrykket opstod i det ubegribelige
øjeblik, da genopstandelsen fandt sted, hvorimod blodet blev afsat af
liget, mens Jesus var død. Det kan videnskaben ikke udtale sig om. Den
kan derimod sige, at aftrykket fremkom ved en udtørrende iltning af
stoffets overfladefibre og i kraft af en endnu ukendt proces. |
|
I 1988 leverede laboratorierne
resultaterne af en radiokulstofdatering. Den gav et oprindelsestidspunkt
omkring 1325. For skeptikerne afgjorde det sagen. Klædet er et
kunstfærdigt falsum, selvom heller ikke skeptikerne kan forklare,
hvordan aftrykket opstod, eller hvor pollenresterne eller mønten kom
fra. Nogle forskere har hævdet, at dateringen er upålidelig, blandt
andet fordi prøven var taget fra et hjørne af klædet, der udviste andre
atypiske træk. |
|
En troende forsker |
|
Vi talte i Torino med retsmedicineren
Pierluigi Baima Bollone, der har skrevet fire bøger om ligklædet og i
1998 organiserede den hidtil største internationale konference om
klædet. En femte bog udkommer til efteråret. |
|
Baima, som den rørige og aktive 69-årige
kalder sig, er som troende overbevist om, at klædet er autentisk og som
videnskabsmand nysgerrig efter at udforske dets mysterier. Han har i 30
år været den førende retsmediciner i regionen Piemonte, hvor Torino
ligger. Han er professor ved universitetet og ved det katolske
Gradenigo-hospital. Vi talte med ham en sen eftermiddag på hans kontor. |
|
Er la sindone Jesu ligklæde? |
|
»Det kan jeg som videnskabsmand ikke
besvare éntydigt. Hvis det ikke er autentisk, er det dog 700 år gammelt
og bevis for en vedholdende hengivelse. Hvis det er autentisk, er det
ikke blot genstand for hengivelse, men får udover sin religiøse
betydning også værdien af et enestående arkæologisk levn.« |
|
»Man må se på hver type indicier for sig.
Et er, at et ligklæde af denne type var ukendt i Europa i middelalderen.
Det opfylder derimod de normer, der gjaldt i jødedommen for behandlingen
af døde på Jesu tid.« |
|
»Det næste er, at vi på klædet har
aftrykket af en død mand med mærker af tortur, der svarer til
beretningerne i de fire evangelier, dog med interessante nuancer. For
eksempel har manden i klædet blødt fra håndleddene, mens en troende
forestiller sig Jesus med søm gennem håndfladerne, som vi ser det på
alle krucifikser. Det er imidlertid en fysisk umulig korsfæstelse.
Håndfladerne kan ikke bære kroppens vægt. Blod fra håndleddene ligner
derfor følgen af en faktisk foregået korsfæstelse. Blodtypen bestemte
jeg i 1983 til at være type AB.« |
|
»Dertil kommer pollenresterne og
aftrykkets ejendommelige karakter af fotografisk negativ. De
undersøgelser, jeg forestod, viste også, at aftrykket er
tredimensionalt. Det er altså ikke en tegning, men noget andet. I 1996
viste jeg, at mønterne på begge øjenlåg stammede fra år 29.« |
|
»Ligklædet var heller ikke ukendt før
1356. På mønter fra kejser Justinian II's tid (685-711) finder vi noget,
der ligner klædet, med aftrykket af et ansigt. Et håndskrift i Ungarn
fra 1120, Pray-håndskriftet, har en afbildning af klædet. Dertil kommer
nogle skriftlige meldinger om et "ikke menneskeskabt klæde" med aftryk
af Jesu legeme, som skal have befundet sig i Edessa i Lilleasien og
senere i Konstantinopel i 500-1200-tallet.« |
|
DNA på Jesus? |
|
De er selv troende. Hvordan forholder De
Dem til vidnesbyrd, der taler imod ægtheden? |
|
»Som videnskabsmand. De vidnesbyrd er lige
så gyldige som de andre, blot af en anden art. Radiokulstofdateringen er
det vigtigste. Et andet er, at evangeliernes vidnesbyrd er tvetydige. Et
apokryft evangelium (som ikke er med i Bibelen, red.) fortæller dog, at
ligklædet efter Jesu opstandelse blev givet til ypperstepræstens tjener
i Jerusalem. Ægthedstilhængerne mener, det derfra kom til Syrien,
Lilleasien og endelig Konstantinopel, hvorfra korsfarere efter 1204
bragte det til Frankrig.« |
|
Hvorfra stammer Deres interesse for la
sindone? |
|
»Min specialitet er blodanalyser, som har
været grundlaget for min retsmedicinske praksis. I 1978 fik jeg lov til
at udtage prøver til blodtypebestemmelse, og jeg viste, at det var
menneskeblod af type AB. Det anser jeg ikke som bevis for andet, end at
der har ligget et menneskelig i klædet.« |
|
»En DNA-prøve, som mange forlanger, vil
være forurenet af berøringer af søstrene, der reparerede klædet efter
branden i Chambéry i 1532, inden det i 1578 kom til Torino. Rester af
dem vil være umulige at sondre fra de originale rester.« |
|
Får vi nogensinde et svar? |
|
»Jeg håber det. Indtil nu må jeg sige, at
skeptikerne ikke overbeviser mig, for de ser kun på to slags indicier,
nemlig dateringen og den manglende sikre omtale af dette klæde før 1356.
Før vi kan stille indicierne ordentligt op mod hinanden, må vi forstå,
hvorfor de hidtidige prøver har givet så tvetydige resultater. Det er
det, jeg forsøger det i min nye bog.« |
|
Hvad betyder ligklædet for en troende som
Dem? |
|
»For en kristen er ligklædet afbildningen
af en død, der har lidt meget. Er det Jesus, er det naturligvis vigtigt,
fordi kristendommen er en historisk religion, der hævder en historisk
oprindelse. Materielle rester som dette og andre relikvier har altid
spillet en stor rolle for os, for vi er jo egentlig materialister. Kødet
er ligeså vigtigt som ånden.« |
|
»Uanset hvad det er, er klædet dog et
vidnesbyrd, ikke et bevis. Kristendommens virkelige mirakel er der
ingen, der har forklaret så godt som Deres landsmand Søren Kierkegaard.« |
|
|
|
|
|
Europa:
Fordrivelser og politik |
18. august 2006 Jyllands-Posten
David Gress |
|
I Tyskland har en ny udstilling om fordrevne folkeslag pustet liv i
debatten om de mere end 20 millioner tyskere, der blev forvist fra deres
hjem i Østeuropa efter Anden Verdenskrig. »Flugten og fordrivelserne
skyldtes krigen, men de var ikke gengæld for tyske krigsforbrydelser. De
var et kynisk planlagt led i befæstelsen af den nye kommunistiske orden
i Østeuropa,« mener Erika Steinbach, formand for Forbundet af Fordrevne. |
|
BERLIN |
|
Den mest bevægende genstand på
udstillingen Tvungne veje om fordrivelser i det 20. århundredes Europa,
der åbnede i Berlin i sidste uge, står i udstillingens sidste rum. |
|
Det er en næsten meterhøj skibsklokke af
bronze. Det er klokken fra Wilhelm Gustloff, et tidligere krydstogtskib,
som 30. januar 1945 afgik fra Gotenhafen, det nuværende polske Gdynia,
medførende op mod 10.000 civile flygtninge og sårede soldater. De var
blandt de mange millioner indbyggere i de østlige dele af Det tyske
Rige, som i de sidste måneder af krigen forsøgte at flygte fra den
fremrykkende sovjetiske hær. |
|
Få timer efter afgangen blev Wilhelm
Gustloff torpederet af en sovjetisk ubåd og gik ned i 18 graders kulde.
Næsten 9.000 omkom i den iskolde Østersø i verdenshistoriens største
skibskatastrofe. Den sovjetiske kommandør, der få uger senere sænkede
endnu et tungt lastet flygtningeskib, blev udnævnt til helt af
Sovjetunionen og fik for nylig et mindesmærke i Kaliningrad, det
tidligere tyske Königsberg. |
|
De hjemstavnsfordrevne |
|
Gustloff-katastrofen var en lille episode
i det store drama, der i krigens sidste måneder udspillede sig i
områderne Østprøjsen, Pommern og Schlesien, hvorfra den indfødte
befolkning desperat flygtede vestpå af berettiget frygt for, hvad der
ventede dem, når Den Røde Hær kom. |
|
Over 14 millioner tyskere bosat i
landsdele, der af de Allierede var tilkendt Polen og Sovjetunionen,
måtte forlade deres hjem enten i krigens sidste måneder eller i de
første år derefter. Hertil kom andre seks millioner, der boede i Polen
og andre østeuropæiske lande. Hen ved to millioner blev myrdet af
russere, polakker og tjekker eller omkom på flugten. |
|
Resten måtte opbygge nye liv i, hvad der
var tilbage af Tyskland. De, der endte i det senere DDR, måtte ikke
offentligt tale om deres skæbne, fordi det ikke behagede de
kommunistiske magthavere. De, der endte i Vesttyskland, mødte ofte
modvilje hos de fastboende, men fik dog lov at organisere sig i
Forbundet af Hjemstavnsfordrevne, i dag Forbundet af Fordrevne. I 1950
stiftedes forbundet ved et stort offentligt møde, hvorunder de fordrevne
på den ene side krævede anerkendelse af, at de havde lidt uret, og at
denne uret var en forbrydelse mod menneskerettigheder, som alle
stormagter var forpligtet til at overholde. De forpligtede sig
imidlertid også, og det var imponerende så få år efter tragedien, til på
den anden side at søge forsoning med dem, der fordrev dem, og alene at
bruge fredelige midler i deres kamp for retfærdighed. |
|
Formand og hadeobjekt |
|
Siden 1993 hedder Forbundets formand Erika
Steinbach. Den nu 63-årige, høje og slanke blondine måtte selv som
toårig med sin mor forlade det vestprøjsiske Rahmel, hvor hendes far var
officer i Værnemagten. Efter at have uddannet sig som violinist gik
Steinbach 1974 ind i politik i CDU, det kristelig-demokratiske parti,
angiveligt provokeret af en vis Joschka Fischers udskejelser som
voldelig venstreradikal aktivist. Fischer blev selv senere sin
generations mest karismatiske tyske politiker og var udenrigsminister
under Gerhard Schröder 1998-2005. |
|
Blandt de mestendels farveløse tyske
politikere brillerer Steinbach med sin kontante facon og sine skarpe
meninger. Hun har været hadeobjekt for venstrefløjen, som anklager hende
for at fokusere på tyskeres lidelser uden at indrømme, at de lidelser
kun fandt sted, fordi Adolf Hitlers tyske regime havde udløst Anden
Verdenskrig. |
|
»Det er rigtigt, at vi tyskere udløste
krigen,« siger Steinbach. |
|
»Men dels kan jeg ikke se, hvorfor vi
derfor ikke må beskæftige os med de 20 millioner civile tyskere, som
blev berøvet alt, hvad de ejede, hjem, arbejde, ejendom og for mange
livet selv. Og dels havde polakkerne længe inden krigen planer om et
Storpolen, der skulle omfatte det halve Tyskland. Flugten og
fordrivelserne skyldtes krigen, men de var ikke gengæld for tyske
krigsforbrydelser. De var et kynisk planlagt led i befæstelsen af den
nye kommunistiske orden i Østeuropa.« |
|
Tværpolitisk samarbejde |
I 2000 fandt Steinbach sammen med den nu
afdøde socialdemokratiske politolog Peter Glotz. Han var selv fordreven
fra Sudeterlandet, det tysksprogede område i Tjekkoslovakiet, hvis
magthavere i 1945 brutalt fordrev de tre millioner indbyggere. De to
stiftede Centret mod Fordrivelser i Wiesbaden. Det er dette Center, som
har arrangeret udstillingen i Berlin.
Udstillingen omhandler ikke kun fordrivelsen af tyskere, men skal give
et indblik i alle større fordrivelser i det 20. århundrede, belyse deres
fælles træk og sammenhængene mellem dem. |
|
»Som formand for Forbundet af Fordrevne
taler jeg deres og deres efterkommeres sag, og det vil i dag sige at
minde om deres historie og at fastholde, at det, de led, var uret. Som
leder af Centret mod Fordrivelser ønsker jeg at udbrede kendskabet til
alle fordrivelser og at anspore til forskning i deres årsager, forløb og
virkninger. Det har naturligvis også et aktuelt sigte, nemlig at
erklære, at fordrivelser altid er uretfærdige, og at gøre, hvad vi kan,
for at bekæmpe dem i fremtiden.« |
|
Barneskoen |
|
Udstillingen Tvungne veje består af tre
rum. I det første fortæller en fortløbende vægfrise kortfattet historien
om de store fordrivelser og etniske udrensninger i de sidste 100 år.
Hver episode illustreres med fotografier og få, enkle genstande. Midt i
rummet er anbragt podier, hvor tilskuerne på billedskærme kan se
øjenvidner og historikere fortælle om fordrivelserne. |
|
En af genstandene er en barnesko. Den
stammer fra den moderne histories første store folkemord i 1915-1917,
hvorunder den tyrkiske regering fordrev og myrdede op mod en million
armenere. Påskuddet var, at armenerne var spioner for russerne, der var
i krig med Osmannerriget, men islamisk had til kristne spillede også en
rolle, og armenerne er verdens ældste kristne folk. |
|
Barneskoen blev fundet af en tysk fotograf
i den syriske ørken. Tyrkerne havde sendt hundredtusinder af armenere ud
i ørkenen med besked om at finde vej til de syriske havne. Skoen gik i
arv i fotografens familie. |
|
»Vi kan kun gisne om, hvorvidt barnet
omkom elendigt af tørst i ørkenen, eller om det nåede til havet og måske
til Amerika og døde i en høj alder efter et langt og rigt liv,« siger
udstillingens kurator, Wilfried Rogasch. |
|
»Det er sådanne tanker, vi vil sætte i
gang hos tilskuerne. Fordrivelser er ikke abstrakte hændelser. Det er
menneskelige tragedier. Dem vil vi anskueliggøre, ikke for at fordømme,
men for at forstå.« |
|
Polsk velvilje og modstand |
|
Tvungne veje var fra begyndelsen et
omstridt initiativ. Selvom udstillingen ikke giver fordrivelsen af
tyskerne særlig plads, mente mange, at fordi Erika Steinbach stod bag,
så måtte udstillingens skjulte dagsorden være at fremme de
hjemstavnsfordrevnes angiveligt farlige dagsorden. |
|
Den polske premierminister Jaroslaw
Kaczynski udtalte, at udstillingen var »et meget dårligt og betænkeligt
initiativ.« Normalt ville polsk kritik have vundet stor genklang på den
tyske venstrefløj, som altid er lynhurtig til at fordømme alt, der kan
fortolkes som en relativering af tysk skyld for Anden Verdenskrig. I de
progressives optik kan tyskerne kun være skurke, aldrig ofre, og den,
der fremhæver dem som ofre, må mistænkes for at have skumle,
nynazistiske eller nationalistiske hensigter. |
|
Denne gang prellede kritikken imidlertid
af. Kaczynski er polsk nationalist og lægger ikke skjul på sit antityske
sindelag. De progressive er imod nationalisme af enhver art, også polsk.
Derfor fik hans udbrud den usædvanlige virkning at få mange
socialdemokrater i Tyskland til at slutte op om udstillingen. |
|
»Det er stadig svært for mange polakker at
tale om, hvad der skete i det, der i dag er det vestlige Polen og
dengang var det østlige Tyskland. Faktisk er det langt sværere for
polakkerne at tale om det, end det er for os. Her i Tyskland er vi
endelig ved at nå dertil, at fordrivelserne ikke længere er tabu eller
forbeholdt højrefløjen«, siger Wilfried Rogasch. |
|
»Det betyder ikke, at det var let at få
polakkerne til at udlevere genstande til den del af udstillingen, der
omhandler tyskerne. Det var et meget sejt træk. Det var et kup, da vi
fik lov at låne skibsklokken fra Gustloff, men det tog flere år. Den var
blevet hentet op af den polske kystvagt i 1979, men intet polsk museum
ville have dette minde om 9.000 tyskeres død. Den hang på en restaurant
i Gdynia.« |
|
Günter Grass' historie |
|
En vigtig grund til, at fordrivelsen af
tyskerne ikke længere er tabu for de progressive, er, at
nationaldigteren og nobelpristageren Günter Grass, der i årtier var
venstrefløjens politiske samvittighed, i 2002 udsendte en roman om
Gustloff-tragedien, hvori han tog parti for de uskyldiges lidelser. Det
er værd at nævne netop nu, da Grass med sin sædvanlige sans for timing i
forhold til udgivelsen af en selvbiografi har afsløret, at han som
17-årig var soldat i Waffen-SS. Grass stammer selv fra Danzig, det nu
polske Gdansk, og han er derfor selv del af den historie, han hidtil har
betragtet så strengt fordømmende. |
|
Erika Steinbach lægger ikke skjul på, at
udstillingen i Berlin har et bredere sigte. |
|
»Fællesnævneren for fordrivelserne er, at
magthavere ønsker at skaffe sig af med uønskede befolkningsgrupper. Ofte
er ofrene for den ene fordrivelse bødlerne i en anden. Over 30
forskellige folkeslag har i de sidste 100 år helt eller delvis mistet
deres hjem, for det meste under grusomme former.« |
|
»Den historie ønsker vi at slå fast i
offentligheden, i den historiske forskning og i den kulturelle
bevidsthed, både den tyske og den europæiske. Derfor håber vi, at denne
udstilling vil blive udgangspunkt for et permanent center for erindring,
forskning og møder her i Berlin.« |
|
Dette ønske er ikke faldet i god jord hos
hovedstadens rød-grønne bystyre, som har afvist at stille faciliteter
til rådighed. Et løfte om hjælp kom imidlertid under åbningsceremonierne
om aftenen den 10. august. Fremmødet var fornemt. Blandt talerne var den
ungarske jødiske forfatter György Konrád, der har mistet slægtninge i
Auschwitz, og hvis person var en slags garant for udstillingens
berettigelse. |
Den politisk mest afgørende tale var den,
som Forbundsdagens formand Norbert Lammert holdt. Han mindede om, at den
nu regerende koalition af socialdemokrater og kristelige demokrater i
deres regeringsgrundlag har lovet at støtte et synligt tegn i Berlin til
minde om fordrivelserne. Det skete i hundredevis af journalisters og
forskeres påhør.
»Jeg anser en sådan erklæring for et bindende tilsagn«, siger Steinbach. |
Fakta: De tyske fordrivelser er
verdenshistoriens største etniske udrensning.
I 1945 boede op mod 20 millioner tyskere i østlige provinser af Tyskland
inden for grænserne af 1919, Østprøjsen, Pommern, Schlesien (ca. 14
millioner), dertil i Polen (ca. en million), Sudeterlandet (Bøhmens
randområder, ca. tre millioner), Ungarn, Jugoslavien og Rumænien (ca. to
millioner). |
|
De tyske østprovinser blev på
Teheran-konferencen 1943 tilkendt Polen med undtagelse af det nordlige
Østprøjsen med hovedstaden Königsberg, som gik til Sovjetunionen. Sovjet
beholdt til gengæld det østlige Polen, som det havde fået i aftalen med
Hitlertyskland i august 1939. Polakkerne herfra skulle flyttes til de
nye polske provinser. Disse såvel som Königsberg-området skulle ryddes
for indfødte. Dette skete dels ved flugt inden Den Røde Hærs ankomst og
dels ved udvisning. |
|
De allierede garanterede på
Potsdam-konferencen 1945, at det skulle ske under humane former. Det
blev ikke overholdt. To millioner omkom på flugten eller under
fordrivelserne. I fredsfilosoffen Immanuel Kants hjemby Königsberg
sultede russerne de indfødte så hårdt, at der forekom kannibalisme. Alle
væsentlige bygninger fra og mindesmærker om provinsernes tyske identitet
blev udslettet. |
|
De ca. 18 millioner overlevende fordrevne
fra øst-Tyskland og Østeuropa måtte klare sig som de bedst kunne i
Forbundsrepublikken og DDR. I førstnævnte organiserede de sig i
Forbundet af Fordrevne (www.bund-der-vertriebenen.de). I DDR var omtale
af fordrivelserne forbudt, fordi de kommunistiske magthavere ikke tillod
diskussion af de nye grænser og befolkningsforhold. Også i Vesttyskland
overtog venstrefløjen det synspunkt, at det var provokerende over for
Sovjetunionen overhovedet at nævne fordrivelserne endsige hævde, at de
var uretfærdige. |
Fakta: Læs videre
Det fundamentale værk om de tyske fordrivelser er Dokumentation der
Vertreibung der Deutschen aus Ost-Mitteleuropa, red. Theodor Schieder,
otte bind, 1954-1961, Deutscher Taschenbuch Verlag, nyoptryk 2006. |
|
Gustloff-katastrofen og andre episoder af
fordrivelserne er omtalt i John Toland, De sidste hundrede dage af Den
anden Verdenskrig, Lademann 1967. |
|
Elizabeth B. Walter, Barefoot in the
Rubble, Pannonia 2000, er en sjælden engelsksproget erindring om
fordrivelserne oplevet af ofrene, i dette tilfælde en tysk pige fra
Jugoslavien. |
|
Günter Grass, I krebsegang, Gyldendal
2003. |
|
Fordrivelsernes folkeretlige og
moralsk-politiske aspekter er fint sammenfattet af den amerikanske
FN-jurist Alfred M. De Zayas i A Terrible Revenge: The Ethnic Cleansing
of the East European Germans, 2. udg., Palgrave 2006. På hans
hjemmeside, www.alfreddezayas.com, findes yderligere materiale om de
store fordrivelser i 1900-tallet, om krig og fred og om folkeret. De
Zayas er en usædvanlig jurist, der også er dybt bevandret i tysk
litteratur og skriver digte og aforismer. |
|
Den største tyske by i det tabte land var
Breslau, i dag Wroclaw. Microcosm, Jonathan Cape 2002, af Norman Davies
og Roger Moorhouse er en såvel oplysningsmættet som levende bog om byens
dramatiske historie, hvis absolutte nulpunkt var 1945, da de indfødte
måtte ud, og polakkerne kom ind. Forfatterne minder om, at Breslau også
var den måske vigtigste tysk-jødiske kulturby, indtil nazisterne kom til
magten i 1933. |
|
|
|
|
|
Hitler i vidneskranken |
8. januar 2000 Politiken
David Gress |
|
Den engelske historiker David Irving sagsøger i næste uge den
amerikanske religionsforsker Deborah Lipstadt for at have kaldt ham en
»Holocaust-benægter«. Hvad er det? Hvem er David Irving? Hvad er den
historiske sandhed om mordet på jøderne i Anden Verdenskrig? |
|
For tyve år siden udlovede den britiske
historiker David Irving en dusør på 1.000 pund til den, der kunne
fremlægge dokumentarisk bevis for, at Nazitysklands fører Adolf Hitler
kendte til eller beordrede massemordet på de europæiske jøder under
Anden Verdenskrig. Ingen har til dato meldt sig. |
|
Derimod har Irving i bøger, artikler og
foredrag hævdet, at Hitler formentlig intet kendte til den udryddelse,
som nationalsocialisterne selv kaldte »den endelige løsning på
jødespørgsmålet«, og som eftertiden omtaler som Holocaust eller Shoah.
Har Irving også hævdet, at Holocaust aldrig fandt sted? Derom handler en
retssag, som Irving har anlagt. Den begynder i næste uge i London og
påregnes at vare i tre måneder. I løbet af de tre måneder vil begge
parter naturligvis forsøge at få ret. Men de vil også med eller mod
deres vilje gøre brug af historien for at få ret. Hitler og hans ofre,
der aldrig konfronterede hinanden i levende live, kommer posthumt i
vidneskranken i London. |
|
Retssagen handler også om alt muligt
andet. Har Irving lov til at kalde sig historiker? Det kan lyde som
pedanteri om en mand, der godt nok aldrig fuldførte en højere
uddannelse, men som har skrevet over tredive bøger om Tyskland og Anden
Verdenskrig og som ifølge John Keegan, vor tids førende krigshistoriker
og selv forfatter af hovedværker om verdenskrigene, »ved mere end nogen
anden om de dokumentariske kilder til Anden Verdenskrig og de tyske
ledere«. Det er imidlertid ikke pedantisk. Hvis retten godkender Irvings
beskrivelse af sig selv som historiker, må den tage stilling til, om han
har lidt tab ved de injurier, han påstår sig ramt af. Den må også tage
stilling til substansen bag sagen. Hvad vil det sige at benægte
Holocaust? Har Irving gjort det? Må man sige, at han har gjort det? Også
hvis det skader hans renommé og mulighed for at udøve sin levevej? |
|
FRA HITLERS PERSPEKTIV |
|
I 1993 udgav Deborah Lipstadt, der er
professor i religion ved Emory University i Georgia, USA, en bog med
titlen At Fornægte Holocaust: Det Voksende Angreb På Sandhed Og
Erindring. Bogen beskriver, hvordan en række personer, der spænder fra
erklærede nynazister til islamiske fundamentalister, med stigende
frimodighed bestrider den kendsgerning, der tilsyneladende stod fastere
end nogen anden fra det tyvende århundredes historie: Nemlig at fem til
seks millioner jøder i de tyskbesatte dele af Europa blev myrdet under
Anden Verdenskrig som led i en bevidst plan fra tysk-nazistisk side, der
sigtede på at udrydde alle jøder under tysk kontrol. |
|
Hvor mange, der omkom hvor og hvordan,
kunne man strides om; det afgørende var, at Hitler og hans regime havde
lagt en plan for massemord, som de gjorde alt for at gennemføre. Blandt
de personer, der ifølge Lipstadt benægter Holocaust, er englænderen
David Irving. Han er en nu 61-årig freelance-historiker, der har
specialiseret sig i at opstøve alle levende og skriftlige kilder til det
nazistiske Tyskland og dets krigsførelse. |
|
Han begyndte allerede omkring 1960, da han
som 22-årig tog arbejde på et tysk stålværk for at lære sproget. Hans
første bog fra 1963 handlede om de Allieredes bombekrig mod de tyske
byer. I de følgende år mødte han alle de overlevende fra den nazistiske
ledelse og begyndte et myreflittigt arbejde med at indsamle skriftlige
kilder om Nazityskland af enhver art. |
|
Andre historikere har ret i, at Irvings
kendskab til primærkilderne er uovertruffen. I 1977 udgav Irving sin
mest solgte bog, Hitlers Krig. Den fik fremragende anmeldelser og
citeres stadig. Den er dog på flere måder en ejendommelig bog. Den er
skrevet på grundlag af et uforligneligt kildekendskab, men Irving bruger
kun oplysninger, som Hitler selv besad på det givne tidspunkt. Desuden
er den skrevet fra Hitlers perspektiv, i en grad så den med nogen ret er
blevet kaldt for en apologi for Hitler. Bogen efterlader et indtryk af
en mand, der gjorde sit bedste for Tyskland, men som blev besejret ikke
kun af overmægtige fjender, men af sammensværgelser, uduelighed og
inkompetence blandt hans egne. |
|
I dette noget usædvanlige billede af den
nazistiske diktator ligger kimen til Irvings senere genvordigheder samt
til de fejltrin, han kan have begået i sin holdning til det spørgsmål,
der er grundlag for retssagen: om Holocaust fandt sted eller ej. |
|
Sagen, David Irving mod Deborah Lipstadt
og Penguin Books, er en injuriesag. Det er ingen bagatel i engelsk ret.
Irving har tidligere forhindret historikeren John Lukacs i at udgive sin
bog Historiens Hitler i Storbritannien, fordi Lukacs i den kalder Irving
for uvederhæftig. I USA kan man skrive næsten hvad som helst om
offentlige personer, bare det sker i god tro og tjener den almene
oplysning. Så brede rammer gør det næsten umuligt for en kendt person at
få erstatning for selv grove injurier. |
|
Det er anderledes i England. Her gælder
sandhedsbeviset og det begge veje. Hvis de påståede injurier er sande,
er der ingen erstatning, og sagsøger betaler omkostningerne. Hvis de er
usande, kan sagsøger, altså Irving, få erstatning, hvis retten finder,
at injurierne har skadet hans renommé og hans muligheder for at udøve
sin levevej. |
|
I sit klagemål siger Irving, at han i 35
år har levet af sit historiske forfatterskab, og at hans muligheder for
at ernære sig på denne måde har lidt skade, efter at Lipstadt har kaldt
ham en Holocaust-benægter. Han medgiver, at dette er nedsættende; ja,
hans klagemål falder til jorden, hvis han ikke kan bevise, at det er
skadeligt for en forsker at blive kaldt Holocaust-benægter. |
|
Endvidere siger han, at Lipstadt og hendes
forlag har publiceret hendes bog og dermed beskyldningerne mod ham
»hensynsløst og ondskabsfuldt«. Det er juridiske kodeord, der betyder,
at Lipstadt og Penguin Books handlede i ond tro, altså at de vidste, at
det, hun skrev, var løgn, og at hun gjorde det bevidst for at skade
Irvings karriere. |
|
HITLERTIDENS FASCINATION |
|
Retssagen handler om andet end David
Irving og hans modstandere. På overfladen handler den om, hvad man har
lov at skrive på tryk om andre. Bag overfladen handler den om, hvad en,
der vil kalde sig historiker, kan tillade sig at skrive om Anden
Verdenskrig og Hitlers og nationalsocialisternes massemord på de
europæiske jøder. Længere inde endnu handler den om historikerens ansvar
over for dem, han skriver om og dem, han skriver for. |
|
Ingen af delene er uden interesse
herhjemme, hvor vi netop nu er ved at finde alle mulige lig i lasten fra
1940’erne. Hvorfor Hitlertiden er blevet så fascinerende nu så mange år
efter, er et godt spørgsmål. Svaret har formentlig noget med den
almindelige moralisering af politik og historie at gøre, der tog fart
efter Den kolde Krig. Uanset hvad svaret er, vil retssagen, der påregnes
at vare ved i tre måneder, levere righoldigt stof til debatten. |
|
Lipstadts egen holdning er ikke fri for
ironi. Hun kalder sig progressiv og har langet hårdt ud efter
amerikanske jøder, der ikke har, hvad hun anser for de rigtige meninger.
Nogle af de mest ihærdige Holocaust-benægtere findes imidlertid blandt
såkaldt progressive. I kølvandet på franske tænkere som Michel Foucault
er mange af slagsen kommet for skade at mene, at der ikke findes nogen
historisk sandhed, men at al historie er et produkt af historikerens
samtid og ikke mindst af magtstrukturer. |
|
Hvis sandhed er en funktion af magt, giver
det ingen mening at tale om Holocaust-benægtere, for så er Holocaust kun
en opfindelse, der tjener visse interesser. Yderpunkterne mødes
åbenbart, for dette postmoderne standpunkt, at alle historiske
”sandheder” kun er til for at tjene interesser, er præcis det, Lipstadt
beskylder Irving for at mene: At Holocaust er noget, jøderne har fundet
på for at vinde sympati og pådutte Tyskland en ufortjent skyld for
derigennem at kunne afpresse tyskerne enorme beløb i erstatning. |
|
HITLER ELLER GOEBBELS |
|
Det er vigtigt at skelne mellem to slags
påstande. Irving har aldrig benægtet, at han tvivler på den sædvanlige
fremstilling af Holocaust. Han mener ikke, at det kan bevises, at Hitler
kendte til nogen plan om massemord. Den almindelige opfattelse blandt
historikere er, at Hitler traf den endelige beslutning om at udrydde
alle jøder i Europa engang i efteråret 1941, og at beslutningen blev
udmøntet i en operativ plan på det såkaldte Wannsee- møde i januar 1942.
Mødelederen var den 37-årige SS-general Reinhard Heydrich, der havde
Førerens fulde fortrolighed. |
|
Ifølge referatet af mødet forklarede
Heydrich, at Føreren havde besluttet den endelige løsning af
jødespørgsmålet, som skulle finde sted ved at gennemtrevle Europa fra
vest mod øst og sende alle jøder til tvangsarbejde eller »passende
behandling« i lejre såsom Auschwitz i det besatte Polen. Sammenhængen,
og hvad man i øvrigt ved om nazistisk sprogbrug, lader ingen tvivl
tilbage om, at »passende behandling« betød henrettelse. |
|
Irving bagatelliserer mødereferatet fra
Wannsee som et ubrugeligt bevis for Hitlers ansvar, da Hitler ikke
optræder personligt, og referatet derfor højst kan bevise, hvad andre
har ment, at Hitler ønskede. Selv citerer han gerne et dokument dateret
få uger senere, hvorefter Hitler skal have ønsket at »udskyde afgørelsen
af jødespørgsmålet til efter krigen er slut«. |
|
Det er med dette dokument, at Irving
sandsynligvis vil føre Adolf Hitler som vidne for, at hans egne meninger
er legitime. For Irving vil givetvis i retten hævde, at han aldrig har
benægtet Holocaust som sådan, kun at Hitler var ansvarlig. Hvis ikke
Hitler, hvem så? |
|
I sin biografi om propagandaminister
Joseph Goebbels har Irving beskyldt denne for at være Det 3. Riges onde
ånd. Hvis nogen lod jøder myrde, var det nok Goebbels, som satte det i
værk bag Hitlers ryg. Irving har siden 1977-bogen om Hitler mere og mere
åbenlyst benægtet Hitlers skyld i noget som helst og i stedet tilsværtet
hans medarbejdere og fjender. |
|
I en af sine senere bøger fremstiller
Irving den britiske premierminister Winston Churchill som 1940’ernes
største skurk, fordi han ikke sluttede fred med Tyskland og i stedet
førte en krig, der fik katastrofale følger. Tyskland blev besejret, og
Sovjetunionen blev Europas stormagt. England mistede sit imperium og
blev underkastet amerikansk overherredømme. Svaghed og ynkelig
selvmedlidenhed har siden kendetegnet de vestlige og især det britiske
samfund. |
|
Udtalelser af denne art findes i rigt mål
på det website, Irving i flere år har opretholdt. |
|
PERSONA NON GRATA |
|
Men hvad med den egentlige benægtelse af
Holocaust? Irving hævder, at han jo ikke er Holocaust-forsker, men en
historiker, der i første række interesserer sig for topnazister og for
Anden Verdenskrig. Så hans officielle svar er, at Holocaust ikke er hans
bord. |
|
Det er bare ikke hele sagen. Irvings
senere bøger har gjort ham til persona non grata blandt etablerede
forskere og til offer for diskrimination, når han har ønsket at fremføre
sine synspunkter eller få sine bøger udgivet. Det er ubestrideligt. Lige
så ubestrideligt er det, at disse oplevelser har affødt eller bestyrket
hans lyst til provokation, og at denne lyst er gået til eller over den
streg, der hedder Holocaust-benægtelse. |
|
Et vigtigt og for Irving lidet smigrende
indicium er, at han har forsvaret den såkaldte Leuchterrapport, der
påstår, at det ikke var fysisk muligt at myrde mennesker i massevis med
Zyklon B-gas i Auschwitz. |
|
Om retssagens forløb kan vi kun gisne, da
begge parter holder kortene tæt til kroppen. Men jeg fik dog en
udtalelse fra en talsmand for American Jewish Committee, der bekoster
Lipstadts forsvar (Irving fører selv sin sag, da han ikke har råd til de
engelske advokaters millionsalærer). Ifølge denne talsmand, der ikke
ønsker at navngive sig, har Irving ikke en chance. »Vi har masser af
dokumentation for, at han har sagt præcis det, han påstår, han ikke har
sagt. Han har benægtet Holocaust. Det kan han ikke løbe fra, og vi vil
slå ham i hovedet med beviser, når han mindst venter det«. |
|
Talsmanden ville ikke komme nærmere ind
på, hvilke beviser det drejer sig om. Han tilføjede imidlertid: »Ernst
Zündel i Toronto sælger bånd med foredrag af Irving. De er ret
interessante i den her sammenhæng«. Om Zündel er der ingen tvivl. Han er
en notorisk forfægter af tesen om, at Holocaust, altså påstanden om, at
nazisterne myrdede seks millioner jøder, er løgn. Hvis han distribuerer
bånd med Irvings foredrag, kan det meget vel være, fordi Irving her af
uforsigtighed eller irritation lader ane, hvad han måske i virkeligheden
mener om Holocaust: At påstanden om de seks millioner døde er resultatet
af en jødisk sammensværgelse, der er iværksat for at skade tyskerne og
ikke mindst David Irving. |
|
Hvis Irving taber sagen og for alvor
bliver stemplet som i bedste fald excentriker og i værste fald nynazist,
vil det være synd. Manden har ydet væsentlige bidrag til Anden
Verdenskrigs historie. Han har, hvilket ganske vist er sagen
uvedkommende, gennemlevet en stor personlig tragedie i sin nærmeste
familie. Intet i hans bedste arbejder lægger op til, at Holocaust er
løgn. Hvis han har sagt det - og det ved vi endnu ikke - er det et
fejltrin, han aldrig vil blive tilgivet. |
|
BLÅ BOG: DAVID IRVING |
|
Den kontroversielle britiske historiker
David Irving blev født 24. marts 1938 i Essex. Straks efter sin
skolegang begyndte han at læse teknologi på Imperial College på London
University, men brød af og rejste til Tyskland, hvor han fik arbejde som
stålarbejder hos Phoenix-Rheinrohr AG i Ruhr-distriktet. Hjemme i London
begyndte han at læse økonomi og statskundskab på University College og
London School of Economics uden dog at færdiggøre nogen af studierne. I
april 1963 havde han nemlig udgivet sin første bog, The Destruction of
Dresden, som blev en international bestseller, der gjorde ham økonomisk
uafhængig. Nu fulgte en lang række bøger og artikler om Nazityskland,
der befæstede hans ry som ekspert på Anden Verdenskrig og det nazistiske
Tyskland. Hans omdømme som historisk forfatter tog først en alvorlig
kovending i 1977, da han udgav sin berygtede bog, Hitler's War, hvori
han bl.a. skriver, at det ikke var Hitler, der gav ordre til udryddelsen
af jøderne. |
|
Kendt af en bred offentlighed blev han
ikke mindst i 1983, da han afslørede, at den udgave af Hitlers dagbøger,
som det tyske ugeblad Stern var i færd med at publicere, var en ren
forfalskning. Til den mere kuriøse ende af David Irvings bedrifter hører
også hans påvisning af, at det var en skuespiller fra BBC’s børnetime,
der i 1940 ved flere lejligheder holdt Winston Churchills berømte taler. |
|
David Irving driver fra sit hjem i Duke
Street i Londons Mayfair-kvarter forlaget Focal Point Publications, der
har lagt navn til adskillige kontroversielle udgivelser - bl.a. den
såkaldte Leuchterrapport fra 1989, hvori det hævdes, at det var fysisk
umuligt, at gaskamrene i Auschwitz og Majdanek kunne have aflivet det
antal jøder, som der ellers er enighed blandt historikere om. I fjor
udsendte David Irving andet bind af sit nyeste værk, Churchill's War, og
har bebudet, at han er ved at have nye biografier om Adolf Eichmann og
Heinrich Himmler klar. |
|
|
|
05.03.2006 |
|
Hvad nu hvis? |
|
Traditionelle faghistorikere har anset alternativ
historie for useriøst tidsspilde. Den virkelige historie var, mente
historikerne, styret af anonyme kræfter, som ikke tillod nogen enkelt
person eller begivenhed at spille en afgørende rolle. |
|
AF DAVID GRESS |
|
Når nogle faghistorikere nu godt tør skrive alternativ historie, spørger
de, om ikke personer og begivenheder alligevel kan være lige så vigtige
som sociale strukturer og anonyme kræfter. |
|
I sommeren 1676 førte kong Christian V
15.000 mand i land i Skåne for at generobre den østlige tredjedel af
riget, som hans far ved freden i Roskilde 1658 havde afstået til
svenskerne. Efter få uger var landet bortset fra Malmø ryddet for
svenske og i oktober, da man ikke længere forventede nogen svensk aktion
før næste forår, gik hæren i vinterkvarter ved Lund. |
|
Trods den fremskredne årstid krydsede
svenske kong Karl XI imidlertid den 24. oktober den gamle grænse med en
lige så stærk hær. Hans plan var hurtigt at undsætte det belejrede Malmø
og fremtvinge en afgørelse med danskerne. |
|
Fra begyndelsen var den svenske invasion
af Skåne plaget af uheld. Skånske frivillige, de såkaldte snaphaner,
blokerede de svenske forsyningslinjer og kunne endda ved et brillant kup
ved Løsholte i Nordskåne konfiskere hele den svenske krigskasse.
Svenskernes forsøg på at nærme sig Malmø blev forhindret af regn og
mudder, som gjorde det umuligt at krydse åerne, især da danskerne havde
brudt alle broer af. Sidst i november havde svenskerne hverken mad,
penge eller tag over hovedet, for Malmø kunne de ikke komme frem til.
Den sultne, forkomne og sygdomsplagede hær var på nippet til at gå helt
i opløsning. Karls generaler anbefalede, at man hurtigst muligt gik
tilbage til Sverige for at redde stumperne og undgå en katastrofe. |
|
Uventet nederlag |
|
Som vi ved, skete det ikke. Vejret blev
svenskernes redning. Først i december slog det om til hård frost, og
Karl førte hæren, der var skrumpet til 8.000 mand, over den nu tilfrosne
Kævlingeå til angreb på de overlegne danske. Resultatet blev Slaget ved
Lund, det blodigste i Nordens historie. De danske mistede henved 5.000,
svenskerne 4.000 mand. Den svenske sejr blev afgørende for krigens
forløb. Karls stædige vilje til at sejre eller dø snarere end give op
gav ham efter sejren en mytisk status blandt svenskerne. |
|
På danskerne virkede det uventede nederlag
omvendt. Selv om hæren blev forstærket igen og forblev i Skåne, var den
og dens anførere moralsk knækket af, hvad der forekom at være
svenskernes næsten overnaturlige evne til at sejre under de umuligste
forhold. En overtro bredte sig i hæren om, at svenskerne under Karl var
uovervindelige. Den overtro bidrog til, at hæren det følgende år to
gange lod sig bringe i situationer, som køligt overblik kunne have
undgået, og som førte til endnu to svenske sejre. Derefter opgav
danskerne at vinde krigen, og Skåne blev svensk. |
|
Sidste søndag skrev jeg her om ukroni,
"tid, der ikke er", og om de to former for ukronisk fortælling, den
skønlitterære og den, der kaldes alternativ eller kontrafaktisk
historie. Slaget ved Lund egner sig fortrinligt som præmis for en
alternativ historie, fordi slagets udfald så åbenlyst afhang af
omstændigheder, der let kunne have været anderledes, nemlig vejret,
kongens personlighed og hans beslutning om at gå i kamp trods de dårlige
odds. En god ukronisk præmis skal være konkret og letforståelig og skal
kunne have store følger. |
|
Alternativ historie har i modsætning til
ukronisk fiktion form som normal historie, altså en udredning og analyse
af forskellige faktorer, som altså blot ikke forekom i virkeligheden. |
|
Hypotesen om Slaget ved Lund med dansk
sejr blev taget op i et essay i 1999 i samleværket "Tänk om", som også
indeholder alternative historier om en tysk sejr i Anden Verdenskrig og
om et USA, hvor præsident John Kennedy ikke blev snigmyrdet i 1963.
Formålet med sidstnævnte essay er at spørge, om USA også under en
Kennedy, der levede videre, ville have ført krig i Vietnam. Eftersom
Vietnamkrigen var forudsætningen for den kolossale kulturrevolution, som
har forvandlet USA i de senere årtier, er det en fristende opgave at
spørge, hvordan USA ville have set ud uden den krig. |
|
"Kongen er skudt!" |
|
Den alternativ-historiske ukroni blomstrer
i disse år. Derfor kan det undre, at få har brugt slaget ved Lund som
afsæt for en alternativ historie. En af dem er imidlertid en specialist
i emnet, nemlig Malmøs stadsarkivar Göran Larsson i det netop omtalte
essay fra 1999 med titlen "Hvordan Sydsverige igen blev Østdanmark". |
|
Han går ud fra, at frostvejret kom, og at
Karl den 4. december om morgenen indledte sit angreb på danskerne præcis
som i virkeligheden. Dog peger han på, at de svenske generaler var
utrygge ved situationen, og at kongen selv vidste, at det meget vel
kunne ende galt. Det er bevidnet, at Karl aftenen inden slaget klart
udtrykte, at han agtede at sejre eller dø. |
|
Slaget bestod af fire adskilte episoder,
og udfaldet var indtil den sidste af disse ganske usikkert. Det, der gav
de hårdt trængte svenskere den afgørende kraft til at sætte det sidste
modangreb ind, var, at kongen selv uventet dukkede op med sit rytteri.
Det er her, Larsson ændrer historien. |
|
Nogle timer forinden var der sket det
højst ejendommelige, at Karl med det svenske rytteri havde forfulgt
nogle danske styrker nordpå. Det var ejendommeligt, fordi Karl var den,
der havde insisteret på at føre slag, og som derfor var den mest
uundværlige. Alligevel fór han afsted i flere timer, hvorunder ingen i
hovedstyrken vidste, hvor han var. |
|
Ved 3-tiden vender han imidlertid tilbage.
Han har ikke mange ryttere med sig, men rider alligevel i fuld galop
direkte mod de danske linjer, der på dette tidspunkt ligger mellem ham
og den svenske hovedstyrke. Denne frække, dødsforagtende, men også
dumdristige handling overrumpler danskerne. Det lykkes kongen uskadt at
trænge igennem de danske og slutte sig til de svenske styrker, som
inspireret af kongens heltedåd og af, at han øjensynlig var usårlig, får
nyt mod og indleder det afgørende angreb. |
|
Nej, sådan gik det ikke, skriver Larsson.
For det var netop dumdristigt at ville ride lige gennem de danske
linjer. En deling danske ryttere omringer hurtigt den lille svenske
skare, en dragon trækker sin pistol og skyder. |
|
»Herre du milde Gud, kongen er skudt!«
lyder det fra en svensk officer. Lynhurtigt breder nyheden sig først i
de danske, så til de svenske linjer. De udmattede svenske tropper mister
det sidste håb. Danskerne går til angreb over hele linjen, men det er
unødvendigt; svenskerne giver sig med det samme. Den korte vinterdag er
slut, og det er også slaget ved Lund. |
|
Et sådant udfald, der lå så tæt på, som
tænkes kan, ville have fået omfattende følger. For ikke blot ville Karls
død og den svenske hærs kapitulation have fjernet den eneste militære
trussel mod befrielsen af Skåne, den ville også have omkalfatret de
nordiske landes senere historie. |
|
Nordisk monarki |
|
Karl var nemlig barnløs. Han var kun 22
år, hvilket kan forklare hans romantiske dødsforagt. Hans far, den
tyskfødte Karl Gustav, havde grundlagt et nyt kongehus i Sverige, men
hvis Karl XI var død sønneløs, ville huset være uddødt. Der var ingen
anden i Sverige, der havde legitimt krav på tronen, da de gamle
kongeslægter var uddøde. Enhver, der herefter ville kræve tronen, ville
møde modstand. |
|
I den alternative historie ville der kun
have været én mulig løsning på det problem, og den ville være, at det
svenske rigsråd stillet over for et forsvars- og kongeløst rige og
udsigten til borgerkrig, hvis en svensk skulle kræve tronen, straks
sluttede fred med Danmark og derefter tilbød en dansk prins den svenske
krone. En dansk konge i Sverige ville immervæk være bedre end kaos eller
måske endnu en tysk fyrste som konge, og tyske fyrster ville man have
haft nok af. |
|
Larsson finder, at den logiske følge af
hans alternative historie er, at Danmark og Sverige igen finder sammen i
en politisk union. Var det sket, ville der ikke være ført flere
dansk-svenske krige. Hele Nordeuropa ville have fået en anden og mere
fredelig udvikling. |
|
Sådan gik det jo ikke, men
tankeeksperimenter som Larssons er nyttige, fordi de får os til at
overveje, hvilke vendepunkter, der er afgørende og hvorfor. Hans essay
er blot et lille eksempel på en bølge af alternativhistorisk litteratur,
som nu vokser frem især i USA. |
Fakta: Læs videre
Eksempler på alternativ historieskrivning: |
Robert Sobel, For Want of a Nail (1973)
var en forløber i genren. Værket er en kraftpræstation. Præmissen er, at
briterne i 1777 be-sejrede det amerikanske oprør. Bogen er skrevet som
et regulært faghistorisk værk med fodnoter, litteraturliste, statistiske
tabeller og registre. Men fra side 31 er hver eneste begivenhed, fodnote
og sta-tistik fiktiv. Sobel giver os en alternativ verdenshistorie fra
1777-1971, hvor eksempelvis Mexico er en stormagt, der omfatter
Cali-fornien, og Sydøstasien er styret af en multinational virksomhed,
som ved bogens slutning er ved at blive verdens stærkeste magt.
Formentlig det mest gennemførte alternativhistoriske værk, der
no-gensinde er skrevet. Genoptrykt 1997 af Greenhill-forlaget, som
specialiserer sig i alternativ historie.
Niall Ferguson, Virtual History (Picador 1997). Startskuddet til den
nutidige bølge af alternativ historie er denne antologi af artikler, der
indledes af den britiskfødte succeshistoriker Ferguson, der sidste år
blev headhuntet til Harvard universitetet. Ferguson er kendt for sine
velskrevne, stofmættede og originale tolkninger af Første Verdens-krig
og USA’s storpolitiske rolle. Virtuel historie er hans betegnelse for
den alternative historie. Indlæggene er imidlertid ikke regelrette
kontrafaktiske fortællinger, men snarere forsøg på at forstå genren og
forklare, hvordan man bærer sig ad med at tænke kontrafaktisk. Det er
altså ikke underholdning, men videnskab!
Robert Cowley, What if? (3 bd., Putnam 1999-2003). En række såvel
historikere som skønlitterære forfattere leger med et bredt udvalg af
kontrafaktiske præmisser for alternativ historie. De spænder fra en
præmis om, at perserne vandt over grækerne ved Salamis i 480 f. Kr. til
de to klassiske præmisser, sydstatssejr i Den amerikanske Borgerkrig og
tysk sejr i Anden Verdenskrig. Uanset hvor tit især den sidste præmis
bruges, viser disse indlæg, at den ikke behøver at blive forudsigelig.
Et af bindene omfatter udelukkende præmisser om alternativ amerikansk
historie, et andet er rent krigshistorisk, det tredje har intet
overordnet tema.
Göran Larssons essay om slaget ved Lund står i Lars M. Andersson og Ulf
Zander, red., Tänk om (Historiska Media 1999).
Hans Alfredsson, den kendte svenske filminstruktør (Den enfoldige
morder, 1982), har også forsøgt sig i genren med Attentatet i Pålsjö
Skog (Norstedts 1996), hvor præmissen er, at tyskerne besætter Sverige.
Bogen har form af en selvbiografi skrevet mange år efter af en svensk
partisan. Alfredsson ønskede med bogen at sende et poli-tisk signal mod
nynazisme, men det politiske budskab står ikke i ve-jen for en spændende
og sandsynlig historie. |
|
SLAG - Danmark og Sverige har udkæmpet
mange slag. Of-te vandt Danmark til søs, men tabte til lands. Hvad nu,
hvis det havde været omvendt? Ville Skåne så stadig være dansk? Her er
Slaget ved Køge bugt 1. juli 1677, malet af Claus Møinichen. |
|
|
|
|
|
|
|
|
