Mistænksomme myndigheder

Medlemskategorierne afspejler, hvor engageret medlemmet er i organisationen.

Supernumerarierne bor i eget hjem og er typisk gift. Numerarier lever i Opus Dei-huse og i cølibat.

Nogle er ansat i organisationen, men de fleste har normale job. Det er numerariernes ansvar at drive huset og tilbyde områdets supernumerarier åndelig og teologisk vejledning.

De tilknyttede er endelig folk, der af professionelle eller familiære grunde ikke lever i et Opus Dei-hus, men som i øvrigt ligesom numerarierne lever i cølibat og overlader det meste af deres indtægt til organisationen.

Ron Hathaway er en amerikansk kirurg med speciale i genopretning af ansigtsknogler hos børn, der er ofre for ulykker eller sygdom. Han valgte tilknytningen og cølibatet, så han kunne stå »helt til rådighed« for sine patienter og bruge sine kræfter på at slås med overordnede og forsikringsselskaber, der »ikke har mine patienters bedste interesser på hjerte«. Uden familieansvar kan han løbe større faglige og professionelle risici.

Numerarier er ofte vellønnede, for de fleste er akademikere. Det kan give problemer. De amerikanske skattemyndigheder har for eksempel svært ved at forstå, at en person, der tjener, hvad der svarer til halvanden mio. kr., giver 1,2 mio. til velgørenhed.

En sort legende

Det billede, som millioner af udenforstående har af Opus Dei, er mere kulørt. I Dan Browns thriller "Da Vinci mysteriet" er Opus Dei en orden af fanatiske munke, der i blind lydighed mod reaktionære og korrupte kirkefyrster snigmyrder kritikere og modstandere og bruger deres fritid på at piske sig selv til blods.

Browns blodige fanatikere føjer sig til rækken af sorte legender om den katolske kirke, der er så gamle som kristendommen selv. Det er et ejendommeligt træk ved den liberale og progressive vestlige kultur, at den er både frastødt og fascineret af katolicismen. Intet sælger bedre end angivelige afsløringer af, hvad kirken egentlig er ude på. Det viser sig altid at være undertrykkelse.

Godt øje til Vatikanets penge

I den mindre kulørte afdeling finder vi kritikere som den canadiske journalist Robert Hutchinson, der kalder Værket for »en verden af svig og forstillelse, tæt pakket med hellige bedragere og styret af skrupelløse interesser«.

Den italienske journalist Ferruccio Pinotti sætter navn på disse interesser. Hans bog "Stærke kræfter" handler om baggrunden for krakket i Banco Ambrosiano i 1982 og bankdirektøren Roberto Calvis mystiske død i London, som de britiske myndigheder for nylig har erkendt var mord.

Hos Pinotti er Opus Dei en magtfuld konservativ kraft, der søger at sætte sig på Vatikanets finanser for med dem at fremme en antikommunistisk dagsorden.

Den polske pave Johannes Paul II ville støtte de polske arbejdere, der truede det kommunistiske styre. Det skræmte de fleste kardinaler, der ikke ønskede at provokere Sovjetunionen. Ifølge Pinotti blev Opus Dei pavens allierede, hvilket paven erkendte ved at gøre en række Opus Dei-præster til kardinaler.

Pinotti har ret i, at Opus Deis ledere var antikommunister. Om han har ret i sine formodninger om, at organisationen sneg sig ind i

Vatikanet for at fremme en politisk og økonomisk dagsorden, er mindre sikkert.

En forståelse af, hvad Opus Dei er for et fænomen, kan ikke begynde med sensationsromaner eller insinuationer. Til formålet har vi nu i John Allens sobre bog den første fyldige beretning, der hverken stammer fra Opus Dei selv eller fra dets modstandere.

Skrøbelig identitet

I 1982 ophøjede paven organisationen til et »personligt prælatur«. Det betyder, at Værket ledes af sin egen biskop med sæde i Rom og verdensomspændende myndighed over medlemmerne, dog kun hvad angår organisationens interne forhold. I den sorte legende er det blevet til, at paven med denne beslutning skabte en organisation af blindt lydige soldater.

I realiteten var det for at sikre en problematisk identitet. Opus Dei var altid bange for at blive omdannet enten til en munkeorden, hvor lægfolk ikke kunne blive fuldgyldige medlemmer, eller til en ren lægmandsorganisation uden præster. Med den nye status sikredes organisationens unikke profil. John Allen skriver:

»Der er meget, man ikke kan forstå om Opus Dei - at det holder fast på sin særlige karakter, at det holder distance til munkeordener og læge bevægelser, at det er nøjeregnende med sin kirkeretlige status, at det tørster efter kirkelig anerkendelse - hvis ikke man forstår, at dets identitet er meget skrøbelig.«

Helligheden i det daglige liv

Men hvad vil Opus Dei da, hvis det ikke handler om at snigmyrde Vatikanets fjender eller sætte sig på kirkens finanser?

Organisationen blev grundlagt i Spanien i 1928 af en ung præst, Josemaría Escrivá de Balaguer, som blev helgenkåret i 2002. Han er utvivlsomt blandt forrige århundredes mest omstridte personligheder. For organisationens fjender var han en kynisk bedrager, en reaktionær, en ven af fascister og undertrykkere, kvindehader og antisemit.

Det lykkes rimelig godt for John Allen at fremstille hans dramatiske historie så køligt som muligt. Selv erklærede Escrivá, at han den 2. oktober 1928 modtog et syn, hvori han »så Opus Dei, som Herren ønskede det, og som det skulle blive, ned gennem århundrederne«.

Det, Escrivá så eller opfandt, var en organisation af troende af en helt ny slags. Hidtil havde præster og munke været anset for at være mere hellige og mere fuldkomne end andre. Det var de ikke, sagde Escrivá. Enhver kristen er i lige høj grad kaldet til hellighed. Den opnås ikke kun i præstestanden, men kan og skal for de fleste opnås i det daglige liv.

Arbejde som bøn

Det var kernen i Escrivás forkyndelse. Hele livet, ikke kun det kirkelige i streng forstand, er den arena, hvor mennesker kaldes til at forfølge deres guddommelige bestemmelse. Århundreders overdrevne respekt for præster som en særligt udvalgt kaste havde overskygget denne for Escrivá kristne sandhed. Han skrev:

»Bliv hellig - det kan du, alle kan det, hvis de stoler på den Guds hjælp, som ikke vil svigte, eftersom det er hans erklærede vilje, at alle skal blive fuldkomne - ved at fortsætte dit sædvanlige liv. Bliv, hvor du er, i hvert fald i det ydre, med dit arbejde og dine faglige pligter. Husk, at i troens perspektiv har alle erhverv stor værdi, uanset hvor ydmyge de kan tage sig ud, fordi den værdi afhænger af Guds kærlighed til de mennesker, der udfører dem. Gud kræver ingen mærkelig adfærd: Du kan kaldes til heltedåd, men i dit indre, mens dit ydre forbliver normalt. Bed altid, men uden at udstille dig, gør dit arbejde til bøn.«

Gør dit arbejde til bøn. For en protestant vil der være noget både velkendt og fremmed i denne lære.

Det velkendte er, at ethvert arbejde er lige værdigt for Gud. Den kristnes pligt er at leve »i kald og stand« i denne verden, hvor ingen er mere hellig end den anden.

Den fysiske verdens betydning

Det fremmede er, at Escrivá gør det moderne arbejdsliv i et udviklet samfund til den troendes arena i et katolsk perspektiv. Hvor protestanterne vil sige, at alle er lige hellige, fordi alle har syndernes forladelse, vil Escrivá tilføje, at troen skal udleves i handling, og at denne handling har til formål at gøre hellig. I den protestantiske optik kan du ikke forbedre dig ved gode gerninger. Hos Escrivá er det netop formålet. Det sker bare ikke ved, at du bliver præst eller munk, men i den dagligdag, du befinder dig i.

»Medlemmerne af Opus Dei udlever det evangeliske budskab ved det eksempel, de giver deres næste ... i arbejdslivet, i familien, i samfundet, ved altid og allevegne at anstrenge sig for at forbedre sig,« skrev de kirkelige myndigheder, da de i 1950 for første gang anerkendte Opus Dei som en særlig organisation.

Escrivá genoprejste i virkeligheden et gammelt princip, nemlig at den fysiske verden fortjener lige så megen agtelse som den åndelige. Der er i kristendommen ingen sondring mellem dem, for kristne tror på kødets opstandelse, og kristendommen er derfor af alle den mest kødelige religion. Det er denne verden og os i den, der skal frelses. Ikke ved at forsage den eller blive munk - skønt det kan være det rette kald for nogle - men ved at gøre arbejdet til bøn.

Masochisme med pigge og pisk

Såvidt Escrivás og Opus Deis selvforståelse. De seriøse kritikere afviser ikke Escrivás teologi, men beskylder ham og organisationen for diktatoriske metoder og et forkvaklet menneskesyn.

Et amerikansk websted, www.odan.org, bringer historier fra frafaldne medlemmer. De fortæller om indoktrinering, om at blive tvunget til at sove på det bare gulv og om torturredskaber som den såkaldte cilice, et læderbånd med pigge, som spændes om hoften og efterlader mærker. Numerarier forventes at bruge cilicen regelmæssigt og desuden at revse sig med disciplinaen, som er en flerhalet pisk.

For udenforstående er det enten stof for en psykiater eller til den sorte legende. Imidlertid er kropslig mortifikation, som den slags selv-revselse kaldes, ikke enestående for Opus Dei, men var før i tiden almindelig praksis ikke blot i mange munkeordener, men også blandt lægfolk. Det provokerende i Opus Dei er, at organisationen ikke har fulgt de liberale strømninger i kirken og forkastet den slags fysiske prøvelser.

For medlemmerne er det blot endnu et bevis for, at Værket holder fast ved den sande katolicisme, der ikke glemmer, at kødet er kød, og at det tilhører en falden verden.

Milliardformue

»På intet område er forskellen på, hvad den ydre verden mener om Opus Dei, og hvad Opus Dei mener om sig selv, større end på det finansielle,« skriver John Allen.

Han satte sig som den første for systematisk at udregne, hvilke ressourcer Værket råder over, og hvordan de bruges.

Opgaven besværliggøres af, at organisationen ikke har nogen central styring, i hvert fald ikke én, som Allen har kunnet få øje på.

Ved at samle tal fra hele verden nåede han frem til, at Værkets aktiviteter i 2002 indbragte 822 mio. dollars, og at værdien af samtlige ejendomme og formuer androg 2,8 mia. dollars.

»Det er ikke småpenge. Men langt de fleste af ressourcerne tilhører ikke Opus Dei i andet end overført betydning, og de fleste af dem bruges på skoler, hospitaler og andre sociale tjenester. Og i sammenligning med andre katolske grupper er det beskedne beløb.«

Åben konservativisme

Opus Dei er utvivlsomt en konservativ bevægelse. Den følger kirkens traditionelle moral- og samfundslære.

Blandt numerarierne lever kvinder og mænd adskilt og i cølibat. Det kan vel være, at Opus-tilhængere i 1980'erne støttede den polske paves hjælp til polakkerne. De fleste, dog ikke alle medlemmer, vil også kalde sig politisk konservative.

Sagen er, at intet af dette er hemmeligt. Ingen kan være i tvivl om, hvad Opus Dei står for, hvis de sætter sig ind i, hvad Escrivá skrev, og hvad John Allen nu har redegjort for. Hans bog er desto mere overbevisende, fordi han selv er liberal og derfor ikke enig i alle Opus Deis teologiske principper.

Organisationen er hverken så stor, så magtfuld eller så spændende, som sensationsmagere har gjort den til. Den er imidlertid et markant fænomen i det katolske landskab og ét, hvis betydning vil vokse i de kommende år.