Af David Gress

I 1521 udgav kong Henrik VIII af England sit latinske skrift Assertio septem sacramentorum adversus Martinum Lutherum eller ”hævdelse af de syv sakramenter mod Martin Luther”. I det forklarede og forsvarede den teologisk dannede konge den katolske kirkes lære om de syv sakramenter og argumenterede imod Luthers lære om, at der kun fandtes to sakramenter, og at messen ikke var et soningsoffer.

Så velformuleret var kongens bog, at pave Leo X skænkede ham titlen Fidei defensor, troens forsvarer. Ganske vist besluttede kongen få år efter, at han ikke længere ville overholde den katolske kirkes lære, men gifte sig med Anne Boleyn, og få år efter igen, at kirken i England ikke skulle være del af den katolske kirke, men blive til en ny, anglikansk kirke med kongen og ikke paven som jordisk overhoved.

Det hindrede dog ikke hverken Henrik eller hans efterfølgere til dags dato at føre betegnelsen Fidei defensor som del af deres officielle titulatur. Det fremgår ikke mindst af alle britiske mønter, hvorpå der står Elizabeth II Dei Gra. Reg. Fid. Def., ”Elizabeth II af Guds nåde dronning, troens forsvarer”.

Hvis Elizabeth virkelig var troens forsvarer og besad Guds nåde, hvordan kan det så ske, at hendes land i tiden mellem hendes kroning i 1953 og død for nylig gik fra at være et altovervejende protestantisk, kristent land til at være ét af de mest afkristnede lande i det allerede afkristnede Vesteuropa? Giver titlen ”troens forsvarer” nogen mening længere? Og hvordan vil Charles III forvalte sin arv?

For godt tyve år siden gav den daværende prins af Wales et interview, hvori han sagde, at han som konge ikke ville opfatte sig som troens forsvarer, men som ”forsvarer af tro”. Han trak lidt i land i et senere interview fra 2015, men understregede, at monarken naturligvis ikke længere kunne være forsvarer af nogen bestemt tro, fordi Storbritannien var blevet multireligiøst, men snarere forsvarer af alles tro, af selve retten til at tro og leve forskelligt.

Han citerede sin mor, dronning Elizabeth, for ved sit diamantjubilæum i 2012 at have sagt til en forsamling af religiøse ledere, at Den Anglikanske Kirkes rolle ikke længere var at hævde dennes egen tro, men alles ret til fri religionsudøvelse.

Man kan spekulere over, hvilke forandringer i samfundet førte dronning og søn til disse tilkendegivelser af respekt for ikke-anglikanere. Dog kun i kort tid. Charles har nemlig ved flere lejligheder udtrykt stor beundring for én ikke-kristen religion, nemlig islam.

Charles har efter eget udsagn lært sig klassisk arabisk for at kunne læse Koranen i originalen. Han har betegnet islam som indehaver af “ét af de rigeste skatkamre af ansamlet visdom og åndelig viden, som menneskeheden har adgang til”. Han har sagt, at dette skatkammer trues af “vestlig materialisme”.

Det er velkendt, at den nye konge har to lidenskaber, at forsvare klassisk arkitektur og at agitere for det grønne vanvid, klimakrisehysteriet eller hvad man vil kalde det. Og ifølge ham hænger de to lidenskaber nøje sammen. At forsvare klassiske værdier i arkitektur og anden kunst er en del af at forsvare hele den skabte verden. ”Den ubekvemme sandhed er, at vi deler denne planet med resten af Skabningen af en meget god grund, som er, at vi ikke kan eksistere for os selv uden det fint afbalancerede net af liv omkring os. Islam har altid lært dette, og at overhøre dette budskab er at misligholde vor kontrakt med Skabningen” (min fremh.).

Her er ikke stedet at gendrive kongens i bedste fald naive opfattelse af muslimers nænsomme omgang med Skabningen. Den er så himmelråbende langt fra virkeligheden for ikke mindst kvinder, vantro og hunde, for ikke at tale om det naturlige miljø, i muslimsk dominerede lande, at den ikke kan bero på iagttagelser eller fornuft, men snarere på en dybt romantisk, mytisk opfattelse af islam, som kong Charles deler med en hel del britiske islamo- og arabofile opdagelsesrejsende, digtere og tænkere.

Her er derimod stedet at spørge, hvordan en så romantisk islamofil konge kan eller vil honorere sit ansvar som troens forsvarer. Vil han eksempelvis turde aflægge samme kroningsløfter som sin mor i 1953?

Den britiske kroningsceremoni er enestående som den sidste stadig eksisterende. Kun i England krones monarken som for tusind år siden. Kun der salves han og modtager krone, rigsæble og scepter. Kun der skal han besvare de højtidelige spørgsmål, som ærkebiskoppen af Canterbury stillede Elizabeth i 1953:

”Vil du til det yderste af dine kræfter håndhæve Guds love og den sande bekendelse til evangeliet? Vil du til det yderste af dine kræfter i Det Forenede Kongerige opretholde den protestantiske reformerte religion, som er indstiftet ved lov?” Hvortil Elizabeth svarede ja.

Vi kan roligt konstatere, at Elizabeth ingenlunde holdt disse løfter. Hendes rige er stort set afkristnet, og få ved længere, hvad ”Guds love” vil sige. Hendes egen tro var vel stærk, men privat. Den skulle ikke forstyrre eller forarge nogen, slet ikke muslimer. Denne blufærdighed hindrede dog ikke ateister og antimonarkister i at hovere over hendes død.

Kunne hun have gjort noget for at hindre landets forvandling fra et respektabelt, velfungerende samfund til det nuværende farlige, usikre og takket være en fanatisk energipolitik snart fattige? Det er emnet for et andet indlæg. Her skal blot lyde det korte svar ”ja, hvis hun havde villet”.

Hendes begravelse var dog en storslået begivenhed. To millioner skal have besøgt hendes båre i Westminster Hall og en tilsvarende mægtig skare stod langs gader og veje, da kisten blev kørt fra Westminster til Windsor. Synet kunne friste til at mene, at meget dog endnu er solidt i England eller med digteren Alfred Lord Tennysons ord, at tho’ much is taken, much abides, ”skønt meget er taget, forbliver meget”. Det var det gamle, genkendeligt protestantiske England fra 1953, der drog sit sidste åndedræt den dag.

For det er aldeles sikkert, at den nye, antikristne og islamofile elite vil gøre Charles’ kroning til enten en farce ved at bruge, men samtidig foragte og latterliggøre det overleverede ritual eller en forkyndelse af grøn multireligion ved at indføre et nyt og politisk korrekt ritual.

Man kan næppe heller forestille sig den nuværende yderst politisk korrekte, sleske og rygradsløse ærkebiskop af Canterbury, Justin Welby, stille kongen de ovennævnte spørgsmål. Welby har undskyldt for at være hvid og har sikkert døjet under begravelsen, fordi ritualet anvendte de gamle bønner og citerede fra den gamle, rungende bibeloversættelse fra 1611, som traditionelt tænkende englændere stadig kalder Den Autoriserede Version, fordi den for indtil en hundrede år siden var den eneste tilladte i anglikanske kirker. I dag anvendes den kun i få kirker, fordi den forarger flertallet af progressive præster.

Den eneste hindring på den vej, altså til misbrug eller erstatning af ceremonien, er selve hoffets ceremonimester, jarlen af Norfolk, hvis slægt har haft embedet siden 1672. Pudsigt nok er slægten Howard, hvortil jarlerne af Norfolk hører, katolsk, idet den i kraft af sin rang og indflydelse kunne undgå forfølgelse, dengang regenterne var strengt protestantiske. Man har dog aldrig hørt den nuværende 18. jarl af Norfolk omtale som heltemodig eller gjort af martyrstof. Han vil formentlig organisere den ceremoni, man befaler ham til.