For 30 år siden blev jeg katolik. Det skete på universitetet i Cambridge, et sted, der traditionelt var stærkt protestantisk. Det var i Cambridge, den engelske reformations fædre blev uddannet i 1520'rne. Oxford, det andet gamle engelske universitet, var mere åbent for højkirkelige strømninger. Det var der, teologen John Henry Newman i 1830 begyndte sit arbejde for at føre den engelske nationalkirke tilbage til sine antikke og middelalderlige rødder. Arbejdet overbeviste Newman om, at den engelske "mellemvej", han søgte, var en illusion, hvorpå han både fortvivlet og lykkelig konverterede til Rom. Den åndelige og historiekritiske proces, der førte ham dertil, beskrev han i sin selvbiografi, som jeg læste i 1974 med det resultat, at jeg fulgte ham.

Da jeg gik fra den engelske kirke, hvori jeg året forinden var blevet døbt, til den, vi kalder den hellige og almindelige - "katolsk" er det græske ord for "almindelig" - var sidstnævnte midt i en dramatisk forandring, der begyndte med 2. Vatikanerkoncil i 1960'rne. Den mest mærkbare forandring var, at den latinske messeliturgi, der stammede fra oldtiden, var væk.

Mel Gibson beklager dette, og han har som privatperson fremmet den gamle liturgi. Hans film handler imidlertid ikke om messens form, men om grunden til, at der overhovedet eksisterer en messe, nemlig Kristi lidelse, død og genopstandelse. Den er en bøn i billedform. I en forstand er den en overdimensioneret udgave af den mest almindelige katolske bønne- og bodsøvelse, de 14 korsstationer. Stationerne markerer episoderne i lidelseshistorien fra forhøret hos ypperstepræsten over pinslerne til korsfæstelsen og Jesu begravelse. I alle katolske kirker, også de moderne, er de 14 stationer angivet på væggene. Hver langfredag beder menigheden de 14 stationer. Ved hver station reciterer man en passende bøn og mediterer over det, der skete ved den station, og hvad det betyder for tro, handling og håb.

De oprindelige 14 stationer er markeret langs Via Dolorosa i Jerusalem. At hver kirke også har sine 14 stationer viser, at kirken i mystisk forstand er Jerusalem. Ligesom Guds søn i det historiske Jerusalem døde for alle og stod op af graven, således gentages i hver messe Kristi død og opstandelse uden blod, men som et "helligt og livgivende offer". Den slags billedsprog, hvor konkrete genstande og fysiske handlinger har flere betydninger, som afsløres i meditation og bøn, er typisk katolsk.

Meditationer over lidelsen er gledet ud af dansk lutheranisme, men salmedigteren Thomas Kingo viser, at det ikke altid var sådan. Han har umisforståeligt udtrykt, hvad Gibson vil med sin film. Det gør han i salmen "Rettens spir det alt er brækket" fra 1689. Salmen er en meditation over Mattæus-evangeliet kap. 27, vers 22-26. Det er der, hvor den rådvilde Pilatus spørger skarerne af nysgerrige, hvad han skal gøre med »Jesus, der kaldes Kristus.« Mængden svarer: »Lad ham blive korsfæstet!« Pilatus vasker derpå sine hænder for at vise, at han ikke påtager sig skyld for Jesu død. Og mængden svarer: »Hans blod komme over os og vore børn.« Herpå lader Pilatus Jesus korsfæste.

Det er dette sted, antisemitter i århundreder brugte som undskyldning for at udbytte, diskriminere og myrde jøder. »De bad selv om det, og de slog Guds søn ihjel!«

Det er sandt, men det er ikke det væsentlige. Selvfølgelig var skarerne jødiske; vi befinder os i Jerusalem og ikke i Rom eller København. Jesus var jøde, og det var hans forkyndelse og gerning, der forargede folkets religiøse magthavere, de saddukæiske tempelpræster. De opviglede masserne, som magthavere altid har gjort, når de vil udpege syndebukke for at befæste deres magt. De, der har udnyttet passagen hos Mattæus til at begrunde antisemitisme, handler ligesom skarerne i Mattæus' beretning. Antisemitter af denne type gør ikke andet end at finde nye syndebukke, nemlig jøder, i stedet for at gøre det smertefulde, som Kingo og Gibson gør, og det er at pege på sig selv som skyldige.

Kingo går ret på sagen. Hos ham er der intet anstrøg af antisemitisme; han er ligeglad med skarernes nationalitet. Det er ikke det, sagen handler om. Den handler om ham selv og om os alle, og derfor hedder det hos ham: »Og når på din død jeg grunder / ser jeg og mit segl derunder.« Mit segl under dødsdommen over Guds søn.

Igen og igen fortæller Bibelen, lige fra historien om Adam og Eva, om menneskets evige tilbøjelighed til at sætte sig selv først og lade sin egoisme gå ud over andre. Det er ikke overraskende, at folk har misbrugt lidelseshistorien til at gøre jøder til syndebukke gennem historien. Det overraskende er, at kristendommen fundamentalt og konsekvent underkender den slags bortforklaringer. Antisemitter, der har misbrugt Mattæus til at lade deres egen griskhed gå ud over uskyldige jøder, handler ukristeligt. Kirken og de kristne angrer i dag de forbrydelser mod jøder, kristne har begået i Guds navn. Det er, som det skal være. Og det er i sandhed ikke kristne, der i dag truer jøder.

Når Kingo og Gibson tager ansvaret på sig, handler de efter Bibelens ord. Også Gamle Testamente er fuldt af historier om syndere, der bringes til at forstå, at det er dem selv, der har fejlet. »Du er manden!« siger profeten Natan til kong David i 2. Samuelsbog, efter at kongen har taget Batseba og ladet hendes mand Urias dø. »Du er manden!« siger evangelisterne til os alle i lidelseshistorien. I filmen er Gibson selv den første, der hamrer en nagel gennem hånden på Jesus. Klarere kan han ikke udtrykke Kingos ord om, at det er os alle, der er skyldige, og at vi også er frelst, fordi Kristi offer fjerner skylden.

Gibson understreger i sin film, at Jesus, hans mor og hans disciple var jøder, noget der fremhæves af, at han lader jøderne tale aramæisk, mens de romerske bødler taler latin. I stedet for at anklage Gibson for at fremme antisemitisme ville det være bedre, hvis kritikere brugte filmen til at tale om det nødvendige, ofte tragiske, men uopløselige forhold mellem jøder og kristne. Intetsteds er dette forhold tættere, men samtidig sværere at fatte, end i Jesus.

I Johannes-evangeliet hører vi, at Pilatus over korset satte en indskrift, der angav den forbrydelse, Jesus var dømt for. Der stod på hebraisk, græsk og latin »Jesus af Nazareth, jødernes konge«. På hebraisk bliver det til »Ja'sjua Hanotsri Vemelekh Hajehudim«. Tempelpræsterne blev forargede og bad Pilatus skrive: »Han sagde, han var jødernes konge«. Få har forstået, hvorfor de blev forargede. Det gjorde de ikke kun fordi titlen "jødernes konge" var et forræderi mod Rom. De blev forargede, fordi forbogstaverne i den hebraiske indskrift giver "JHVH", som er selveste Guds navn, det navn, som ingen jøde må udtale.

Det er ikke svært, det er faktisk såre enkelt, at fatte at for en rettroende jøde måtte dette være uudholdelig gudsbespottelse. At skrive Guds eget navn på et bræt over en forbryder, som om denne forbryder vitterlig var Gud selv, måtte få den fredsommeligste til at se rødt.

Det er også Johannes, der lader Jesus kalde sig »vejen, sandheden og livet«, tre ord, hvis forbogstaver på hebraisk danner "ekhad", énhed. For enhver jøde betegner det ord Gud, idet det optræder i den store bøn "Hør, Israel", som Moses forkynder i 5. Mosebogs kap. 6 vers 4-5. Utallige jødiske hymner kredser om ordet "ekhad", der synges i minutlange variationer. I Markus-evangeliets kap. 12 vers 29 er det Jesus, der forkynder "Hør, Israel"; et af de vigtigste steder i Ny Testamente, fordi det er et af de uopløselige bånd, der knytter vore to religioner sammen.

Det nytter ikke noget at skille kristendom fra jødedom eller bortforklare det tragiske såvel som det storladne i forholdet mellem dem. I det forhold og i den påstand, at Jesus er "JHVH", og i dens følger, ligger kristendommens og den vestlige civilisations storhed og tragedie. Det afgørende for enhver kristen må være, som også evangelisten Johannes skriver, at »frelsen er fra jøderne«. Dernæst, at det er »mit segl«, der hænger under dødsdommen over Jesus. Og endelig, at han er opstanden, og vor tro derfor ikke tom.

Ingen opgave i vor tid er vigtigere for kristne og jøder end at tale sammen, ikke for at skjule forskelle, men for at forstå dem. Frelsen er nemlig fra jøderne, i Jesus Kristus. Gibsons film er et skræmmende, storartet sted at begynde dialogen.