I 1920'erne underviste i Rom en fritænkende præst med meninger som Thorkild Grosbølls. Også han fik ørerne i maskinen, men den romerske inkvisition var mindre nådig end Lise-Lotte Rebel. Her er historien om Ernesto Buonaiuti.

Gud er ikke en person, sagde han, men en kosmisk kraft, der gennemsyrer alt. Han mente, at den officielle kirke havde forvrænget og forfalsket den nytestamentlige forkyndelse. Han anerkendte ikke Jesus som Guds søn, men som »Guds røst i vor samvittighed, den røst, der afslører os for os selv«. Sand åbenbaring var ikke forbeholdt de kristne, sagde han, men er »vedvarende og allestedsnærværende«. Gud kan ikke bevises rationelt; at hævde at kunne det er »farisæisk bogstavtroskab«.

Intet dogme, ikke engang det, at Kristi legeme fortæres i nadveren, har eksisteret fra apostlenes tid. Nadveren var oprindelig blot det »symbolske udtryk for det broderskab, der ventede menigheden i Gudsriget«. Kristendommen er intet andet end det at opleve et »altomfattende åndeligt fællesskab«.

Som al religion består kristendommen af menneskers erfaring, ikke af åbenbarede dogmer; al lære har udviklet sig, derfor er udvikling påkrævet, fordi læren er størknet i gold rationalisme og reaktion.

Det foregående er ikke citater af Thorkild Grosbøll, men af den mand, der i den katolske kirke er hans nærmeste parallel, præsten og religionshistorikeren Ernesto Buonaiuti (1881-1946). Så rasende blev Vatikanet på Buonaiuti, at det fik indsat to særlige paragraffer i Lateranpagterne, der i februar 1929 ordnede forholdet mellem kirken i Italien og den italienske stat.

Den ene paragraf bestemte, at ingen præst kunne få eller forblive i et offentligt embede uden tilladelse af sin biskop. Buonaiuti var universitetsprofessor og således offentligt ansat, og han var stemplet som kætter. Vatikanet forlangte i hans tilfælde, og kun i hans, at han ikke fik lov at undervise. Derimod fortsatte han indtil 1931 som forskningsprofessor, hvilket gav ham tid til at skrive endnu flere kætterske værker.

Den anden paragraf var smålig. Den forbød præster at bære præstedragt offentligt, hvis det var blevet dem forbudt af kirkelige overordnede, og truede overtrædere med samme straf som den, der bar uniform uden at have ret til det. Buonaiuti bar herefter kun præstedragt i sit hjem og i udlandet; offentligt klædte han sig som en protestantisk gejstlig.

Det vakte opsigt: Buonaiuti skrev, at folk syntes mere optaget af, hvorfor han pludselig lignede en protestant, end af »min indre lidelse og mine forpinte og pinefulde idealer«.

Bestemmelsen, som han sammenlignede med at få kødet flået af knoglerne, ramte ham hårdt. Han troede ikke på, hvad kirken foreskrev. Derfor klamrede han sig des stærkere til den katolske opfattelse, at præsteordinationens sakramente sætter et »uudsletteligt mærke« i personligheden. Han ville være præst, bare af en særlig slags, kaldet til at forandre kirken og verden. Det lykkedes ham også, tyve år efter hans død.

Ernesto Buonaiuti var romer først og sidst, født og opvokset i kvarteret omkring Augustus-mausoleet. Som internationalt anerkendt forsker fik han mange tilbud fra udlandet og erkendte, at han utvivlsomt kunne leve et sikrere, materielt rigere og friere liv i USA.

Han ville ikke væk fra Rom, selv ikke efter at han i tilgift til den kirkelige forfølgelse også tiltrak sig fascisternes mishag. Han var blandt de 12 universitetslærere af over 1.200, der i 1931 nægtede at sværge en ed på at ville oplære »borgere lydige mod fædrelandet og det fascistiske styre«. Det kostede ham professoratet, men »jeg holder alligevel fast i mit religionsvidenskabelige program, som vil være en fornyelsens kraft her i katolicismens centrum, lige der hvor de mest reaktionære kræfter udfolder sig«, skrev han og definerede sit program som »helt og endegyldigt at indføre de religionsvidenskabelige forskningsmetoder i Italien med alt, hvad de medfører«.

Buonaiuti havde en anden grund til at blive i Rom, og det var hans mor, Luisa, der levede indtil 1941. Hun var en kvinde af stærk, men enkel tro og lydig mod kirken, som kun en katolik fra før 1960 kunne være det. At kirken fordømte hendes søn, var hende en gåde og en tragedie.

I 1926 sendte pave Pius XI franciskanerpateren Agostino Gemelli til Buonaiuti for at mægle i den konflikt, som i realiteten for længst var uløselig. Buonaiuti bad fire universitetskolleger deltage i mødet, for han stolede ikke på Gemelli og ville have vidner på, hvad der blev sagt. Mens Gemelli søgte dels at smigre og dels at presse Buonaiuti til at frasige sig sine kætterske meninger, hulkede og bad moder Luisa i et tilstødende værelse.

At Buonaiuti så længe fastholdt, at han var en god kristen, bare på en bedre og mere moderne måde, end Rom ville tillade, skyldtes, at han ikke ville gøre sin mor mere ulykkelig, end hun var. I de få år, han overlevede hende, nærmede han sig åbenlyst den liberale panteisme, han i sit inderste var nået frem til allerede som ung.

Den begavede og sjæleligt labile dreng mødte sit kald en decemberaften i 1894 i San Rocco-kirken. Menigheden sang litaniet for ugen efter Mariæ Ubesmittede Undfangelses fest, hvori Maria tiltales som »tårn af elfenben, pagtens ark«. Drengen så på Madonna-statuen i de blafrende kerters skær. »En skælven løb gennem mine lemmer. Det kom mig for, at billedet af Maria over alteret smilede til mig med en særlig gunst. Hvor få glæder og hvor lidt ømhed havde fulgt min tarvelige barndom og min ensomme opvækst!«.

Ernesto ville være præst, men da han kom på præsteskole, mødte han ikke Madonnas gunst, men goldt terperi, kyniske kammerater og uforstående lærere. Den katolske kirke i 1890'erne var i forsvarsposition over for næsten alt i den omgivende verden, demokrati, liberalisme, socialisme, menneskerettigheder, fritænkeri og sidst, men ikke mindst den italienske stat, der havde udslettet pavestaten, kirkens sidste rest af territorial magt.

For kirken under Pius IX, der døde 1878, var alle disse ting djævelens påfund, som distraherede menneskene fra Gud og hans bud, undergravede hierarki og moral og førte samfundet mod undergangen. Pius' efterfølger, Leo XIII, besluttede en modoffensiv. Da den ikke længere kunne være en politisk, eftersom kirken var uden magtmidler, måtte den være teologisk.

Modoffensiven bestod i at gøre dominikanermunken Thomas Aquinas' lære og metode endegyldige som norm for katolsk kristendom. Det var både genialt og skæbnesvangert. Thomas (1225-1274) ville forene kristendom og fornuft og gøre kristendommen rationelt forklarlig, forståelig og uangribelig. Det gjorde han ved at indføre Aristoteles' logiske og deduktive principper og metoder i den kristne teologi.

Det geniale var, at Leos nythomisme gjorde kristendommen til en logisk forsvarlig tankebygning på linje med de moderne ideologier som liberalisme og socialisme. Det skæbnesvangre var, at nythomismen underkuede det åndelige, mystiske, dynamiske hjerte i kristendommen. I det nythomistiske univers er alle dogmer beviselige, rationelt forklarlige og uforanderlige, fordi forandring ikke kan rummes i den aristoteliske logik.

Hvis kirkens lære altid har været den samme, er der ingen plads til det princip, som var den verdslige videnskabs store idol i Buonaiutis ungdom, nemlig udviklingsprincippet. I over 100 år havde protestantiske gejstlige skrevet kirke- og dogmehistorie ud fra det synspunkt, at kirken som institution bestod af mennesker og derfor udviklede sig ligesom alle andre historiske fænomener.

Også blandt katolikkerne var der enkelte præster, der ville studere kirkens og dogmernes udvikling. De ville blandt andet vise, at forestillingen om den hierarkiske kirke med paven som Kristi stedfortræder ikke lige præcis var det, Jesus mente, eller at læren om, at Maria var jomfru, først optræder århundreder senere.

For romerkirken var det omkring 1900 en uforskammet udfordring, at også dens egne præster nu begyndte at tvivle på, at kirkens hele lærebygning var evigt uforanderlig. Støttet af nythomisterne fordømte pave Pius X i 1907 dem, han kaldte 'modernisterne', de lærde præster, der påtog sig at anvende verdslige videnskabelige metoder på de hellige ting. Fremover skulle enhver præst ved sin ordination sværge 'anti-modernist-eden'.

I dette af nythomisme gennemsyrede dokument svor kandidaten, at »Gud med vished kan erkendes af fornuftens naturlige lys«, at profetier og mirakler er virkelige og sande, at kirken er »direkte oprettet på korteste tid af Kristus«, at kirkens lære er overleveret uforandret fra apostlene, og at kandidaten »forkaster den kætterske udviklingslære«.

Buonaiuti var hele sit voksenliv radikal modstander af disse teser og af kirkens krav om, at en præst, der ville være videnskabsmand, skulle underkaste sig kirkens autoritet i sit faglige arbejde og rette sig efter anvisninger, som hierarkiet måtte pålægge ham. I denne modsætning ligger kimen til Buonaiutis kirkekamp.

Den begyndte hurtigt, for don Ernesto, som hans præsteidentitet lød, var ufatteligt produktiv, et bevis for, at cølibat kan være stærkt befordrende for forskning. Allerede i 1920'rne redigerede han tidsskrifter, skrev avisindlæg, afhandlinger og bøger, ledte studiekredse og korresponderede med venner og kolleger i ind- og udland.

Han fik også tid til at drive den religions- og kirkehistoriske forskning, der i 1913 skaffede den kun 32-årige Italiens eneste professorat i kristendomshistorie og det for næsen af andre fremstormende kapaciteter som Adolfo Omodeo og Luigi Salvatorelli. Omodeo tilgav ham aldrig.

Blandt de bøger, unge don Ernesto skrev, var 'Breve af en modernistisk præst'. I den forsvarede han modernisternes faglighed og hævdede det liberale princip om forskningens frihed. Don Ernesto håbede, at Pius X's mere frisindede efterfølger Benedikt XV ville se gennem fingre med ham, men han gjorde regning uden værterne. Det var jesuitterne, der anså sig for at være den rette tros vogtere, og desuden den magtfulde Pietro Gasparri, der styrede Vatikanet.

Gasparri suspenderede don Ernesto a divinis, det vil sige, at han ikke måtte udøve sit præstekald. Efter lange forhandlinger gik don Ernesto i 1916 med til at sværge anti-modernist-eden for at få lov til at fortsætte som præst. Han svor mod bedre vidende og med den tavse forudsætning, at da eden var udtænkt af »utilregnelige personer«, var han ikke moralsk bundet af den.

Det sidste viser et karaktertræk hos Buonaiuti, der slår skår i den martyrglorie, hans tilhængere har sat på ham, men samtidig gør ham menneskelig. Han mente, og som historiker med god ret, at han kæmpede frihedens sag. Han var imidlertid også forfængelig. Han, don Ernesto, havde som den første indset, hvad kristendommen egentlig gik ud på, og det var en kosmisk bevægelse mod lys og sandhed, som det gjaldt om at spore i historien og i nutiden hævde mod en forstenet og 'utilregnelig' kirke.

Våbenstilstanden kunne ikke vare. I 1921 offentliggjorde don Ernesto i en milanesisk avis indholdet af en fortrolig samtale med Gasparri. Han gjorde det, fordi han ville tvinge kirkehierarkiet til en fastere holdning mod fascisterne, men det var et dumt fejltrin. I 1924 trak han i land ved at skrive til pave Pius XI, at han »uforbeholdent« forkastede modernismen. Det havde han det dårligt med og skrev til en kollega, at »hvis jeg adlyder, betyder det afslutningen på al min faglige aktivitet«.

Nu ville han ikke give efter mere: »Jeg går min forfærdelige, men uafvendelige skæbne i møde«. Efter flere provokerende artikler og forelæsninger fra don Ernestos hånd faldt i 1926 det endelige slag, ekskommunikationen vitando, som indebærer, at ingen katolik må have noget samkvem med den forstødte.

Italienerne er heldigvis et hyklerisk folk, så paven sørgede for, at en uangribeligt from og rettroende munk, don Orione, fik lov at tilse don Ernesto og høre hans skriftemål. Den udstødte præst fik endog, i strid med a divinis-dommen, lov til at sige messe i sit hjem og derved dagligt udføre den gerning, der er hjertet i en katolsk præsts sjæleliv. Det værdsatte don Ernesto, selv om han ikke delte kirkens lære om, hvad der sker i messen.

Da han i 1931 nægtede at sværge eden til Mussolini-styret, faldt imidlertid også den verdslige magts hammer. Buonaiuti mistede sit professorat og måtte derefter ernære sig og sin mor ved foredrag, ofte for protestantiske grupper, og bøger.

I 1933 udkom hans bestseller, 'Romerkirken'. Her konfronterer don Ernesto romerkirkens påstand om at være et »fuldkomment samfund«, societas perfecta, med den historiske sandhed, som ifølge ham er, at kirken har »lammet evangeliets budskab med sine politiske forviklinger og sin teologiske rationalisme«. Han opfordrer kirken til at gå i dialog med det virkelige samfund, et bud, som 2. Vatikanerkoncil i 1960'erne gjorde til sit.

I 1944 vendte demokratiet tilbage til Italien, og don Ernesto krævede at blive genindsat i sit professorat. Det blev han ikke. I hans og kun i hans tilfælde valgte den demokratiske italienske regering at fastholde Lateranpagtens anti-Buonaiuti-paragraf. Så dybt stak mistilliden til ham i de kristelig-demokratiske politikere.

»Verden venter sin frelse fra andre steder end kirken og vil få den«, skrev han i 1945. På sit dødsleje nægtede don Ernesto for sidste gang at »tro og fordømme det, som Kristi kirke tror og fordømmer«. Han havde forladt den. Hans testamente var den 2.000 sider store 'Kristendommens historie', uforlignelig, kritisabel, inspirerende.

I 1978 i Rom hilste jeg på Buonaiutis elev Raffaello Morghen og læste om don Ernesto i 'Ernesto Buonaiuti storico del cristianesimo', Rom 1978. Giordano Bruno Guerris biografi 'Eretico e profeta', Milano 2001, har inspireret denne kronik.