|
Historie: Det sidste tabu |
13. januar 2001 Politiken
David Gress |
|
Fordrivelsen af tyskere fra det østlige Tyskland og Østeuropa i
1944-1950 er verdenshistoriens største etniske udrensning og det 20.
århundredes sidste store historiske tabu. Og behovet for, at Europa
forholder sig til tragedien har aldrig været større end netop nu,
skriver historikeren David Gress. |
|
En del af de faktuelle oplysninger i denne
artikel bygger på den forskning, som juristen og
menneskerettighedseksperten Heinz Nawratil har præsenteret i bogen
Schwarzbuch der Vertreibung 1945 bis 1948 (München: Universitas, nyudg.
2000). Billederne er også fra denne bog. |
|
Fordrivelsen af tyskerne i perioden
1944-1950 er det voldelige grundlag for vor tids Europakort og er et
stort, tavst spøgelse bag de tysk-østeuropæiske relationer i dag.
Fordomsfri debat om den har glimret ved sit fravær i årtier. Den er
aldrig mere påkrævet end nu, hvor Europas største anliggende i de
kommende år er EU’s udvidelse med netop de lande, der for et halvt
århundrede siden udrensede de tyske befolkninger, der kom i deres magt.
Det er tid at løfte sløret. Mellem 1944 og 1950 blev tyve millioner
mennesker, hovedsagelig kvinder, børn og gamle, fordrevet fra deres hjem
i midten af Europa. Omkring tre millioner omkom under flugten eller af
dens følger. De overlevende bar varige fysiske og psykiske mén. |
|
Hvorfor er den største etniske udrensning
ikke noget tema i vor tid, der bryster sig af respekt for
menneskerettigheder og hævder at fordømme krigsforbrydelser, hvor de end
forekommer? Fordi ofrene var tyske, og de var, mener vi, selv ude om
det. Det var de kun, hvis man godtager tesen om kollektiv tysk skyld i
nazismens forbrydelser, for de fleste ofre var hverken soldater eller
nazifunktionærer. Kollektivskyldtesen repræsenterer en nazistisk
tankegang, hvorefter alle medlemmer af et folk hæfter for, hvad
landsmænd har gjort. Den er ikke noget sundt grundlag for hverken
historieskrivning eller politisk analyse, og begge dele er påkrævet i
forhold til dette vældige, forfærdende og betagende stof. Det er et
stof, der foreligger dokumenteret i massive arkiver, men som til forskel
fra nazismens forbrydelser knap har fået videnskabelig behandling. |
|
I oktober 1944 besatte sovjetiske styrker
tysk territorium i Østpreussen, øst for provinshovedstaden Königsberg,
det nuværende Kaliningrad. Ved generobringen i november opdagede de
tyske soldater, at russerne uden undtagelse havde myrdet alle
tilbageblevne. I landsbyen Nemmersdorf »fandt vi i boligerne 72 kvinder
og børn og en gammel mand, der næsten alle var myrdet på bestialsk vis,
med undtagelse af nogle få, der var dræbt ved nakkeskud. Spædbørn havde
fået kraniet slået ind med en hård genstand«, berettede Karl Potok, der
som leder af en hjemmeværnspatrulje besøgte Nemmersdorf efter byen blev
generobret af tyske styrker den 23. oktober 1944. På døre og porte var
ligene af nøgne kvinder korsfæstet. Samtlige væsener af hunkøn, herunder
små piger og en gammel dame på 84, var blevet voldtaget.
Nemmersdorf-episoden skabte panik i den lokale befolkning. Herefter
begyndte flugten fra de østlige tyske provinser. Nazichefen i
Königsberg, Erich Koch, nægtede at erkende, at krigen var tabt og at
tillade befolkningen at flygte, fordi det ville skade kampmoralen.
Således bidrog regimet selv til at forværre den tragedie, der nu overgik
befolkningen. |
|
Vinteren 1945 var hård. I 18-25 graders
kulde slæbte kolonner af mennesker sig langs landevejene i Østpreussen,
Pommern og Schlesien. Mange børn og gamle omkom, og flygtningekolonnerne
var et yndet mål for sovjetiske kampflyvere. Men heldigvis frøs de
lavvandede haffs, de store nor ud for byerne Memel, Königsberg og Danzig
(Gdansk), til. Efter at sovjetiske styrker i februar 1945 havde afskåret
landvejen mod vest, var det muligt for mange flygtninge at nå i
foreløbig sikkerhed på de store landtanger, der skiller haffene fra
Østersøen. Herfra kunne de heldige få skibslejlighed fra Pillau
(Baltijsk) og Hela mod ubesatte havne i vest, herunder København. I alt
lykkedes det tyske handels-, passager- og orlogsskibe at føre 2,4
millioner mennesker, såvel flygtninge som sårede soldater, mod vest så
de undgik sovjetisk besættelse og fangenskab. Det er verdenshistoriens
største og mest vellykkede evakuering, idet kun 33,000 omkom undervejs. |
|
Værre var det for de tilbageblevne.
Forfatteren Aleksandr Solsjenitsyn var med ved invasionen af Østpreussen
og skrev siden digtcyklusen Preussiske Nætter om sine oplevelser:
”Jomfruen bliver til kvinde, kvinderne snart til lig, omtåget, med
blodige øjne, beder de: Dræb mig, soldat!” |
|
Solsjenitsyn blev fængslet og sad otte år
i sovjetisk koncentrationslejr for sine kritiske ytringer, herunder om
behandlingen af tyske civile, under den sovjetiske fremrykning. Værst
var tilstandene i det sovjetisk besatte nordlige Østpreussen. I
fredsfilosoffen Immanuel Kants hjemby Königsberg opholdt sig ved den
tyske kapitulation i april 1945 endnu 100.000 civile, hvoraf 75.000 døde
af sult og sygdom, inden resten blev deporteret til det senere DDR i
1947. Tyskere, der ikke havde ret til ernæring, falbød de berømte
Königsberger Klopse, en slags frikadeller, på Luisenmarkt. Blot var de
lavet af menneskekød og ikke af flæsk. |
|
Den amerikanske diplomat og historiker
George F. Kennan, der i 1945-1947 gjorde tjeneste i Moskva, fløj i
sommeren 1945 hen over det forladte Østpreussen. »Den katastrofe, der
med de sovjetiske troppers indmarch overgik dette område, savner sin
lige i den nyere europæiske historie«, skrev han. »Jeg så et aldeles
ruineret og forladt land, uden livstegn fra den ene ende til den anden.
Russerne har fejet den indfødte befolkning bort på en måde, der ikke er
set siden de asiatiske horders dage«. |
|
Næsten lige så komplet var fordrivelsen
fra de tyske landsdele, der kom til Polen, og fra de tyskbefolkede dele
af Tjekkoslovakiet, Ungarn og Jugoslavien. Af tyve millioner oprindelige
indbyggere var i 1950 kun nogle få snese tusinde tilbage. 700 års kultur
og identitet var udraderet. De middelalderlige universiteter i
Königsberg og Breslau fandtes ikke mere. Tyske sognekirker i
Sudetenlandet blev skydeskive for tjekkiske kampvogne. Af de fordrevne
levede 10,5 millioner indenfor Tysklands førkrigsgrænser. Andre 6
millioner levede i Polen, i fristaden Danzig, i Ungarn og Jugoslavien. |
|
Den største enkeltgruppe var de 3,5
millioner tyske i Tjekkoslovakiet, som beboede Sudetenlandet, de mod
Tyskland og Østrig grænsende randdistrikter af Böhmen og Mähren, en del
af det østrig-ungarske dobbeltmonarki, der ved freden efter Første
Verdenskrig i 1919 var tillagt den nye stat Tjekkoslovakiet.
Befolkningen ønskede, men fik ikke lov at komme under tysk suverænitet.
Det førte til de spændinger, som Adolf Hitler udnyttede, da han i 1938
fik England og Frankrig til at tvinge Tjekkoslovakiet til at afstå
området. De sudetentyske blev fordrevet eller myrdet inden for et år
efter krigens slutning. Af 3,5 millioner omkom 270.000. |
|
Fordrivelsen foregik i tre bølger. Den
første bølge var de, der flygtede bag de retirerende tyske tropper i
krigens sidste måneder. Den anden bølge bestod af folk, der var blevet
tilbage og af folk, der forsøgte at vende tilbage til deres hjem. Det
gjaldt især indbyggere i de tyske landsdele, som Polen fik på den
sovjetiske diktator Josef Stalins krav. Stalin krævede Polen udvidet mod
vest, fordi han ikke ville have nogen diskussion om de 35% af
Førkrigspolen, som han selv havde taget i 1939 efter aftale med Hitler.
For at forhindre enhver diskussion af denne aftale fik Stalin ved
Potsdamkonferencen i juli 1945 USA og England til at gå med til at
forskyde Polen 100 km mod vest og give polakkerne erstatning i ryddet
tysk jord for det, han fik i 1939. De polske kommunister, der satte sig
på magten i det nye Polen, fulgte loyalt trop. De mælte aldrig et ord om
Stalins ran af det østlige Polen i 1939. |
|
Den anden bølge var mere elendig end den
første. Polske og tjekkiske funktionærer kommanderede tyske ud af deres
huse, satte dem i godsvogne og ekspederede dem mod det besatte
rest-Tyskland. Forplejning undervejs fandtes ikke. Godstog fulde af
udhungrede mennesker iblandet lig af de døde rullede hver dag ind på de
udbombede banegårde i Berlin og München. Og som altid var det børnene og
de gamle, der døde først. Andre blev spærret inde. I Tjekkoslovakiet og
Polen fandtes 3.000 lejre og fængsler, der i efterkrigsmånederne optog
tyske fanger. Dødeligheden var høj, henved 75 pct. Hovedårsagerne var
sult, plettyfus forårsaget af elendige hygiejniske forhold, og tortur. |
|
Fordrivelsens tredje bølge fandt sted i
perioden 1946-1950 og omfattede personer, som de nye polske, tjekkiske,
sovjetiske eller jugoslaviske myndigheder havde haft brug for, men som
nu ikke længere var til nytte. |
|
Historikere, der nævner fordrivelsen,
angiver som årsag, at den var nødvendig for at sikre freden, for tyskere
var alle krigsliderlige og måtte derfor flyttes over de nye grænser, som
sejrherrerne tegnede i 1945. Tyskerne havde ingen ret til at klage, for
de var besejret og de havde selv gjort frygtelige ting. Til den
strategiske begrundelse kom således en moralsk: Fordrivelsen var
berettiget gengæld for tysk aggression og for holocaust. |
|
Martin Broszat, den tyske samtidshistories
nestor, skrev i 1986, at »det ideologisk-racistiske grundlag for den
nationalsocialistiske erobringspolitik medførte i omverdenens øjne den
selvpåførte likvidering af den tyske kultur i Østen«. Tørrere kan
voldtægt, massemord og udrensning næppe kamoufleres og legitimeres.
Gengældelsesargumentet placerer ligesom kollektivskyldtesen ansvaret hos
tyskerne selv, der startede krigen, påførte andre død og ødelæggelse og
derved nedkaldte grusom hævn over sig selv. Fordrivelsen ramte
imidlertid ikke fortrinsvis nazister, men mennesker, hvis eneste
fællestræk var, at de var tyske. |
|
Fordrivelsen blev heller ikke kun planlagt
som hævn for tyske ugerninger. Den byggede på planer, der var lagt,
inden Hitler angreb Sovjetunionen i 1941, og før holocaust tog fart
samme år. I mellemkrigstiden talte den polske regering om en kommende
erobring af Pommern og Schlesien. »Modpartens koncept«, altså
fordrivelsen, »var ikke kun reaktion på den nationalsocialistiske
udfordring. Det modsvarede snarere forestillinger af ældre dato, der kom
til gennembrud under krigen,« skrev historikeren Andreas Hillgruber. |
|
Solsjenitsyn melder, at enhver efter tre
ugers krig på tysk jord vidste, at man havde lov at voldtage tyske piger
og derefter skyde dem, og at det gjaldt for en krigerisk handling. Hans
officerskollega Lev Kopelev, der senere kom i sovjetisk
koncentrationslejr for at have udvist human adfærd mod tyske civile,
taler om »arkaiske instinkter«, som denne opfordring til straffri
voldtægt og myrderi frisatte, præcis som det er sket mange gange før og
siden, sidst i Bosnien og Kosovo. |
|
For tjekkerne er det også vanskeligt at
udlægge mord, mishandling og udrensning af tyske som udslag af
berettiget hævntørst. Tjekkerne fik en lempeligere behandling end noget
andet besat folk, bortset fra Danmark. Alligevel var det tjekkerne, der
først krævede udrensning og fik allieret godkendelse af den. Allerede i
1938 havde den tjekkiske præsident Eduard Benes erklæret som mål at
rydde Sudetenlandet for tyskere som hævn for at disse havde ønsket at
komme og nu var kommet under tysk suverænitet. I 1943 talte Benes om »en
radikal, endelig løsning« på hans tyske problem. I 1945 forlangte han
»100 procents likvidering af tyskerne«. |
|
Til forskel fra Tjekkoslovakiet havde
Polen lidt forfærdeligt under tysk besættelse. Frem for alt gjaldt det
Polens tre millioner jøder, der på 250.000 nær blev myrdet. Dog var det
ikke jøder, men kristne polakker, der tog teten i at pine og fordrive
tyskerne. De kommunistiske polske magthavere forsøgte efter krigen at
maksimere tallene på de ikke-jødiske polakker, der døde som følge af
krig og besættelse, for at give udrensningen et skin af berettigelse.
Man møder ofte det samme tal som for jøderne, nemlig tre millioner. Det
skyldes dels ærlige fejl og dels et propagandistisk sigte. Det virkelige
antal ikke-jødiske polakker, hvis død kan lastes tyskerne, er ca.
570.000. Det er mindre end det antal polakker, der omkom som følge af
den sovjetiske besættelse af det østlige Polen i 1939. Her drejer det
sig om ca. 750.000. Få polakker har nogen sinde turdet rive russerne i
næsen med det. |
|
Det polske styre begrundede fordrivelsen
dels som berettiget hævn og dels med behovet for at kompensere for de
tabte østlige provinser. Disse talte imidlertid kun 1,5 millioner
polakker i 1945, mens befolkningen i de tyske landsdele talte 10
millioner. Hertil kommer, at den ene million tyske, der boede inden for
Polens førkrigsgrænser, også blev fordrevet, samt at Polen deporterede
en halv million ukrainere østpå. Det nye Polen havde næppe brug for ny
jord til kompensation. Den hovedansvarlige var Stalin, for hvem
fordrivelsen tjente et dobbelt formål. Den sikrede ham magt over Polen
og Tjekkoslovakiet, og dernæst håbede han, at de 17 millioner
overlevende af de fordrevne ville udgøre et destabiliserende element i
det nye Vesttyskland. Deres nød ville forsinke den tyske genopbygning,
og deres politiske krav om revanche ville befæste Stalins magt over
Centraleuropa. Heri skuffede de ham. |
|
I 1950 udstedte repræsentanter for
fordrivelsens 17 millioner overlevende i Vesttyskland en højtidelig
erklæring, »De Hjemstavnsfordrevnes Charta«. Heri gav de i fredens navn
afkald på hævn for deres døde og deres lidelser. De gav ikke afkald på
håb om oprejsning og erstatning, men erkendte, at hvis det skulle ske,
måtte det ske i fredelige former og i forståelse med dem, der nu besad
deres hjemstavn. |
|
I 1950 var mærkerne efter voldtægt,
mishandling, sult og fornedrelse friske hos mange. Der findes ikke mange
eksempler i historien på, at en befolkningsgruppe, der under
umenneskelige former har mistet hus, hjem, ejendele og 15 pct. af sine
medlemmer, hvoraf de fleste var kvinder og børn, ånder dybt ind og siger
nej til hævntørst og i stedet beder om samtale og forståelse med dem,
der begik overgrebene på den. |
|
Vel kan man sige, at Chartaet var den
eneste fornuftige vej frem. Revanche var udelukket, da Vesttyskland
hverken havde midler eller vilje til at generobre det tabte, og åbenbar
hævnlyst ville give den kommunistiske propaganda ret. Man behøver dog
blot at sammenligne adfærden hos andre grupper, der har været udsat for
etnisk udrensning og overgreb, såsom serber, kroater, bosniaker,
albanere og kurder, for at se, at Chartaet repræsenterer et betydeligt
niveau af humanitet og respekt selv for en fred, der bygger på overgreb. |
|
Fordrivelsen glimrer ved sit fravær i tysk
historisk bevidsthed og offentlig kultur. Dette sensationelle og
fantastiske forløb er en stor sort plet i erindringen og forskningen.
Her ligger et kolossalt og veldokumenteret, men underbelyst og
uudforsket emne fuldt af menneskelige tragedier, gemenhed og storhed,
drama, død og livskraft. Det er vigtigt, at denne fortid ikke forlegent
skubbes under gulvtæppet, som om tre millioner kvinder, børn og gamles
kummerlige død og tyve millioners fordrivelse fra hjem og identitet kan
afvaskes med en kølig og kynisk henvisning til, at de selv var ude om
det og derfør ikke fortjener historikerens interesse. Selv om man mener,
at historiens største etniske udrensning var berettiget, kan det undre,
at historikere ikke har stået i kø for at fortolke og udnytte den
omhyggeligt indsamlede dokumentation. Den udgør et jomfrueligt
råmateriale af enestående værdi for én af de væsentligste episoder i det
20. århundredes historie, hvis virkninger rager ind i vor egen tid. Der
ligger spændende bøger og venter på deres forfattere, ikke kun om
årsager, ansvar og forløb, men også om de fordrevne befolkningsgruppers
sammensætning og kultur, samt om hvordan de påvirkede og blev integreret
i det vesttyske samfund. |
|
Fordrivelsen kalder også på digtere og
filmfolk. Den er den eneste store menneskelige katastrofe i nyere tid,
der ikke er blevet tolket og erindret i nogen lødig roman eller film. Ud
over de tyske arkiver og amerikaneren Alfred de Zayas’ bøger findes en
uprætentiøs film fra 1958 om flugten over Østersøen om bord på
passagerskibet Wilhelm Gustloff, der blev torpederet af en sovjetisk
ubåd i 18 graders kulde den 30. januar 1945 og gik ned med tabet af
5.400 menneskeliv, tre en halv gang så mange som på Titanic. |
|
Ingen Primo Levi eller Claude Lanzmann,
selv om fordrivelseshistorien er propfyldt af uudnyttet dramatisk,
tragisk stof. Den officielle tyske tavshed omkring den største
katastrofe, der har ramt det tyske folk siden Trediveårskrigen i
1600-tallet, ligner forlegenhed. Man vil ikke vise sorg eller vrede over
fordrivelsen, for det kan udlægges som om man vil relativere det absolut
onde, som tyskerne selv begik, nemlig holocaust. De Zayas taler om denne
tilbøjelighed til overdreven selvkritik, der betyder, at mange tyske har
mistet sansen for virkelighed, for historie, for forholdsmæssighed.
Eller værre, at mange tyske tilsyneladende lider af et storhedsvanvid,
de vil være historiens største forbrydere og samtidig de mest
bodfærdige. |
|
På den tyske venstrefløj hed det engang,
at »venstrefløjen er antitysk, eller den er ingenting«, men ikke kun
venstrefløjen plejer kollektivskyldtesen. Vesttysklands præsident
Richard von Weizsäcker, der er kristelig demokrat, sagde i en tale ved
40-års dagen for Anden Verdenskrigs afslutning, at »årsagen til flugt,
fordrivelse og ufrihed ikke lå i krigens slutfase, men i dens begyndelse
og i det voldsregimente, der førte til krigen«. Her lægges ansvaret for
fordrivelsen og dens forbrydelser igen på Hitler og hans regime, hvorved
forbrydelserne forsvinder og bliver til berettiget hævn over
medskyldige. |
|
En tysk-tjekkisk historikerkommission
påstod i 1996, at der kun omkom 30.000 sudetentyskere under
fordrivelsen. Dette tal behagede måske de tjekkiske medlemmer af
kommissionen, men er hvad man må kalde et politisk skøn. Det mest
præcise arbejde for at fastslå tal og identitet på fordrivelsens ofre
blev foretaget af den Kirkelige Søgetjeneste i München og findes i
dennes arkiv. Her står navnene på 240.000 omkomne sudetentyskere. |
|
I 1997 godkendte den tyske Forbundsdag en
tysk-tjekkisk Forsoningserklæring. Her siger man, at hver part
respekterer, at den anden har en anden retsopfattelse. Denne forblommede
vending skjuler et vigtigt punkt. Den tjekkiske regering udstedte i 1946
en lov, der med tilbagevirkende kraft gjorde alle tilfælde af vold,
mishandling, voldtægt og drab, der fandt sted under fordrivelsen af
sudetentyskerne, straffri. Samtidig eksproprierede tjekkerne al
sudetentysk ejendom. Tyskland har nu officielt erklæret, at man ikke
agter at stille spørgsmål ved disse tjekkiske dekreter, der legitimerede
den etniske udrensning af sudetentyskerne. Ikke engang sudetentyske
jøder kan få deres fædrene ejendom tilbage, og de er således retligt
ringere stillet end personer, der mistede ejendom i Hitlertyskland eller
i DDR. |
|
Den gensidige, neurotiske tavshed om
fordrivelsen er både uheldig og farlig netop nu, hvor Polen og Tjekkiet,
de to største udrensningslande, søger optagelse i EU, hvor Tyskland er
hovedmagt, og som hævder at stå for retfærdighed og menneskerettigheder.
FN’s højkommissær for menneskerettigheder, Jose Ayala Lasso, sagde i
1995, at »hvis staterne havde tænkt mere over fordrivelsen af tyskerne
ville de katastrofer og fordrivelser, der foregår i dag«, altså på
Balkan og i Afrika, »måske ikke være sket i samme omfang«. Hvis
fordrivelsen nu tages op sobert og videnskabeligt, hvilket ikke er det
samme som lidenskabsløst, kan historien alligevel yde en brugbar lære
for fremtiden. For eksempel den lære, at der ikke må være national
forskel på retten til menneskerettighederne, og at voldtagne kvinders
smerte ikke er mindre værd, fordi de tilhører en besejret nation. |
|
|
|
|
|
Interview: En retssag om ligbrænding |
6. februar
2000 Politiken
David Gress |
|
Hitlerbiografen David Irvings retssag mod holocaustforskeren Deborah
Lipstadt er saftig jura, hvor Irving og Lipstadts forsvarer diskuterer
emnet ligbrænding i alle dets makabre detaljer. David Gress har talt med
David Irving. |
|
Hitlerbeundrer og historieforfalsker er
blandt de mere venlige ord, der er brugt om David Irving, den 62-årige
freelancehistoriker, der har sagsøgt forlaget Penguin Books og
religionsforskeren Deborah Lipstadt for bagvaskelse. Lipstadt har i en
bog, Penguin har udgivet, skrevet, at Irving benægter Holocaust,
massemordet på jøder under Anden Verdenskrig, at han har nynazistiske
sympatier og at han mistolker, fordrejer, opdigter eller benægter
historiske vidnesbyrd. Irving påstår, at Lipstadt og forlaget dermed har
ødelagt hans levebrød. |
|
Mange mener, at det var på høje tid.
Indtil 1988 var Irving kendt som en provokerende, men pertentlig
forfatter af bøger om Adolf Hitler og Nazityskland, alle baseret på
samtaler med overlevende og et væld af originale dokumenter, som Irving
i mange tilfælde selv havde opstøvet. Han havde efter eget udsagn aldrig
undersøgt massemordet på jøderne. I Hitlers Krig fra 1977 skrev Irving,
at Hitler personligt ikke kendte til masseudryddelserne, som var
beordret af SS-chefen Himmler uden Førerens godkendelse. Han betvivlede
ikke, at de fandt sted. |
|
I 1988 så han den såkaldte
Leuchterrapport, der foregiver at vise, at de rum, der udpeges som
gaskamre i Auschwitz-Birkenau-lejrkomplekset, ikke kan have været brugt
til at dræbe mennesker. Irving har siden hævdet, at tyskerne højst
myrdede 74.000 mennesker i Auschwitz-Birkenau, langt færre, tilføjer
han, end det britiske luftvåben dræbte, da det bombede Dresden i februar
1945. Under retssagen har han revideret dette tal. Han siger nu, at det
kan være adskillige gange højere. Som dødsårsag vil han kun medgive
sygdom eller skydning, aldrig gas. |
|
RYGENDE PISTOLER |
|
Irving vil dømmes på sin brug af
dokumenter og ikke på, hvad historikerne mener. Derfor har forsvaret i
den indledende fase fremlagt dokumenter om massehenrettelser for at så
tvivl om Irvings påstand om, at Hitler ikke havde iværksat nogen
systematisk plan for at tvangsforflytte og myrde Europas jøder. |
|
En typisk udveksling: Richard Rampton
(ledende forsvarsadvokat): Her er en rapport til Berlin om, at der blev
skudt ca. 100.000 jøder ved Babi Jar i Ukraine i september 1941. Vidnet
har vel hørt om stedet? Irving: Jeg er ikke bekendt med Babi Jar
som sådan. Rapporterne til Berlin er interessante for en
holocausthistoriker, men ikke for en Hitlerhistoriker, og jeg håber
(henvendt til dommeren), at den høje ret forstår forskellen. Rampton:
Der er ingen forskel på en holocausthistoriker og en Hitlerhistoriker.
Hvorfor modsætter De Dem den tanke, at Hitler var i centrum af dette
system af myrderi? Irving: Jeg nægter ikke, at han kan have været
det, jeg siger bare, at beviserne er tynde. |
|
Et par dage senere når retten til et
dokument, som Irving fremholder som bevis for, at Hitler ikke ønskede at
udrydde jøderne. Denne kilde fra marts 1942 refererer en samtale, hvor
Hitler skal have sagt, at han ønskede at udskyde »den endelige løsning
af jødespørgsmålet« til efter krigen. |
|
Forsvaret forsøger at give dokumentjægeren
Irving instruktion i elementær kildekritik. Fra samme periode stammer
andre dokumenter, der bevidner en organiseret plan om at transportere
jøder til lejre i det besatte Polen og slå dem ihjel. Når et enkelt
dokument går imod et stort antal, som i øvrigt stemmer overens med
senere vidnesbyrd, er det uvederhæftigt kun at citere det ene dokument
uden at nævne de andre. |
|
Når Irving presses i skranken, udviser han
en manøvre, som stiller hans påstande om uforlignelig dokumentarisk
ekspertise i et ejendommeligt lys. Hvorfor hænge sig i petitesser, siger
han. Selvfølgelig har jeg lavet fejl, det har alle historikere, der
skriver tusindvis af sider, siger han. Det har han ret i. Forskellen er,
at andre historikere ikke siger, at Hitler ikke kendte til Holocaust,
eller at der ikke var gaskamre i Auschwitz. |
|
Tre ting må holdes adskilt. Den ene er,
hvad Irving mener om Holocaust og Anden Verdenskrig, og om han fordrejer
vidnesbyrd for at støtte sine synspunkter. Den anden er, om han har lov
til at have sine meninger eller skal straffes for dem. En tredje ting
er, hvad der får Irving til at tro, hvad han tror. En
nationalkonservativ englænder, der ikke vil vide af, at hans eget land
var en døjt bedre end Nazityskland, er lidt af en gåde. Vi har besøgt
ham i hans lejlighed i Mayfair, hvor han har boet og skrevet i over
tredive år. |
|
GASKAMRE |
Du har selv adskillige gange benægtet
to centrale teser i den almindelige historiske viden om det, man kalder
Holocaust: at Hitler og hans inderkreds udtænkte og iværksatte en plan
om at opsamle, tvangsforflytte og myrde Europas jøder, og at mange af
jøderne omkom i gaskamre?
»Forsvaret ønsker at definere Holocaust, så jeg kan tages i at have
benægtet det. Dets definition er gaskamre. Min definition lyder sådan
her: Holocaust er den tragiske skæbne, der overgik jøder under Det
tredje. Rige. Jeg har aldrig nægtet, at der omkom masser af mennesker,
herunder masser af jøder, eller at Nazityskland tvangsforflyttede jøder
østpå. Jeg betvivler, at Hitler var så orienteret herom, som mine
modstandere tror, og jeg er i de senere år blevet en skeptiker, hvad
gaskamrene angår.«
Hvad har du imod at indrømme, at det var Hitlers plan at myrde alle
Europas jøder?
»Holocaust, et ord jeg ikke kan fordrage, er blevet et mediebillede.
Hvad tænker du, når du hører det? Du ser for dig pigtråd, udhungrede
fanger i stribede dragter, bulldozere der skovler dynger af lig i
massegrave. Alt det er på film, alt det skete, men de billeder beviser
hverken, at der var gaskamre i Auschwitz, eller at der forelå en præcis
plan. De beviser heller ikke, at denne plan dominerede i Hitlers
bevidsthed. Desuden er Holocaust som begreb gået over sine bredder. I
dag betaler schweiziske banker erstatning for Holocaust til alle
medlemmer af forfulgte mindretal i alle tyskbesatte områder. Det er at
udvande begrebet til meningsløshed.«
Er du ikke ude på at redde Hitlers ære, gøre ham til en slags
nationalhelt?
»Mit ærinde som historiker er ikke at redde Hitlers ære, men måske at
forklare, at krig er en vældig og ufattelig ting, noget vi i fredstid
ikke kan gøre os begreb om. I krig sker der ting, vi ikke kan forstå.
Massenedskydninger af civile for eksempel. Slavearbejdslejre hvor folk
dør som fluer af tyfus og så videre. Det betyder ikke, at statschefer
bruger tid og kræfter på at holde øje med den slags.« |
|
Irving har før udtalt sig anderledes. For
nogle år siden blev han spurgt, hvad han mente om den gængse vurdering
af Adolf Hitler og hans modstander Winston Churchill. »Var Hitler
skurken og Churchill helten, eller er det snarere omvendt«, spurgte en
journalist. »Snarere omvendt«, svarede Irving. Han har i en
Churchill-biografi fremstillet den britiske statsmand som et fordrukkent
vrag, der kynisk myrdede ubekvemme allierede og førte en folkemorderisk
krig mod Tyskland. Ifølge Irving ønskede Hitler ikke at føre krig, men
»galningen i London«, altså Churchill. Her er vi ved en nøgle til
Irvings holdning. Han er rasende på Churchill, fordi denne ved at føre
en i hans øjne unødvendig krig satte det britiske kolonirige over styr. |
Gaskamrene, Irving. I halvtreds år har
vi haft dokumentation fra begge sider, fra lejrkommandanter og
overlevende, fra virksomheder, der leverede gas og krematorieovne og fra
efterfølgende undersøgelser i selve Auschwitz. Hvad med dem?
»Jeg blev skeptiker efter at have læst Leuchterrapporten, der i mine
øjne beviser, at de rum, man påstår var gaskamre, ikke kan have været
det. Desuden: Hvis du har en million lig, du skal have brændt, kræver
det enorme krematorier og fremfor alt enorme bunker af koks, sådan ca.
tyve ton. Du kan ikke vise mig ét luftbillede af Auschwitz-Birkenau fra
krigens tid, og der er mange, hvor man kan se bunker eller togvogne med
koks. Hvor er koksene?« |
|
Det er den slags bemærkninger, der har
skabt Irvings ry som en flabet udgave af den lille dreng, der ser, at
kejseren ikke har noget på. Umiddelbart virker det som et legitimt
spørgsmål. Hvis holocausthistorikerne har overset noget så elementært,
er det i det mindste flovt. |
|
LIDT OM LIGBRÆNDING |
|
Det har de ikke. Hvis læserne vil
undskylde en makaber ekskurs, skal jeg forklare, hvorfor de manglende
kulbunker ikke beviser noget om antallet af myrdede fanger i
Auschwitz-Birkenau. Eksemplet viser et hyppigt træk i Irvings metode: at
stille et overraskende og originalt spørgsmål, som viser sig alligevel
ikke at have de konsekvenser, Irving ønsker, det skal få. |
|
Sagen er, at hvis en krematorieovn bliver
varm nok, vil de lig, man propper i den, brænde af sig selv. Irving
forudsætter, at krematorierne fungerede, som de gør i dag, når døde
brændes. Sådan var det ikke i Birkenau. Her gjaldt det om at skaffe op
til flere tusinde lig af vejen om dagen. Krematorieovnene i Birkenau
kørte i perioder i døgndrift. Efter en indledende opvarmningsfase, der
krævede koks, kørte ovnene af sig selv med ligene som brændsel. |
|
Der var et problem: De udhungrede lig af
langtidsfanger var for fedtfattige til at brænde ordentligt. Det havde
tyskerne imidlertid råd for. Man skulle sørge for at blande de
udhungrede lig med de velnærede lig af nyankomne fanger, der lettere gik
i brand. Det var det, man gjorde. Ved ankomsten blev transporterne delt
i dem, der skulle i arbejdslejr, og dem, der straks blev myrdet. Ligene
af de sidstnævnte gik i ovnene, hvor de hjalp med til at brænde ligene
af dem, der var døde af sult eller sygdom efter nogle uger eller måneder
som slavearbejdere. |
|
I starten af retssagen har Irving forsøgt
at bagatellisere dette argument, men viste blot, at han ikke er ekspert
i ligbrænding. Han benægter fortsat, at der blev myrdet mennesker i
gaskamre i Auschwitz-Birkenau. Hvis der ikke blev myrdet med gas i
Birkenau, falder det samlede tal af fanger, der omkom dér, fra halvanden
million til nogle hundrede tusinde. Irving søger med alle mere eller
mindre sandsynlige kunstgreb at presse tallet ned. |
|
Med lige så stor flid prøver han at
oppuste tallene for tyske ofre for den britiske bombeoffensiv i Anden
Verdenskrig. Ligesom han typisk stiller Hitler i det bedste og Churchill
i det værste lys, således overdriver han på tvivlsomt grundlag antallet
af luftkrigens civile ofre. I sin velskrevne bog om luftangrebet på
Dresden omtaler Irving således, hvordan myndighederne måtte foranstalte
massebrændinger på byens gamle torv, fordi der ikke var plads eller
mandskab til at begrave de døde. Hundredtusinder af lig blev brændt,
forstår man. Problemet er, at dette var fysisk umuligt. Det gamle bytorv
i Dresden var en aflukket plads, hvor der allerhøjst kan være brændt
nogle tusinde. Hertil kommer, at den samme Irving, der pedantisk
spørger, hvor koksbunkerne i Birkenau er henne, glemmer, at de tyske
myndigheder i februar 1945 næppe havde så store forråd af benzin, at man
kunne afse nok til at brænde hundredtusinder af lig i Dresden. Irvings
metoder rammer her ham selv. |
|
BØRNELOKKER |
Hvorfor fører du sagen?
»Fordi jeg blev træt af at vende den anden kind til. Jeg har levet af at
skrive i 30 år. Siden 1992 er min indtægt forsvundet. Det er intet
tilfælde. Der er en international kampagne i gang mod mig, og nu vil jeg
have det frem, jeg vil have det bevist. Den her retssag bør ikke
beskæftige sig med, hvad der skete i 1940’erne, men med, hvad jeg har
foretaget mig her i mit arbejdsværelse de sidste 30 år. Mine modstandere
påstår, at jeg manipulerer vidnesbyrd. Lad dem vise det! Det, jeg klager
over, er ikke at jeg bliver kaldt en dum eller dårlig historiker. Vi
skal jo ikke veje ord på guldvægt her. Det, jeg klager over er heller
ikke, at de siger, at jeg benægter Holocaust. Jeg klager over, at de
siger, at jeg forfalsker eller fordrejer dokumenter. |
|
Mine fjender gør også et nummer ud af at
jeg har dårlige venner, som de kalder nynazister. Ernst Zündel i Toronto
for eksempel. Før jeg mødte ham troede jeg, han var en forfærdelig karl.
Det er han ikke. Idiotiske synspunkter, men ærlig som dagen er lang. Du
trækker på smilebåndet! Nej, det er en mand, hvis hus blev brændt ned
til grunden på grund af hans holdninger. Jeg gentager: Idiotiske
synspunkter, fin mand. Desuden er jeg ikke ansvarlig for mine venners
venner. Retssagen handler om, hvordan jeg håndterer historien, ikke om
hvem jeg kender.« |
Har du kun den slags venner?
»Nej, men der er ikke så mange, der stikker hovedet frem lige nu. En
ting jeg er ked af i det her er, at jeg ikke kan besøge Tyskland. De har
prøvet at få mig udleveret til retsforfølgelse der, fordi jeg sagde
noget politisk ukorrekt i 1990. For ti år siden! Hvorfor kommer den
begæring først nu? |
|
Før sagen startede tilbød jeg forlig på
500 pund (ca. 6.000 kr.), der skulle gives til en stiftelse for
handicappede personer. Det afslog de. Nu må vi se, hvad dommeren siger,
hvis jeg vinder. Og hvis jeg taber, ja min indtægt har de jo taget. Hvad
mere kan de forlange?« |
Det sidste ord får en fin, gammel
historiker, Donald Cameron Watt, der har skrevet en af de bedste bøger
om, hvordan Anden Verdenskrig begyndte (How War Came, 1990). Watt roste
i 1978 Irvings Hitlers Krig, selvom han fandt det utiltalende, at Irving
tog Hitlers standpunkt. Irving lod Watt kalde som vidne, fordi Watt i
1947-48 havde været med til at gennemgå beslaglagte tyske arkiver, og
fordi han håbede at få Watt til at sige, at han var en legitim, om end
excentrisk historiker. I sit udsagn sagde Watt: »De, Mr. Irving, har
perverse meninger, men de er ikke mere perverse end det, man undertiden
må høre fra etablerede historikere. Det, De siger, er ikke så perverst
som den amerikanske historiker, der benægtede, at Josef Stalin var en
massemorder, indtil han så KGB-arkivernes beviser«. På gangen uden for
retslokalet tillagde han: »Irving er pervers, men det er ingen grund til
at behandle ham, som om han var en børnelokker«.
David Gress er historiker, ph.d. ved Aarhus Universitet. |
|
RETSSAGEN |
|
Den 25. januar indledte David Irving sit
tredages forhør af Auschwitz-historikeren Jan Van Pelt i et forsøg på at
så tvivl om, at Auschwitz-lejrkomplekset var en »dødsfabrik«, hvor
hundredtusinder af jøder blev systematisk myrdet med gas. I tyve timer
fægtede de to over makabre detaljer, som for eksempel hvor hurtigt det
kunne lade sig gøre at flytte lig fra gaskammeret til krematorierne, og
hvorvidt det var muligt at se røg fra skorstenene på de luftfotografier,
som allierede krigsflyvere havde taget. Irvings strategi var klar: Han
forsøgte at slå hul i de kilder, som Van Pelt og andre historikere har
brugt som grundlag for den alment accepterede viden om dødslejrene og
især om Auschwitz. |
|
Disse kilder er af to slags:
øjenvidneskildringer af fanger og af SS-mænd, der blev afhørt og i mange
tilfælde henrettet efter krigen, og bygningsundersøgelser. Irving
påstår, at øjenvidneskildringerne er upålidelige, fordi både overlevende
fanger og SS-mænd kunne have en interesse i at dramatisere deres
oplevelser. Men han kunne selv ikke besvare et væsentligt spørgsmål:
Hvis dødsfaldene i Auschwitz var langt færre end den halve til hele
million, som Van Pelt anslog dem til, hvor blev så jøderne fra Polen,
Holland, Frankrig, Ungarn og andre lande af? |
|
I sidste instans er mordmetoden ikke
afgørende. Det afgørende er, at Hitlertyskland søgte at udrydde Europas
jøder. At det ikke helt lykkedes, skyldes ikke barmhjertighed, men at
Tyskland tabte krigen. |
|
I den forløbne uge gik forsvaret igen i
offensiven og konfronterede Irving med en række af hans egne bramfri
udsagn om sorte, homoseksuelle, indvandrere og, lettere camoufleret,
jøder. Irving vred sig som en spiddet sommerfugl og kunne ikke andet end
spagfærdigt hævde, at han ikke mente, hvad ordene klart indebar. |
|
I sine yngre dage så Irving sig som mulig
intellektuel bagmand for et hvidt, hierarkisk og patriarkalsk England,
et land, der under Tony Blair forsvinder længere og længere ud i
horisonten. Forsvaret har ikke haft svært ved at påvise Irvings ekstreme
synspunkter. Irving kan ikke forklare, hvorfor han pedantisk hænger sig
i dokumenter, der undskylder Hitler eller sår tvivl om gasninger i
Auschwitz-Birkenau, men forbigår andre, der undergraver hans teser. En
retssal er ikke stedet for historiske kontroverser. Fortidens
grusomheder hakkes i småstykker og males til en slags giftigt mudder,
der fornærmer de døde og må virke dybt oprivende på de levende. |
|
|
|
En tilståelsessag |
16. januar 2000 Politiken
David Gress |
|
David Irvings retssag mod Penguin Books og
religionsforskeren Deborah Lipstadt begyndte i London i tirsdags.
Lipstadt, der er amerikaner, udgav i 1993 bogen At Benægte Holocaust,
hvori hun erklærer, at Irving er blandt en voksende skare af personer
fra det yderste højre og venstre, der benægter, at Adolf Hitler og hans
håndlangere i det nazistiske terrorsystem myrdede seks millioner
europæiske jøder. Irving har sagsøgt forlag og forfatter for
bagvaskelse, idet han påstår, at Lipstadt har ødelagt hans renommé og
evne til at ernære sig som historiker ved at sætte ham i bås med
»ekstremistiske fascister og deres metoder«. |
|
Forsvarets ledende advokat, Richard
Rampton, lagde ikke fingrene imellem. På sagens første dag kaldte han
Irving en løgner og en, der »forfalsker historien ved at opdigte,
fejlcitere, undertrykke, fordreje, manipulere og fejloversætte« kilder.
Irving, der fører sin egen sag, erklærede i sin åbningsprocedure, at han
aldrig havde benægtet Holocaust. »Ingen ved sine fulde fem og med den
mindste forståelse af, hvad der skete under Anden Verdenskrig, kan
benægte, at tragedien fandt sted, uanset hvor meget vi
afviger-historikere måtte ønske at stille spørgsmålstegn ved metoderne,
omfanget, tidspunkterne og andre detaljer«. |
|
Irving har selv tidligere udtrykt sig mere
bramfrit. I avisen sidste lørdag skrev vi, at man kan læse om Irving på
hans egen webside og på en anden, der tilhører en gruppe, der kalder sig
Institute of Historical Review (IHR). Denne organisation kalder sig
revisionistisk og prætenderer at levere videnskabeligt underbyggede
alternative teorier om Anden Verdenskrig og jødeudryddelsen. Disse
alternative teorier består i at hævde, med IHR-folkenes egne ord, at
»der ikke fandtes nogen tysk plan om at udrydde Europas jøder, at
talrige påstande om massemord i gaskamre er falske, og at skønnet om, at
der omkom seks millioner jøder under krigen, er en uansvarlig
overdrivelse«. Irving er blandt IHR’s kilder til denne påstand. |
|
SKIFTER MENING |
|
Advokat Rampton citerede et foredrag,
Irving holdt i 1991, hvor han med hentydning til den mest berygtede
udryddelseslejr, Auschwitz i Polen, kaldte det en »legende«, at tyskerne
dér myrdede jøder i gaskamre. Irving benægtede ikke, at han havde sagt
det. I retssalen gik han endda videre. »Jeg bestrider, at der omkom
flere millioner mennesker i gaskamre i Birkenau«. |
|
Birkenau var den del af
Auschwitz-lejrkomplekset, hvor massemordene ifølge de fleste historikere
fandt sted. »Jeg bestrider, at det var muligt at likvidere millioner af
mennesker i gaskamre«. Det var umuligt, påstår Irving, fordi det ikke
var fysisk muligt at gasse så mange mennesker og derefter brænde ligene,
sådan som den ordinære historieskrivning formoder. Har Irving da opgivet
på forhånd? Hvis han indrømmer, at han har benægtet, hvad de fleste
forstår ved Holocaust, har han så nogen sag, og hvorfor fører han den?
Det er her, sagen bliver speget, ikke mindst fordi Irving selv har
skiftet mening. |
|
TRAK I LAND |
|
I sin bog Hitlers Krig fra 1977 brugte
Irving ordet Holocaust og satte ikke spørgsmålstegn ved, at nazisterne
myrdede millioner af jøder. Han bestred blot, at Hitler kendte til sagen
eller havde beordret den. Det var nok til at gøre bogen til en mindre
skandale. Da han udsendte en ny udgave i 1991, havde han strøget ordet
Holocaust fra teksten. Rampton citerede Irving for i den forbindelse at
have sagt: »Man vil ikke finde Holocaust nævnt med én linie, ikke engang
i en fodnote. Hvis noget ikke skete, skal det ikke en gang værdiges med
en fodnote«. I retssalen trak Irving i land og medgav, at der kunne være
tale om en million ofre i Auschwitz eller andre udryddelseslejre, men
holdt fast ved, at al tale om seks millioner jøder dræbt som led i en
organiseret plan, der kulminerede i brugen af gaskamre, er løgn. |
|
Nu er en retssal ikke det rette sted at
føre en debat om historien, som The Independent rigtigt skrev i en
leder. Irving har imidlertid valgt at føre en sag med påstand om, at han
har lidt skade, fordi han er blevet kaldt en Holocaust-benægter og sat i
bås med nynazister. Hvis han har benægtet Holocaust, kan han ikke vinde
på at hævde det modsatte. Hvorfor fører han da sagen? |
|
En mulig teori er følgende. Irving ved
selvfølgelig godt, at han ikke kan løbe fra sine udtalelser. Derfor
handler sagen for ham ikke i første række om, hvorvidt han har benægtet
Holocaust. Den handler for ham om noget andet: Om at så tvivl om
Holocaust ved at gøre det acceptabelt, politisk og juridisk, at benægte
den. Irvings strategi under sagens første dage bestyrker denne teori.
Han har fremsat en tese, som indtil nu har været forbeholdt
ekstremister, og som de fleste aldrig har hørt om, og takket være
offentligheden omkring sagen har denne tese nu fået en langt videre
udbredelse, end Irving nogensinde kunne håbe på selv at give den. |
|
Tesen er, at Holocaust måske er løgn,
fordi det var fysisk umuligt at udrydde så mange mennesker på den måde,
den ordinære historieskrivning hævder. Ser man sådan på det, tager
sagens udsigter sig anderledes ud. Irving ønsker erstatning for
økonomiske tab, han påstår at have lidt, fordi forlæggere og kolleger
ikke vil have noget med ham at gøre, siden han er blevet bagvasket af
Lipstadt og andre som beundrer af Hitler og Holocaust-benægter. Han
ønsker at vinde, ikke fordi han ikke har benægtet Holocaust, for det har
han, men paradoksalt nok netop fordi han har benægtet den, og fordi han
mener, det er uretfærdigt at blive hængt ud som nynazist og blive
afskåret fra publikation og indtægter af den grund. Eller sat endnu
skarpere op: Irving vil trække tæppet væk under dem, der mener, de kan
afvise en modstander ved at kalde ham Holocaust-benægter. Alle
'almindelige' historikere accepterer, at Hitlertyskland planlagde mordet
på millioner af jøder, og at millioner faktisk blev myrdet. Irving vil
ikke have, at denne tese skal have status som uangribelig sandhed. Det
er hans ærinde, og det er, hvad han slås for. |
|
MARTYR |
|
Endelig en sidste spekulation. Irving har
sponsorer, som han ikke ønsker at røbe, men som givetvis omfatter
højreradikale kræfter i flere lande. Irving er måske ikke selv nynazist;
det er endnu en beskyldning, som han kalder ærekrænkende. Nogle af hans
venner er det formentlig. De kan have en interesse i at se Irving tabe
en sag, selv om den gør ham konkurs, fordi de så har en martyr, de kan
fremvise og et offer for, ja, gæt selv: den jødiske lobby. |
|
Irving er mindre primitiv end IHR-folkene,
og hans taktik er ikke ueffen. Som The Independent også skrev, viser
denne retssag, at engelsk injurielovgivning er pervers, fordi den
indbyder folk med tvivlsomme sager til at plage andre med klagemål. Hvis
Irving har ret i, at han har været forhindret i at publicere og blive
taget alvorligt af kolleger, har han i hvert fald nu opnået mediernes
bevågenhed. Det har givetvis været et af hans formål. |
|
David Gress er historiker, ph.d. ved
Aarhus Universitet |
|
Forfalskninger. »Jeg bestrider, at det var
muligt at likvidere millioner af mennesker i gaskamre«. Det var umuligt,
påstår David Irving, fordi det ikke var fysisk muligt at gasse så mange
mennesker og derefter brænde ligene, sådan som den ordinære
historieskrivning formoder. |
|
|
|
Bogessay: Grækernes store krig |
| 3. marts 2006
Jyllands-Posten Sektion 4 (KulturWeekend), David Gress |
|
Den amerikanske historiker Victor Davis Hanson frygter, at det vil gå
Europa, som det gik Oldtidens Hellas, da Den Peloponnesiske Krig mellem
Athen og Sparta blev begyndelsen til enden for den klassiske verden. |
|
Victor Davis Hanson:A War Like No Other:
How the Athenians and Spartans Fought the Peloponnesian War. 416 sider.
Random House 2005 |
|
”Et stærkt og selvsikkert Europa er stadig
af afgørende betydning for USA’s materielle og åndelige sundhed. Det er
i Europa, at den vestlige tradition åbenbarer sine skatte, klarest i
templer som på Akropolis, i Pantheon, i Uffizierne eller i Vatikanet. Vi
erkender, at Vestens store bøger og tanker fra demokrati over
kapitalisme til menneskerettigheder udsprang af jeres kontinent - vi
amerikanere har endnu ikke produceret nogen Homer, Vergil, Dante,
Shakespeare eller Locke, for ikke at tale om en Da Vinci, Mozart eller
Newton.” |
|
Sådan skriver Victor Davis Hanson, når han
er i kamphumør, og det er han tit, denne gang i en barsk og kærlig
opsang til Europa om at stå fast mod islamisterne i Irak. Europa må tage
sig sammen for alles skyld. »Enten vil jeres økonomier reformeres, jeres
befolkninger tiltage, og jeres borgere forsvare sig selv, eller også
sker ingen af delene. Hvis de ikke sker, vil Europa, som vi kender det,
forsvinde til islamisternes store glæde, men også til Amerikas
frygtelige sorg.« |
Hanson er klassisk filolog,
krigshistoriker, publicist, rosindyrker i Californien, rådgiver for Det
Hvide Hus, forsker på Hoover Institution og efterkommer af flere
generationer svensk-amerikanske landmænd og soldater. Hans sidste bog om
den store græske borgerkrig, som vi kalder Den Peloponnesiske Krig, er
en god lejlighed til at gøre ham bekendt for danske læsere.
Hanson skriver i tre forskellige genrer. Der er de polemiske skrifter,
hvortil hører hans hyppige indlæg om Irak-krigen, hvor han er optimist,
og om forholdet til Europa, som han ofte anklager for at forråde
vestlige idealer. Der er krigshistoriske bøger om den vestlige verdens
store krige. Endelig er der de antikfaglige, hvortil En krig som ingen
anden hører. |
|
Undergang |
|
Den Peloponnesiske Krig, som den kaldes,
og som varede fra 431 til 404 f.Kr., var den mest ødelæggende krig,
grækere førte med hinanden. Den er ofte blevet sammenlignet med Første
Verdenskrig, der også fandt sted mellem magter, der var del af samme
civilisation og hyldede samme værdier, og som også brød ud efter en lang
og lykkelig storhedstid præget af fremskridt, optimisme og skaberkraft. |
|
I de 50 år siden de store sejre over
perserne ved Salamis og Plataia havde Athen, der ledede kampen, udbygget
sin prestige, sin kultur og sit demokrati. Fra et netværk af allierede
og lydstater langs Ægæerhavets kyster strømmede penge, varer og
mennesker til moderbyen, der for de indsamlede ressourcer anlagde de
templer, hvis ruiner i dag kroner Akropolis, og afholdt de årlige
dramafestivaler til guden Dionysos' ære, hvor de udødelige tragedier om
Agamemnon, Oidipus og Antigone første gang opførtes. |
|
Den britiske historiker Arnold Toynbee
fandt, at de to krige, der begyndte i 431 f.Kr. og i 1914 e.Kr., hver
især markerede begyndelsen til enden for en kultur, hist den antikke,
her den europæiske. Nok kunne de kulturer leve videre i nogle
århundreder, men de havde mistet den gejst og energi, der gjorde dem
dynamiske, kreative og inspirerende. Krigene var deres selvmord. |
|
Alle moderne bøger om den græske krig
bygger på, hvad mange anser for det største historiske værk nogensinde,
atheneren Thukydids beretning. Han var en feltherre, der gik i
landflygtighed efter at have tabt et slag i 422 f.Kr., og der fik ro og
lejlighed til at tale med deltagere fra begge sider. Han overlevede
krigen, men fuldførte ikke sit værk, så vi må hente vor viden om krigens
sidste år fra andre kilder. |
|
Hansons bog har undertitlen ”hvordan
athenerne og spartanerne udkæmpede Den Peloponnesiske Krig”, og det er
også dens hovedtema. Med udgangspunkt i beskrivelser af våben,
soldaterliv, geografi, skibsfart, årstider og enkelte slag og
ekspeditioner leverer Hanson imidlertid også karske og livfulde
beskrivelser af den kultur og det samfund, der udløste og gennemlevede
krigen. Vi får både historien om, hvordan det var at være med, og om den
storpolitiske baggrund og det strategiske forløb. |
|
Militære traditioner |
|
Hanson debuterede i 1988 med en bog om
græsk krigskunst, og allerede den var usædvanlig. Siden Første
Verdenskrig havde det været lettere suspekt blandt humanister at forske
i militære emner og i takt med, at de europæiske stater mistede deres
egen stormagtsstatus og militærmagt, forsvandt også den brede
fortrolighed med og interesse for krig og militær, der var baggrunden
for de klassiske værker om antik krigskunst, som især tyske og britiske
filologer udgav i 1800-tallet. |
|
Den 52-årige Hanson er stolt af sin
families militære indsats, ikke fordi de mandlige Hanson'er var krigere,
men fordi de usentimentalt og uden at gøre sig til gjorde deres pligt,
når landet kaldte og ofte i de farligste tjenester. Han fortæller i en
anden bog (Ripples of Battle, 2003) om sin fars fætter, der også hed
Victor. Han var enebarn, da hans mor døde i barselsseng, og faldt som
23-årig i 1945 under de amerikanske marinesoldaters blodige erobring af
Okinawa. |
|
»En maskingeværkugle tog ham, mens han så
den anden vej, sagde min svenske bedstefar 20 år efter Victors død, mens
han selv hostede af vrede. Hans egne lunger var blevet ødelagt af gas i
Argonne-skoven i 1918.« |
|
Hansons far fløj B-29'ere på bombetogter
mod Japan og bebrejdede sig selv, at han ikke havde nået at tvinge Japan
til nederlag inden kampen om Okinawa. |
|
Bondeliv |
|
Efter bogen om krigskunst fortsatte Hanson
med to bøger om noget for en humanist lige så usædvanligt som krig,
nemlig bønder. Hanson voksede op som femte generation på en rosingård i
Californiens Central Valley og føler sig som repræsentant for en
livsform, der er ved at forsvinde. Det var en livsform, der havde mere
til fælles med Hansons svenske forfædres liv end med det storby- og
videnssamfund, USA er blevet. |
|
Den første bog handlede om de andre
grækere, de grækere, der ikke fylder meget i kilderne, som ikke var
filosoffer eller kunstnere i Athen, og som ikke interesserede sig for
politik og provokerende diskussioner, nemlig det store flertal, der var
bønder. I det græske bondesamfund så Hanson en vigtig kilde til den
antikke civilisation, som filologer, der kun så på litteratur og
templer, ikke havde øje for. |
|
Den anden bog var ikke videnskabelig, men
polemisk, og handlede om, hvordan kommercialiseret landbrugsindustri var
ved at slå familiedriften ihjel. Hanson brugte sin egen gård som
eksempel. Han ønskede at blive ved med at dyrke druer som sine forfædre
og være sin egen herre, men det var blevet økonomisk umuligt. Han kunne
kun overleve, hvis han solgte gården og arbejdede for andre. Det var en
udvikling, mente Hanson, som truede en livsnerve i den vestlige kultur,
som igennem hele sin historie har hvilet på selvejerbønders flid,
stolthed og offervilje. Kulturen bliver dekadent, sagde han, hvis den
kun består af funktionærer og storbyboer. Bogen er nostalgisk, vred og
undertiden hylende morsom. |
|
Fejlslagen antikforskning |
|
I 1998 udgav Hanson endnu et bidende
angreb på kulturelt forfald i Hvem dræbte Homer? I den forklarer han,
hvordan hans fagfæller, de klassiske filologer, er skyld i, at faget har
mistet status og er næsten forsvundet fra den centrale plads i
almendannelsen, det indtog indtil for en generation siden. I Danmark var
der således i 1970 endnu 21 gymnasier, der tilbød den klassisk-sproglige
gren. Nu er den helt væk. |
|
Fagets fald skyldes ifølge Hanson, at
filologerne begyndte at opføre sig som andre humanister såsom
litteraturforskere og historikere, der lod sig lede af ideologier såsom
marxisme, feminisme, multikulturalisme og postmodernisme. De troede, de
derved viste sig dristige og originale. I stedet førte det til ulæselige
artikler og tomme foredragssale. |
|
Filologerne havde glemt, at de sad på den
største ikke-religiøse kilde til inspiration og berigelse, vor kultur
kender, nemlig den antikke verden. De havde blot at øse af den kilde,
fortælle historierne og vise, hvor meget de har at give mennesker i dag,
for at gøre sig relevante. Det ville de ikke, for det ville i deres øjne
være at forherlige en kultur, der var mandschauvinistisk, fascistisk og
alt andet end politisk korrekt. Den antikke såvel som den moderne
europæiske kultur bestod af døde, hvide mænd, og dem gjaldt det om at
nedvurdere og fortrænge. |
|
Den politisk korrekte antikforskning havde
overtaget på universiteterne, men prisen var høj. Den havde nemlig gjort
faget betydningsløst i den bredere kultur og berøvet det moderne
publikum en kilde til glæde og styrke. Det har ikke været det mindste af
Hansons anliggender at bruge den kilde, således også i bogen om den
store græske krig. |
|
En ny slags krig |
|
Den Peloponnesiske Krig lignede ikke
tidligere græske krige. »Krigen ligner snarere de endeløse myrderier i
Nordirland, det franske og amerikanske hængedynd i Vietnam, det endeløse
kaos i Mellemøsten eller 1990'ernes Balkankriser end de traditionelle
slag i Anden Verdenskrig med tydelige fjender, krigsskuepladser, fronter
og resultater.« |
|
Tidligere kæmpede grækerne kun om
sommeren, for kun da kunne bønderne afse tid fra markarbejde. Et
traditionelt græsk slag bestod i, at to bondeopbud mødte hinanden på en
flad mark, hvor de løb ind i hinanden og pressede til, indtil den ene
part gav efter. Når først slagordenen, falanksen, var brudt, var der
intet at stille op. Det hele tog ofte under en time. |
|
Endnu en parallel til Første Verdenskrig
er, at årsagen til krigen ifølge Thukydids overbevisende forklaring var,
at den anden stærke by i Hellas, Sparta, følte sig truet af Athens
voksende magt og indflydelse. Sparta var et strengt hierarkisk samfund,
hvor en lille og svindende elite af fuldborgere herskede uindskrænket
over et flertal af statsslaver, heloterne. De spartanske ledere
frygtede, at heloterne inspireret af det athenske demokrati kunne finde
på at gøre oprør, og det ville være enden på Sparta. |
Sparta var i modsætning til Athen en
landmagt uden kolonier og uden flåde. »Sparta havde Grækenlands mest
frygtindgydende hær. Dens fjender faldt dog ikke for doriske spyd, men
for sygdom, belejring eller guerillakrig.«
På den anden side kunne Athen heller ikke bruge sin flåde til at tvinge
Sparta i knæ, for Sparta var ikke som Athen afhængig af at have
søherredømmet. Den athenske statsmand Perikles havde ladet anlægge to
lange mure mellem byen og dens havn Peiraieus. På den måde sikrede han
importen af fødevarer. Spartanerne kunne hærge uden for murene, så meget
de lystede; så længe Athen besad søherredømmet og sine kolonier, og De
lange Mure stod, kunne byen ikke tvinges i knæ. |
|
Demokratiets farer |
|
Det var først, da den athenske
folkeforsamling bevæget af den veltalende, smukke, unge og rige
Alkibiades besluttede at sende en ekspedition til Sicilien i 415 f.Kr.,
at det begyndte at gå galt. Den strategisk unødvendige sicilianske
ekspedition endte i tragedie, der skyldtes uenighed blandt de athenske
befalingsmænd. Ved den ene lejlighed mistede Athen flere mænd, end der
var faldet i alle kampslag i hele århundredet. Spartanerne, der var
allieret med Siciliens hovedby Syrakus, jublede. |
|
Alligevel gik der 11 år, før Athen gav
sig. Ved en utrolig kraftanstrengelse byggede athenerne en ny flåde, som
i de følgende år vandt en række sejre over spartanerne, som nu havde
lært at bygge skibe, men endnu ikke at føre dem i kamp. Efter den
største af de sejre, ved De arginusiske Øer i 406 f.Kr., besluttede den
athenske folkeforsamling imidlertid at dødsdømme de athenske anførere,
fordi de ikke havde samlet overlevende op. Anførerne flygtede, og Athen
mistede dermed sine sidste gode admiraler. |
|
Folkeforsamlingens omskiftelighed som
årsag til fatale beslutninger var et yndlingstema hos Thukydid, der
mente, at for meget demokrati saboterer statens sikkerhed. Hanson giver
ham ret. Både den sicilianske ekspedition og dommen i 406 f.Kr. var
unødvendige udslag af følelsesladede politiske beslutninger, der fik
katastrofale følger. |
|
Det sidste slag |
|
Året efter overraskede spartanerne den
athenske flåde, mens søfolkene var i land. Nederlaget var totalt; 180 af
190 skibe sænket eller kapret; 4.000 athenske sømænd hugget ned i »den
mest afgørende søsejr i nogen græsk bystats historie«. Spartanerne var
nu herrer både til lands og til vands. Uden at møde modstand sejlede de
Ægæerhavet rundt og besatte den ene athenske koloni efter den anden.
Fødevareforsyningen til Athen svigtede, og året efter måtte byen give
op. Den sejrrige spartanske hærfører Lysander lod under fløjtespil De
lange Mure nedrive. |
|
Noget var gået tabt i de 27 års kamp i
det, der var den første store borgerkrig i vestlig historie. Men præcis
hvad var det, der medførte, at Athen, som engang anførte en panhellensk
koalition mod en persisk invasion på 250.000, midt i det 4. århundrede
f.Kr. ikke kunne beskytte sig mod en invasion nordfra af kun 40.000
makedonere? Athen var blevet rig igen og havde genoprettet sit
søherredømme. Alligevel var der noget grundlæggende, der var gået tabt.
Hanson kan ikke komme det nærmere end at sige, at krigens omkostninger
var psykiske, så meget som de var materielle. |
|
Krigen medførte i hvert fald den
forandring i Athen, at demokratiet blev mere radikalt.
Skibsbesætningerne fik voksende indflydelse på bekostning af de bedre
stillede bønder og håndværkere. Det medførte en konservativ reaktion
efter krigen, da flåden var tabt. I et år herskede en prospartansk junta
i Athen. Vi ville næppe huske den, hvis ikke ét af dens medlemmer havde
været elev af Athens mest kendte borger, filosoffen Sokrates, og det var
ikke mindst på grund af det venskab, at det genoprettede demokrati dømte
ham til døden i 399 f.Kr. for »ikke at agte de guder, byen agter« og for
at fordærve ungdommen. |
|
Bogen er tilegnet de mange menige grækere,
der faldt i krigen. Nogle af deres navne kender vi fra indskrifter, og
for Hanson er de så lyslevende i sindet som hans fætter Victor. |
Fakta: Hanson og hans bøger
De omtalte øvrige bøger af Victor Davis Hanson er: The Western Way of
War (2. udg., University of California Press 2000); Ripples of Battle
(Doubleday 2003); The Other Greeks (2. udg., University of California
Press 2000); Lands Without Dreams (Free Press 1997); Who Killed Homer?
(Encounter Books 1998).
Hanson har skrevet 10 andre bøger især om krigs- og militærhistorie,
hvoraf den vigtigste er Carnage and Culture (Anchor 2002), hvori han ved
at fortælle om ni afgørende slag i den vestlige kulturs historie viser,
at frihed, disciplin og organisering hang uløseligt sammen, og at
Vestens udvikling mod frihed og velstand byggede på de samme kvaliteter,
der gav vestlige stater sejr i blodige og hensynsløse kampe. Hanson er
af amerikanske anmeldere blevet kaldt »vor tids største krigshistoriker«
og en »national ressource«. |
Fakta: 5 bøger om Athen
Robert B. Strassler og Victor Davis Hanson, red.: The Landmark
Thucydides. 752 sider. Free Press 1998.
Hansons bog om Den Peloponnesiske Krig bygger som nævnt på Thukydid.
Hanson har også medredigeret en kommenteret oversættelse af Thukydids
værk, som ud over tekst og en række højst brugbare kort og skitser
bringer en række kapitler om aspekter af den antikke græske kultur, der
skal forstås, hvis man skal forstå, hvad krigen handlede om, og hvordan
den blev udkæmpet.
Christian Meier: Athen. 704 sider. Siedler Verlag, 2. udg. 2004.
Den tyske filolog Meier hører også til antikforskningens store
fortællere. Her giver han på grundlag af sin egen dybtborende forskning
i græsk politisk tænkning og kultur et portræt af Athens storhedstid fra
slaget ved Salamis i 480 til Den Peloponnesiske Krig. »I denne lille by
med 40.000 indbyggere begyndte Europa«, skriver Meier og viser, hvordan
og hvorfor.
Mary Renault: The Last of the Wine. 356 sider. Arrow.
En af alle tiders bedste historiske romaner af en af genrens mestre
fortæller historien om atheneren Alexias, der vokser op i Den
Peloponnesiske Krigs sidste hårde år. Han oplever de kulturelle og
politiske forandringer i byen, hvis skæbne er baggrund for et medrivende
og velinformeret portræt af en tidsalder.
Vilhelm Grønbech: Hellas. 5 bind. Gyldendal.
Vil man vide noget om, hvem grækerne var, og hvordan de blev de
mennesker, der førte den store krig mod hinanden, bør man som dansk
læser begynde med Grønbechs meget personlige, men også klassiske og
inspirerende værk, som han skrev under den tyske besættelse af Danmark.
Det starter med Homer og slutter med generationen før Den Peloponnesiske
Krig, idet Grønbech aldrig nåede at skrive det afsluttende bind om
Sokrates. Værket kan opdrives antikvarisk.
Mogens Herman Hansen: Det athenske demokrati - og vores. Museum
Tusculanum 2005.
Endelig skal vi ikke glemme, at Danmark også i dag er verdensførende i
forskningen om det athenske demokrati, som har været Mogens Herman
Hansens specialitet i over 30 år. Selvom hans bog handler om demokratiet
i tiden efter den store krig, er det alligevel en uundværlig og solid
indføring i, hvorfor og hvordan athenerne praktiserede deres form for
demokrati, og hvad begreber som frihed og personlig udfoldelse betød for
dem. |
|
|
|
|
|
|
|
|
