Den spanske borgerkrig (1936-39) er krigen, der ikke vil forsvinde.  Den har fremkaldt en enorm litteratur, der næsten uden undtagelse modbeviser reglen om, at sejrherrerne skriver historien.  For mens det var kommunister, socialister og anarkister, der tabte, har det været deres ideer og forståelse af krigen, der har skabt den fortælling om krigen, der har domineret i offentligheden såvel i Spanien som i resten af verden.

Denne fortælling, for nylig opridset endnu en gang af forfatteren Klaus Rifbjerg i en kronik i Politiken, lyder således:

Den 2. spanske republik, der opstod i april 1931, da kong Alfons XIII valgte at gå i landflygtighed, var demokratisk og repræsenterede det spanske folks sande interesser.  Republikkens venstreorienterede regering i 1931-33 under Manuel Azaña gjorde sit bedste for at indlede gennemgribende og nødvendige reformer af godsejervældet, af militæret og af uddannelsesvæsenet, som i alt for høj grad var præget af reaktionære, katolske kræfter.

Denne demokratiske udvikling truede de besiddende klasser, som derfor gjorde alt for at opbygge antidemokratiske, militante og voldelige bevægelser såsom den halvfascistiske Falange Española.  Samtidig konspirerede de rige og kirken med antidemokratiske officerer for at forberede et statskup mod demokratiet.  De reaktionære kræfters overgreb på demokraterne provokerede arbejderopstanden i oktober 1934, som blev slået ned med hård hånd.

Angsten for et reaktionært kup var hovedårsagen til, at venstrepartierne vandt valget i 1936 og fik flertal i Cortes (parlamentet).  De progressive fortsatte deres demokratiske politik, hvilket drev højrefløjen til at støtte det oprør, som en gruppe yngre officerer iværksatte i juli samme år.  Oprøret var et fascistisk og katolsk kup mod en demokratisk regering.  Den derpå følgende borgerkrig var derfor et demokratisk styres berettigede kamp mod et fascistisk terrorregime, som vandt krigen takket være støtte fra det fascistiske Italien og det nationalsocialistiske Tyskland.  Under og efter krigen udførte de fascistiske oprørere utallige massakrer, plyndringer og andre ugerninger, der kostede en halv million livet.

Oprørslederen Francisco Franco installerede derpå et blodigt og hævngerrigt diktatur, som kostede yderligere hundredtusinder livet.  Regimet tjente de rige og undertrykte de fattige; uddannelse blev erstattet af propaganda og kritikere røg i fængsel eller blev henrettet.  Da Franco endelig døde i 1975, fik de demokratiske kræfter deres længe ventede chance til at fortsætte.  Det konstitutionelle monarki af i dag er således ifølge den nuværende regeringschef José Zapatero fortsættelsen af republikken og et opgør med republikkens fjender.

Hver eneste sætning i denne fortælling er falsk, hvilket som nævnt ikke hindrer, at den dominerer ikke blot i Spanien, hvor den har regeringens blå stempel og doceres i skoler og på universiteter, men i hele verden.  Store dele af den tages for gode varer selv af mange erfarne historikere såsom englænderne Hugh Thomas og Anthony Beevor.

Men den er bundfalsk, forløjet og egnet til at fremme de værste fordomme og undergrave det spanske demokrati.  Her følger en sandere fortælling, der er mere loyal såvel over for de historiske kendsgerninger som over for aktørernes egne holdninger og handlinger.

Manuel Azaña, den venstrerepublikanske regeringschef 1931-33 og republikkens præsident 1936-39, var ingen mønsterdemokrat.  Han troede i den franske revolutions ånd på et styre af de kloge og gode og agtede ikke at lade politiske modstandere tage magten fra sig.  De reformer, hans regering indledte, var hverken velgennemtænkte eller vel udførte.  Regeringen lukkede snesevis af fornemme katolske læreanstalter, herunder Spaniens eneste institut for økonomisk forskning.  Den tillod bander af anarkister og andre voldsmænd at myrde snesevis af formodede fjender og afbrænde uvurderlige biblioteker og kunstskatte.

Højrefløjen reagerede ikke herpå med gengældelse eller sammensværgelser.  Tværtimod insisterede dens ledende skikkelser såsom Franco eller politikeren José Gil-Robles, på at overholde de republikanske spilleregler, selvom de selv personligt foretrak monarkiet.  Falangepartiet, som var det nærmeste, Spanien fik en fascistisk bevægelse, var minimalt og aldeles ude af stand til at hamle op med bølgen af revolutionær vold.  Højrefløjen deltog loyalt i de politiske valg og vandt da også valget 1933 med stort flertal.

For ikke at provokere venstrefløjen dannede valgets sejrherrer en moderat centrumregering under ledelse af det radikale parti, der havde været republikansk årtier inden de fleste, der brystede sig af den etiket.  De radikales leder Alejandro Lerroux nægtede i et år at optage medlemmer af det største højreparti, Gil-Robles’ CEDA, i regeringen for ikke at provokere venstrefløjen.  Igennem hele republikkens korte historie var det højrefløjen, der udviste det mest konsekvent demokratiske sindelag, selvom mange af dens folk ikke var demokrater, mens det var venstrefløjen, der begik næsten alle voldshandlinger og overgreb på det demokrati, den hævdede at værne.

Arbejderopstanden i oktober 1934 var ikke drevet af nød eller angst for fascisme, en angst socialistlederne selv erkendte var rent opspind.  Den var forsøget på at udløse en voldelig revolution og var dermed det størst tænkelige angreb på demokratiet.  Den var også første etape af borgerkrigen.

Det, der fik bægeret til at flyde over for kritikerne af venstreregeringens politiske kurs, var netop, at den folkefrontsregering af revolutionære partier, der udgik af valget i februar 1936, ikke længere var demokratisk og ikke længere loyal mod republikkens grundlæggende principper.  Den var snarere præget af en accelererende udglidning mod revolutionær aktivisme rettet ikke mod at udvide demokratiet, men mod at ødelægge det og indføre et socialistisk diktatur.  Ikke for ingenting kaldtes socialistlederen Francisco Largo Caballero for ”den spanske Lenin”.  Hans beundring for det sovjetiske diktatur, hvis massemord på millioner ikke ligefrem var ukendt i samtiden, var grænseløs.  Da han blev styrets ledende mand efter det militære oprør i juli, var det derfor logisk, at han af alle kræfter fremmede den revolutionære proces.

Det styre, der forsvarede sig mod Francos oprør, var derfor ikke længere en demokratisk republik i ordets egentlige betydning, men noget, der snarere lignede det, kommunisterne senere skulle kalde for ”folkedemokratier”, altså diktaturer, hvor kommunistpartiet og dets håndlangere har al magten og nådesløst bruger den til at udrydde modstandere og overtage den totale magt over samfundet, økonomien og kulturen.  På den anden side var Franco ikke fascist, men konservativ katolik og frem for alt spansk patriot.

Kommunistpartiet, som var minimalt i februar 1936, voksede eksplosivt hen over sommeren og efter borgerkrigen brød ud.  Fra foråret 1937 havde det sikret sig den reelle magt i det, omverdenen stadig betragtede som den spanske republik.  Igennem stråmænd som socialistlederen Juan Negrín, regeringschef 1938-39, sovjetiserede kommunisterne de dele af Spanien, de kontrollerede.  De indrettede fængsler, myrdede modstandere og truede naturligvis Franco-folkene med udryddelse, hvis de skulle vinde.  En hovedperson i den kommunistiske voldspolitik var partiets senere leder Santiago Carillo, som i efteråret 1936 var ansvarlig for mordet på omkring 6000 virkelige eller formodede fjender af det nye styre i Madrid.

Det var Negrín, der udleverede verdens fjerdestørste guldbeholdning, Spaniens, til Sovjetunionen, hvorved han bevidst deponerede styrets økonomiske handlefrihed hos Josef Stalin.  Den sovjetiske hjælp til folkefrontstyret var ikke mindre end den italienske og tyske til de nationale; ingen af de udenlandske interventioner var imidlertid krigsafgørende.

Krigen kostede ikke en halv million, men 300.000 livet, fordelt nogenlunde lige mellem de to sider.  De bedste beregninger over massakrer viser, at de nationale, som Franco-folkene kaldte sig, myrdede adskilligt færre end folkefronten.  Efter krigen henrettede sejrherrerne ca. 25.000, igen et meget langt spring fra den halve million, som stadig og ganske uden belæg nævnes, for eksempel af den venstreorienterede Franco-biograf Paul Preston.  Af de øvrige 25.000 politiske fanger fik langt de fleste eftergivet deres straf.  Det skete eksempelvis for dem, der arbejdede på Franco-styrets monument over de faldne i krigen i Guadarrama-bjergene, hvor hver straffefange fik eftergivet fem dages straf for hver dag, han arbejdede.

Overgangen til demokrati efter Francos død skete ikke i strid med hans ønsker, men i kraft af dem og blev uden undtagelse udført af mænd, han selv havde anbragt på deres poster.  Kongedømmet blev genindført efter Francos ønske, og kong Juan Carlos, der gælder for at være en progressiv, har sagt, at han ikke vil tåle, at der tales ondt om Franco i hans nærvær.  Han husker at være taknemmelig, hvad mange, der kalder sig demokrater i dagens Spanien, ikke ønsker at gøre.