|
Den spanske borgerkrig (1936-39) er krigen, der ikke
vil forsvinde.
Den har fremkaldt en enorm litteratur, der næsten
uden undtagelse modbeviser reglen om, at
sejrherrerne skriver historien.
For mens det var kommunister, socialister og
anarkister, der tabte, har det været deres ideer og
forståelse af krigen, der har skabt den fortælling
om krigen, der har domineret i offentligheden såvel
i Spanien som i resten af verden.
Denne fortælling, for nylig opridset endnu en gang
af forfatteren Klaus Rifbjerg i en kronik i
Politiken, lyder således:
Den 2. spanske republik, der opstod i april 1931, da
kong Alfons XIII valgte at gå i landflygtighed, var
demokratisk og repræsenterede det spanske folks
sande interesser.
Republikkens venstreorienterede regering i
1931-33 under Manuel Azaña gjorde sit bedste for at
indlede gennemgribende og nødvendige reformer af
godsejervældet, af militæret og af
uddannelsesvæsenet, som i alt for høj grad var
præget af reaktionære, katolske kræfter.
Denne demokratiske udvikling truede de besiddende
klasser, som derfor gjorde alt for at opbygge
antidemokratiske, militante og voldelige bevægelser
såsom den halvfascistiske Falange Española.
Samtidig konspirerede de rige og kirken med
antidemokratiske officerer for at forberede et
statskup mod demokratiet.
De reaktionære kræfters overgreb på
demokraterne provokerede arbejderopstanden i oktober
1934, som blev slået ned med hård hånd.
Angsten for et reaktionært kup var hovedårsagen til,
at venstrepartierne vandt valget i 1936 og fik
flertal i Cortes (parlamentet).
De progressive fortsatte deres demokratiske
politik, hvilket drev højrefløjen til at støtte det
oprør, som en gruppe yngre officerer iværksatte i
juli samme år.
Oprøret var et fascistisk og katolsk kup mod
en demokratisk regering.
Den derpå følgende borgerkrig var derfor et
demokratisk styres berettigede kamp mod et
fascistisk terrorregime, som vandt krigen takket
være støtte fra det fascistiske Italien og det
nationalsocialistiske Tyskland.
Under og efter krigen udførte de fascistiske
oprørere utallige massakrer, plyndringer og andre
ugerninger, der kostede en halv million livet.
Oprørslederen Francisco Franco installerede derpå et
blodigt og hævngerrigt diktatur, som kostede
yderligere hundredtusinder livet.
Regimet tjente de rige og undertrykte de fattige;
uddannelse blev erstattet af propaganda og kritikere
røg i fængsel eller blev henrettet.
Da Franco endelig døde i 1975, fik de
demokratiske kræfter deres længe ventede chance til
at fortsætte.
Det konstitutionelle monarki af i dag er
således ifølge den nuværende regeringschef José
Zapatero fortsættelsen af republikken og et opgør
med republikkens fjender.
Hver eneste sætning i denne fortælling er falsk,
hvilket som nævnt ikke hindrer, at den dominerer
ikke blot i Spanien, hvor den har regeringens blå
stempel og doceres i skoler og på universiteter, men
i hele verden.
Store dele af den tages for gode varer selv
af mange erfarne historikere såsom englænderne Hugh
Thomas og Anthony Beevor.
Men den er bundfalsk, forløjet og egnet til at
fremme de værste fordomme og undergrave det spanske
demokrati.
Her følger en sandere fortælling, der er mere loyal
såvel over for de historiske kendsgerninger som over
for aktørernes egne holdninger og handlinger.
Manuel Azaña, den venstrerepublikanske regeringschef
1931-33 og republikkens præsident 1936-39, var ingen
mønsterdemokrat.
Han troede i den franske revolutions ånd på
et styre af de kloge og gode og agtede ikke at lade
politiske modstandere tage magten fra sig.
De reformer, hans regering indledte, var
hverken velgennemtænkte eller vel udførte.
Regeringen lukkede snesevis af fornemme
katolske læreanstalter, herunder Spaniens eneste
institut for økonomisk forskning.
Den tillod bander af anarkister og andre
voldsmænd at myrde snesevis af formodede fjender og
afbrænde uvurderlige biblioteker og kunstskatte.
Højrefløjen reagerede ikke herpå med gengældelse
eller sammensværgelser.
Tværtimod insisterede dens ledende skikkelser
såsom Franco eller politikeren José Gil-Robles, på
at overholde de republikanske spilleregler, selvom
de selv personligt foretrak monarkiet.
Falangepartiet, som var det nærmeste, Spanien fik en
fascistisk bevægelse, var minimalt og aldeles ude af
stand til at hamle op med bølgen af revolutionær
vold.
Højrefløjen deltog loyalt i de politiske valg
og vandt da også valget 1933 med stort flertal.
For ikke at provokere venstrefløjen dannede valgets
sejrherrer en moderat centrumregering under ledelse
af det radikale parti, der havde været republikansk
årtier inden de fleste, der brystede sig af den
etiket.
De radikales leder Alejandro Lerroux nægtede i et år
at optage medlemmer af det største højreparti,
Gil-Robles’ CEDA, i regeringen for ikke at provokere
venstrefløjen.
Igennem hele republikkens korte historie var
det højrefløjen, der udviste det mest konsekvent
demokratiske sindelag, selvom mange af dens folk
ikke var demokrater, mens det var venstrefløjen, der
begik næsten alle voldshandlinger og overgreb på det
demokrati, den hævdede at værne.
Arbejderopstanden i oktober 1934 var ikke drevet af
nød eller angst for fascisme, en angst
socialistlederne selv erkendte var rent opspind.
Den var forsøget på at udløse en voldelig
revolution og var dermed det størst tænkelige angreb
på demokratiet.
Den var også første etape af borgerkrigen.
Det, der fik bægeret til at flyde over for
kritikerne af venstreregeringens politiske kurs, var
netop, at den folkefrontsregering af revolutionære
partier, der udgik af valget i februar 1936, ikke
længere var demokratisk og ikke længere loyal mod
republikkens grundlæggende principper.
Den var snarere præget af en accelererende
udglidning mod revolutionær aktivisme rettet ikke
mod at udvide demokratiet, men mod at ødelægge det
og indføre et socialistisk diktatur.
Ikke for ingenting kaldtes socialistlederen
Francisco Largo Caballero for ”den spanske Lenin”.
Hans beundring for det sovjetiske diktatur, hvis
massemord på millioner ikke ligefrem var ukendt i
samtiden, var grænseløs.
Da han blev styrets ledende mand efter det
militære oprør i juli, var det derfor logisk, at han
af alle kræfter fremmede den revolutionære proces.
Det styre, der forsvarede sig mod Francos oprør, var
derfor ikke længere en demokratisk republik i ordets
egentlige betydning, men noget, der snarere lignede
det, kommunisterne senere skulle kalde for
”folkedemokratier”, altså diktaturer, hvor
kommunistpartiet og dets håndlangere har al magten
og nådesløst bruger den til at udrydde modstandere
og overtage den totale magt over samfundet,
økonomien og kulturen.
På den anden side var Franco ikke fascist, men
konservativ katolik og frem for alt spansk patriot.
Kommunistpartiet, som var minimalt i februar 1936,
voksede eksplosivt hen over sommeren og efter
borgerkrigen brød ud.
Fra foråret 1937 havde det sikret sig den
reelle magt i det, omverdenen stadig betragtede som
den spanske republik.
Igennem stråmænd som socialistlederen Juan
Negrín, regeringschef 1938-39, sovjetiserede
kommunisterne de dele af Spanien, de kontrollerede.
De indrettede fængsler, myrdede modstandere
og truede naturligvis Franco-folkene med udryddelse,
hvis de skulle vinde.
En hovedperson i den kommunistiske
voldspolitik var partiets senere leder Santiago
Carillo, som i efteråret 1936 var ansvarlig for
mordet på omkring 6000 virkelige eller formodede
fjender af det nye styre i Madrid.
Det var Negrín, der udleverede verdens fjerdestørste
guldbeholdning, Spaniens, til Sovjetunionen, hvorved
han bevidst deponerede styrets økonomiske
handlefrihed hos Josef Stalin.
Den sovjetiske hjælp til folkefrontstyret var
ikke mindre end den italienske og tyske til de
nationale; ingen af de udenlandske interventioner
var imidlertid krigsafgørende.
Krigen kostede ikke en halv million, men 300.000
livet, fordelt nogenlunde lige mellem de to sider.
De bedste beregninger over massakrer viser,
at de nationale, som Franco-folkene kaldte sig,
myrdede adskilligt færre end folkefronten.
Efter krigen henrettede sejrherrerne ca.
25.000, igen et meget langt spring fra den halve
million, som stadig og ganske uden belæg nævnes, for
eksempel af den venstreorienterede Franco-biograf
Paul Preston.
Af de øvrige 25.000 politiske fanger fik langt de
fleste eftergivet deres straf.
Det skete eksempelvis for dem, der arbejdede
på Franco-styrets monument over de faldne i krigen i
Guadarrama-bjergene, hvor hver straffefange fik
eftergivet fem dages straf for hver dag, han
arbejdede.
Overgangen til demokrati efter Francos død skete
ikke i strid med hans ønsker, men i kraft af dem og
blev uden undtagelse udført af mænd, han selv havde
anbragt på deres poster.
Kongedømmet blev genindført efter Francos
ønske, og kong Juan Carlos, der gælder for at være
en progressiv, har sagt, at han ikke vil tåle, at
der tales ondt om Franco i hans nærvær.
Han husker at være taknemmelig, hvad mange,
der kalder sig demokrater i dagens Spanien, ikke
ønsker at gøre.
|
