Den lange vækst har i Danmark betydet, at BNP pr. indbygger på 200 år er steget fra få tusinde kr. i 2007-værdi til dagens ca. 200.000 kr. Det er en kolossal fremgang, selvom de lave tal for gamle dage er misvisende, idet mange folk levede helt eller delvis uden for pengeøkonomien. En anset økonomihistoriker har anslået, at gennemsnitsborgeren i Romerriget i oldtiden levede på et materielt niveau svarende til Indien eller Egypten i 1950erne.

Selvom folk måske ikke var så fattige, som tallene kunne tyde på, er der dog ingen tvivl om, at flertallets levestandard er mangedoblet siden 1820. Alle er også blevet sundere og stærkere. Så meget, at nogle forskere mener, at alene forbedringerne i folks fysiske velvære og styrke og i deres levetid forklarer meget af den lange vækst.

Vækst og moral

Vækst og velstand er ikke lykke, men den moderne velstand tillader et sundere, blidere og mindre fysisk risikabelt liv. Risikoen for at dø i utide af vold eller sygdom har, terrorismen til trods, aldrig været lavere i de rige lande.

Det er påfaldende, at det er i ly af den sikkerhed, velstanden har bragt, at folk lader sig skræmme af falske trusler såsom global opvarmning. Store dele af den vestlige kultur har reageret på sin velstand ved at hengive sig til politiske neuroser. I 1970erne hed de revolutionær ideologi, i 1980erne fred for enhver pris, og i dag hedder de miljøpanik. Fællesnævner for neuroserne er, at de giver det selvsamme vestlige samfund, der er verdenshistoriens frieste og mest kreative, skyld for alt muligt. En skyld, der kun kan afhjælpes, hvis Vesten opgiver troen på videnskab, fremskridt og frihed.

Neuroserne er farlige for fremtidens vækst. De lammer fremtidsviljen og bilder folk ind, at der er alt muligt galt ved samfundet, som skal udbedres ved hjælp af politisk kontrol og formynderi. Det er en opskrift på armod, ikke på fremtidig velstand.

De vender også tingene på hovedet. De beskylder Vesten for at forfølge vækst uden hensyn til moral. I virkeligheden er det kun i kraft af en særlig moral, at Vesten overhovedet opnåede velstand. Og kun hvis den moral fortsat honoreres, vil velstandens kilder fortsat springe. De velstandsvirksomme dele af moralen kan også læres af andre kulturer. Det ser vi i vore dage i Kina og Sydøstasien.

Moralens udtryk hedder nysgerrighed, pligtfølelse, disciplin, evnen til at udsætte nydelse, evnen og lysten til at inspirere sig selv og andre til ekstraordinære præstationer, optimisme. Fordommen siger, at de, der bliver rige, er selvoptagne egoister. De, der skaber virkelig velstand og gavner samfundsøkonomien, kan imidlertid ikke være egoister. De bliver nemlig kun rige, hvis de tilfredsstiller andres behov. Velstandens dybeste logik er derfor, at for at tilfredsstille egne behov må man først tilfredsstille andres.

Frihedsrum og ejendomsret

Den moderne mosaik af stater i Europa begyndte at danne sig i århundrederne efter Romerrigets fald i 400-tallet. Da Vesteuropa igen udviklede en høj civilisation, var det i skikkelse af en række forskellige, ofte konkurrerende stater. Europa var enestående i verden derved, at det bestod af én kultur, men politisk var opdelt. Eftersom Europa også var enestående derved, at væksten, den moderne teknologi og det moderne demokrati begyndte der, er det sandsynligt, at alle disse ting hænger sammen. Såvel væksten som demokratiet og teknologien har dybt nede noget at gøre med, at Europa var politisk delt.

Den politiske deling skabte, hvad jeg kalder frihedsrum, altså muligheder for folk for at udvandre, hvis vilkårene i deres hjemland blev for barske. Konkurrerende fyrster havde også et incitament til at lindre på skat og andre vilkår for at tiltrække de mest produktive, eftersom en fyrste med mange produktive undersåtter også ville modtage mere i skat og blive bedre i stand til at opretholde en stor hær. Fyrsternes politiske interesser dikterede derfor en adfærd, som i heldigste fald kunne føre til økonomisk udvikling.

Blandt de politiske institutioner, der førte til velstand, var og er ejendomsretten den vigtigste. Ejendomsretten, der bunder i romerretten, men fik sin afgørende udformning i England fra 1200-tallet og frem, beskytter individets interesser ved at beskytte dets dispositioner, og gav senere opfindere, investorer og købmænd sikkerhed for, at de kunne nyde udbyttet af deres risikovilje og opfindsomhed.

Kristendommen

Indtil omkring 1800 fungerede denne kombinerede logik af geografisk splittelse og ejendomsret tilfældigt, men dog med stadig stigende kraft. De europæiske stater udviklede markeder og handel, også inden den lange vækst satte ind. Europas politiske fragmentering og respekten for ejendomsretten er blandt velstandens dybe kilder.

Den europæiske kultur udsprang af kristendommen. Den er en kilde til velstand på flere måder. Først ved at tage magi og dæmoner ud af verden og sige, at verden er skabt af Gud som menneskets virkeplads. Dernæst ved at opfordre mennesker til at bruge deres gudgivne fornuft, herunder til at udforske naturen, finde lovmæssigheder og dermed nå frem til, hvad vi kalder videnskab. For det tredje ved at forkynde, at fysisk arbejde ikke er en ussel nødvendighed, som er uforenelig med en ordentlig samfundsborgers liv, men et naturligt livsvilkår. Opvurderingen af arbejde førte til opvurdering af arbejderen og dermed interesse for, hvordan arbejdet kunne gøres bedre og hurtigere. Det var en stærk impuls til teknologisk opfindsomhed, som da også var udbredt i middelalderen.

Andre aspekter af kristendommen var mindre tjenlige for vækst, og de måtte overvindes, for at de positive elementer kunne udfolde sig. Større hindringer var imidlertid de politiske og ideologiske, såsom den lære, der herskede i de fleste europæiske stater inden 1800, nemlig merkantilismen. Den sagde, at enhver stat skal holde på sine penge, forhindre import og beskytte hjemlige producenter. Det var først, da frihandelen vandt indpas i 1800-tallet, at handelens enorme betydning som stimulans for vækst, opfindsomhed og teknologi for alvor slog igennem.

Velstandens umiddelbare kilde er den menneskelige kreativitet. Det store historiske spørgsmål er, hvorfor det var i Europa, at den kreativitet først førte såvel til demokrati og frihed som til videnskab og teknologi. Svaret herpå må nødvendigvis begynde med Europas særpræg. De var dels geografiske og dels kulturelle, og kernen i det kulturelle særpræg var kristendommen.

I mandags udkom David Gress bog Velstandens kilder (Borgen), som dette essay tager afsæt i.