En halv nation nægter at dø

Af David Gress
Historiker, ph.d.

”En halv nation nægter at dø”, sagde højrepolitikeren José Gil-Robles i det spanske parlament under voldsforåret 1936 patetisk, men i situationen ganske forståeligt.  Den ene halvdel af det politiske Spanien ønskede ikke at lade den anden leve, og den anden ville ikke lægge sig til at dø.  Derfor kom borgerkrigen.  Den begyndte ikke med generalerne Francisco Franco og Emilio Molas oprør den 17. juli, men med yderpartiernes, frem for alt socialisternes, undergravelse af republikken, som begyndte i 1931 og accelererede fra 1934.

Morten Heiberg mener (kronik 9/10), at jeg ”tydeligvis ingen indsigt har i borgerkrigen”.  Han angriber, ofte i et ejendommeligt oprømt tonefald, forskellige af de teser, jeg fremførte 1/10.  Han anfægter dog ikke, at socialisternes påstand om, at arbejderopstanden i oktober 1934 var svar på et truende fascistisk kup, var bevidst opspind.  Det ville også være svært, idet det fremgår af socialisternes egne interne dokumenter, som Pío Moa har refereret i ”Los orígines de la Guerra Civil Española” fra 1999.

Om Moa synes Heiberg åbenbart det er vigtigt at påpege, at manden var maoist i 1975.  Moa har selv undret sig over at han ofte mødes, ikke med modbeviser, men med dette argumentum ad hominem, frit oversat ”gå efter manden, ikke bolden”.  Hvis Moa har uret, er det hans påstande, der skal kritiseres, ikke hans levnedsløb, og det er ikke gjort med skældsordet ”revisionist”.  Moas metode er at referere aktørernes egne hensigter og sammenholde dem med deres handlinger.  Det er derfor, han med rette kan skrive, at det var højre, der under republikken 1931-36 handlede mest loyalt mod forfatningsordenen, mens venstre bestandig undergravede den.  Socialistlederen Francisco Largo Caballero, ”den spanske Lenin”, krævede i 1934 ”en revolutionær armé, som kan tage kampen op med vore fjender”, fjender, som Largo Caballero udmærket vidste ikke var fascister, men blot det Spanien, der ikke ønskede socialistisk revolution.  Han tilføjede, at det ikke gjaldt om at erobre regeringsmagten, for den ville man risikere at miste igen, men om at oprette en totalitær, socialistisk magt som i Sovjetunionen.

Heiberg har ret i, at general José Sanjurjo gjorde et kupforsøg i august 1932.  Kupforsøget mislykkedes, blandt andet fordi Franco nægtede at deltage.  Det blev fulgt af hårdhændet undertrykkelse af højrepolitikere og –aviser og udnyttet som argument for at fremme den revolutionære agitation, som udløste opstanden i 1934 og styrkede separatismen i Baskerlandet og Catalonien.  Ligeledes blev venstresejren ved valgene i februar 1936 udnyttet til at genopfriske forfølgelsen af højrefolk, herunder hundredevis af mord, ligskændinger og kirkeafbrændinger.  Overgreb, som højre kun spagt besvarede, hvilket selvsagt ikke udelukker, at visse højrefolk kom med antidemokratiske udtalelser.  Det er fakta, ligesom det er et faktum, at folkefrontspræsidenten Manuel Azaña selv i tilbageblik betegnede republikken som ”magtesløshed og ballade”.  Denne omskiftelige, dybt begavede, musiske, selvtilfredse og fascinerende mand døde fattig, men forsonet med kirken, i Frankrig i 1940.

Sovjetdiktatoren Josef Stalin førte ifølge Heiberg en ”vægelsindet” politik i 1930’erne, ”dikteret af hensynet til vestmagterne”.  Den Kommunistiske Internationale besluttede dog i 1935, at den kommunistiske magtstrategi i vestmagterne skulle udøves gennem folkefronter, altså regeringskoalitioner med socialister, som kommunistpartierne så skulle udhule for gradvis at sætte sig på den reelle magt, som det skete i folkefronts-Spanien.  At planlægge totalitær magtovertagelse i demokratiske lande er en besynderlig måde at vise hensyn på.  Stalin distancerede sig ganske vist senere fra Komintern-strategien eller lod som om, hvilket førte til pagten med Adolf Hitler i august 1939.

Om det spanske guld til en værdi af op mod 100 mia. i dag, som blev sendt til Sovjet i september 1936, skriver amerikaneren Burnett Bolloten, at finansminister Juan Negrín ganske vist fik kabinettets tilladelse til at eksportere guldet, men at beslutningen om at sende hovedparten til netop Sovjetunionen blev truffet af Negrín og premier- og krigsminister Largo Caballero bag Azañas ryg, mens selve flytningen blev organiseret af marineminister Indalecio Prieto og den sovjetiske agent Artur Stasjevski.  Bolloten kommenterer, at ”eftersom guldtransporten gjorde den spanske regering økonomisk afhængig af Moskva og fratog den muligheden for at forhandle med andre lande, såfremt våbenembargoen skulle blive løftet … må man spørge sig, hvorfor Negrín og Largo Caballero ikke sørgede for at bevare en rest af økonomisk uafhængighed ved at sende guldet i mindre portioner”.

At Negrín og kolleger bevidst deponerede folkefrontstyrets økonomiske afhængighed hos Stalin er således ingen ”frankistisk myte”, som Heiberg med citat af venstrehistorikeren Ángel Viñas hævder, men den logiske følge af deres prosovjetiske holdning.  Her stemmer hensigter og handlinger fuldt overens.  Negrín fortrød før sin død 1956, at han havde ladet de sovjetiske agenter og sine kolleger gøre sig til Stalins mand i Spanien.  Det hindrer desværre ikke, at det var netop det, han var under borgerkrigen.

Bolloten var journalist i folkefronts-Spanien under krigen og begyndte allerede da at samle et arkiv herom, som inden hans død 1987 nåede at omfatte 125.000 billeder mikrofilm, 67 kasser manuskripter, 2500 ofte sjældne tryksager, 12.000 aviser og 10 scrapbøger.  Han sympatiserede indledningsvis med folkefronten, men hans oplevelser og samtaler fik ham til at ændre synspunkt.  Da første udgave af hans historie om krigen udkom i 1961, blev den derfor ignoreret eller udskældt af den progressive opinion.  Men ingen kan tillade sig at skrive om krigen og især om folkefrontens side uden at have tilegnet sig Bollotens uigendrivelige konklusioner, sidst fremstillet i den posthume 1100 siders udgave af ”The Spanish Civil War: Revolution and Counterrevolution” fra 1991.

Den overordnede er, at kommunisterne, deres allierede og andre nyttige idioter gennemførte ”et stort bedrag” i folkefronts-Spanien.  De lod regeringen udadtil fortsætte som et tilsyneladende legitimt republikansk styre, mens de i realiteten gjorde, hvad de kunne, for at omdanne dette til en forløber for efterkrigstidens totalitære folkedemokratier bag Jerntæppet.  Som reaktion gjorde antikommunistiske kræfter oprør i marts 1939 og fremskyndede derved de nationales sejr.

Heiberg bestrider mine tabstal for likviderede under og efter borgerkrigen, skønt jeg takker ham for ikke at diske op med de absurde tal for de nationales drab, som visse fagfolk stadig bringer.  Ramón Salas Larrazábal udgav i 1977 pionerværket om tabene, senere korrigeret af Ángel Martín Rubio.  Denne taler om ca. 25.000 ofre for Franco-styret efter krigen.  Her indrømmer jeg en fejl, som desværre ikke nåede at blive rettet i den trykte kronik.  Jeg skrev, at der udover de 25.000 henrettede efter krigen var 25.000 andre politiske fanger.  Tallet er snarere 240.000 i året 1940, som dog i 1944 allerede var nede på 34.000.  Langt de fleste af dem, der flygtede ved borgerkrigens slut, vendte tilbage inden for et år, hvilket viser, at de ikke netop frygtede en morderisk undertrykkelse.  I øvrigt forblev også den almindelige kriminalitet uhyre lav efter nutidens målestok under Franco-styret.

Franco ønskede at besætte Gibraltar og Portugal i 1940, skriver Heiberg.  Det afgørende er, at det jo ikke skete.  Borgerkrigseksperten Stanley Payne, en stor beundrer af Pío Moa, skriver i sin netop udgivne ”Franco and Hitler”, at ”i december 1940 havde Franco og (hans dengang nære medarbejder og svoger Ramón) Serrano besluttet, at krigsdeltagelse ikke var ønskelig på daværende tidspunkt” og at den allierede landgang i Nordafrika i november 1942 endegyldigt overbeviste Franco om, at Spanien burde holde sig udenfor.

Franco håbede længe på Aksemagternes sejr i krigen, og det er let at anse for en moralsk fejl i dag, skønt det politisk naturligvis fulgte af Francos frygt for øget sovjetisk magt i Europa, en frygt som tiden skulle vise var velbegrundet.  Det hører imidlertid med i billedet, at Franco-styret frelste flere jøder fra udryddelse end nogen anden stat bortset fra Vatikanet; efter Moas skøn omkring 46.000.  Ingen jøde blev uanset nationalitet udvist af Spanien, og diplomaten Ángel Sanz Briz i Budapest, en tro Franco-mand, reddede personligt tusinder.

Til slut: ifølge Heiberg kan Franco-styret ikke være demokratiets forudsætning.  Den påstand er ikke blot løgn, men uforståelig.  Hvem gennemførte overgangen til demokrati andre end kong Juan Carlos, indsat af Franco, og Franco-styrets egne ministre og embedsmænd?  Socialistpartiet, tolereret af styret siden 1960’erne, spillede en underordnet rolle, og kommunistpartiet ønskede jo ikke demokrati.  At stærke kræfter i dag, anført af premierminister José Zapatero og meningsdannere, der efterplaprer venstre-vrængbilledet af historien, nu vil hævde noget andet, er en trussel mod spansk demokrati.  Dette kan kun bygge på forståelse og viden, ikke på intolerance og overtro.