”Det ligner et blodbad dernede.  Hvad fanden foregår der?”
Uidentificeret helikopterpilot over My Lai, 16. marts 1968

Blodbadet i landsbyen My Lai i Quang Ngai-provinsen kom for mange til at stå som Vietnamkrigens moralske vendepunkt.  Mændene i kompagni C, 1. bataljon af 23. amerikanske infanteridivision, omkring 100 hidtil normale unge soldater, myrdede på kort tid mellem 300 og 500 ubevæbnede civilister.  ”Jeg så ingen i live, da vi forlod landsbyen”, fortalte en deltager senere.

Massakren kom først for en dag, da en soldat året efter skrev breve til præsident Richard Nixon og andre politiske og militære ledere.  Det førte til krigsretssager i 1970 mod løjtnant Michael Calley, hans chef, kaptajn Ernest Medina, og en række andre.  Kun Calley blev idømt livsvarigt fængsel for mord, men blev kort efter benådet af Nixon under henvisning til, at Calley havde handlet efter ordre og var overbevist om, at landsbyen var fuld af kommunistiske partisaner.

Året efter chokerede den senere præsidentkandidat John Kerry offentligheden med påstande om, at amerikanske soldater havde begået snesevis af massakrer som den i My Lai.  Senatet undersøgte påstandene, der syntes at bekræfte det i hele den vestlige offentlighed udbredte indtryk, at amerikanerne var blodtørstige imperialister.  Imidlertid fandt man intet hold i nogen af dem.  My Lai var og forblev et enestående tilfælde.

Det var der få, der dengang troede.  Meningsdannere i USA og Europa skabte i de år en forståelse af krigen, der trods at den er modbevist af seriøse historikere, fortsat dominerer den offentlige mening.  For nogle var krigen en forfærdelig fejltagelse, ”den forkerte krig på det forkerte sted og det forkerte tidspunkt”, som man sagde.  Den var en fejltagelse, fordi nordvietnameserne først og fremmest førte en national befrielseskamp og ikke var kommunister ude på magt og udryddelse af anderledestænkende.  For andre, og det vil sige venstrefløjen og naturligvis Sovjetunionen og Kina, var krigen et kynisk imperialistisk overgreb på uskyldige mennesker, udført for at demonstrere amerikansk magt, myrde uskyldige og afskrække modstand.

Tet

I februar 1968 myrdede kommunisterne mellem 2-6000 civilister i Vietnams gamle hovedstad Hue.  Det var en langt større massakre end My Lai og langtfra unik.  Da kommunisterne i 1975 endelig besatte hele Sydvietnam, indledte de forfølgelser mod mulige eller opdigtede fjender, som kostede flere hundrede tusinde livet.  Det var imidlertid massakrer, som fandt sted uden vestlig opmærksomhed.  Faktisk var der næsten ingen, der interesserede sig for dem.  Kun amerikanerne kunne være skurke, og kommunisterne kunne kun være gode.

Såvel My Lai som Hue-massakrerne fandt sted under de operationer, der blev kendt som Tet-offensiven.  Den brød ud 30. januar 1968 under den vietnamesiske Tet-højtid.  Amerikanske og sydvietnamesiske tropper holdt våbenhvile og forventede, at de kommunistiske Vietcong-partisaner og den nordvietnamesiske hær ville overholde våbenhvilen, som de havde gjort i tidligere år.

Det gjorde de ikke i 1968.  Vietcong-partisaner invaderede Saigon og andre storbyer, hvor de aldrig hidtil havde vist sig.  Hele verden så tv-klippene fra den amerikanske ambassade, hvor man tydeligt hørte våbenlarm og så kamphandlinger.  Hvis amerikanerne ikke engang kunne garantere sikkerhed i hjertet af Saigon, tænkte mange, måtte krigen da være tabt.  En forestilling, amerikanske medier med CBS-ankermanden Walter Cronkite i spidsen gjorde alt for at bestyrke.  Tet-offensiven blev det tidspunkt, da USA tabte krigen i kampen om den offentlige mening.  My Lai-massakren bekræftede blot det indtryk, mange allerede havde af en amerikansk ledelse, der enten var dum eller ondsindet eller begge dele.

En af de få journalister, som siden øvede selvkritik over dækningen af Tet, var Washington Posts Peter Braestrup, der selv havde været marinesoldat i Koreakrigen.  Han påpegede i sin bog ”Big Story” fra 1977, at den amerikanske kommando i flere måneder havde advaret om, at noget stort var i gære fra Vietcongs side.  Det stred mod den udbredte tro på, at Tet kom som et chok og afslørede fatale mangler i amerikansk efterretningsvæsen og beredskab.

Han påpegede også, at Tet var en katastrofe for Vietcong, hvilket var direkte modsat af, hvad alle udenforstående fik at vide af medierne i 1968 og siden.  Vietcong’erne eksponerede sig ved deres infiltration i byerne og mistede 80.000 af deres bedste folk.  20.000 andre opgav kampen og gik over til sydvietnameserne, endnu en ting, som få vestlige medier bemærkede, eftersom de var fast overbevist om, at det korrupte sydvietnamesiske styre umuligt kunne konkurrere med de renfærdige og retfærdige kommunister om folkets gunst.

Tet-kampene blussede op indtil august.  Da de endte, var ingen by taget fra Saigon-styret, men Vietcong var ødelagt.  Fra da af spillede de kun en perifer rolle i krigen.  Det var nu det nordvietnamesiske regimes regulære hær, der leverede soldaterne, udkæmpede slagene og erobrede Saigon i 1975.

Nogle har ment, at det nordvietnamesiske regime i Hanoi under partileder Ho Chi Minh og hæren under general Vo Nguyen Giap bevidst lod Vietcong eksponere sig for at lade dem massakrere, så de ikke kunne spille nogen rolle i det fremtidige kommunistiske styre.  En sådan adfærd ville være ganske karakteristisk for et kommunistregime.  Vietcong’erne var sydvietnamesere, der traditionelt var mere åbne for omverdenen og især mindre loyale mod Sovjetunionen og Kina end Hanoi-styrets mænd.

Operationer

Allerede 31. januar havde 10.000 Vietcong og nordvietnamesere fordrevet svage amerikanske og sydvietnamesiske styrker fra Hue.  Sidstnævnte gik omgående til modangreb med en vietnamesisk division og tre svage amerikanske marinebataljoner, i alt 2500 mand.  Mod overmagten på fire mod én lykkedes det amerikanere og vietnamesere at generobre Hue på fire uger.

Kommunisterne var som altid gået målrettet til værks mod enhver, der i kraft af viden, uddannelse eller personlighed kunne true deres magt.  Det gjaldt embedsmænd, venner af amerikanerne og civilister, der ikke mødte op til forhør, kritiserede besættelsen eller udviste en ”dårlig holdning” til Vietcong.  I Hues katolske kvarter Phucam blev alle våbenføre mænd over 15 år massakreret.  En Vietcong-officer fortalte senere, at kommunisterne ”var særlig opsat på at myrde de mennesker i Phucam, fordi katolikkerne blev anset for udpræget fjendtligsindede”.

Der er ikke påvist nogen sammenhæng mellem de tusindvis af myrdede i Hue og kompagni C’s massakre i My Lai, men det står fast, at amerikanske soldater var rystet af Tet-offensiven og mere nervøse end ellers.  Operationen mod My Lai var del af en modoffensiv mod Vietcong og var rettet mod fire landsbyer, der angiveligt husede en Vietcong-bataljon.  Det amerikanske kompagni skulle ”gå aggressivt til værks, finde fjenden og udrydde ham”.  Soldaterne parerede ordre, bortset fra, at Vietcong var forsvundet.  Det, der derpå skete, gav dem en uvurderlig propagandasejr, der ganske skjulte deres egne langt større forbrydelser.

Krigen der ikke vil forsvinde

I 1995 skrev historikeren Walter McDougall, der som én af få akademikere ikke var skulket fra sin værnepligt, men aftjente den i Vietnam, et essay om krigens langtidsvirkninger.  ”Alle amerikanere af min generation” – han er født 1948 – ”ved, at der ikke er nogen hjemsendelse fra den krig”.  Den ”vietnamiserede Amerika” på mange måder.  En var, at hæren blev professionaliseret, da værnepligten blev afskaffet i 1972 af en regering, der gav efter for demonstrationer og hadpropaganda.  En anden, at Tet, My Lai og det endelige nederlag indledte Kongressens, lovgivningsmagtens, langvarige og fremgangsrige offensiv mod præsidentembedet, som aldrig siden har haft den magt, det havde i 1960’erne.  En tredje var, at hæren i løbet af krigen blev racemæssigt integreret som aldrig før.

Andre virkninger er mindre håndgribelige, men desto mere udbredte.  Populærkulturen, film, popmusik og triviallitteratur drejede 180 grader.  Hvor patriotisme, loyalitet og stolthed førhen var selvfølgeligheder, var emnerne nu kritik, mistænksomhed, foragt for magthaverne og politisk korrekthed.  Politikerne led af ”Vietnamsyndromet”, den paniske angst for, at ethvert udenrigspolitisk militært engagement må være kortvarigt, for den offentlige mening vil ikke tolerere tab og langvarig krig.  Et syndrom, som Irak-krigen ikke ganske har fjernet, tværtimod.

Der er ingen hjemsendelse fra den krig.