|
09.04.2005 KL. 03:00 |
|
Kronik:
Moral, ansvar og den 9. april |
|
Danmarks tragedie den 9. april 1940 var, at folket
var tvunget til at leve efter en slavemoral, fordi dets ledere havde
svigtet. Derfor er det en rimelig historisk vurdering, at lederne
handlede umoralsk. Den største skyld rammer ikke samarbejdspolitikerne,
men dem, der gjorde samarbejdspolitikken nødvendig, altså i første række
Stauning og de Radikale, skriver dagens kronikør |
|
AF DAVID GRESS, HISTORIKER, PH.D., CENTER FOR
KULTURFORMIDLING, AARHUS UNIVERSITET |
|
Den 9. april 1940 besatte det tyske XXXI. armékorps Danmark. Samme
eftermiddag kom korpsets stabschef, generalmajor Kurt Himer, i audiens
hos kong Christian X. Himer garanterede kongen "ærefuld behandling" og
gav ham lov at beholde Livgarden. Efter disse formaliteter sagde kongen
spontant til Himer: »Og nu, hr. general, vil jeg som gammel soldat sige
én ting til. Det her har I gjort helt fabelagtig godt. Det var
storartet, det må man som soldat sige.« |
|
Kongen havde ret. Korpsets 38.000 mand
havde på få timer gennemført Weserübung Süd, besættelsen af Danmark. Den
var den nødvendige forudsætning for hovedaktionen, at besætte Norge og
især de norske atlanthavne for at komme en britisk besættelse i forkøbet
og derved sikre Tysklands nordflanke i kampen mod Storbritannien.
Sjældent eller aldrig er en krigsoperation forløbet så ublodigt og så
præcist efter en stram og, mente mange tyske officerer, urealistisk
tidsplan. Især ikke en så risikabel operation som Weserübung, der
krævede et aldrig før set samarbejde af hær, luftvåben og marine over
tusinder af kilometer. |
|
Tyskerne havde dog ingen grund til at være
overrasket over, at det gik så let i Danmark. I sin nytårstale få
måneder før havde statsminister Thorvald Stauning sagt, at et militært
forsvar af Danmark ikke var muligt, fordi befolkningen frygtede krig.
Med denne besynderlige logik udstedte Stauning en åben invitation til
Adolf Hitler, som da også tog imod den. |
|
Logikken er besynderlig og genkendeligt
dansk. Den går ud på at skyde det ansvar, man ellers har, fra sig ved at
sige, at ydre omstændigheder, som man ikke kan påvirke, gør ellers
nødvendige handlinger umulige. Den er besynderlig i to henseender. Dels
var det regeringschefens ansvar at værne om rigets sikkerhed, uanset
hvad befolkningen mente. Hvis befolkningen frygtede krig, burde en
ansvarlig statsmand indgyde den mod, ikke give op. Dels sagde Stauning
ikke, hvorfor befolkningen frygtede krig. Det var i høj grad hans og de
Radikales skyld. De havde i 11 år sultet dansk forsvar og i tide og
utide gentaget, at rigets sikkerhed ikke kunne garanteres med våben, men
kun med håb og tillid til internationale aftaler. |
|
En ærlig Stauning ville have sagt, at
befolkningen takket være hans idelige defaitisme var blevet
indoktrineret til at frygte al krig og tro, at intet forsvar var muligt.
Det var lykkedes ham at skabe en stemning, som han nu kunne beskylde for
at gøre et forsvar umuligt. Burde han da ikke være tilfreds? Nej, i
stedet fik vi nytårstalens umandige klynkeri. |
|
Det særligt danske i logikken genkender vi
fra andre militære kriser, der førte til unødvendige nederlag som i 1657
og 1864. Begge gange førte ledelsen riget i krig, som man ved
uduelighed, uenighed, manglende forberedelser og tøven havde gjort alt
for på forhånd at tabe. Begge gange skød ledelsen bagefter skylden for
nederlaget på alle andre end sig selv. Begge gange, især efter 1864,
efterlod nederlagene folket med en malplaceret opfattelse af, at Danmark
var umuligt at forsvare, og at forsvar kun endte med nederlag.
Malplaceret, fordi duelig ledelse i begge tilfælde enten kunne have
undgået krig eller ført til sejr. |
|
Situationen i 1940 kan ikke sammenlignes
med andre, vil man indvende. Det er rigtigt; alle historiske situationer
er enestående, men kan de ikke sammenlignes, kan man ikke gøre historien
forståelig. Desuden er duelighed, moral, mod og fejhed genkommende
faktorer, også i 1940. Lad os derfor på 65-årsdagen for Weserübung Süd
spørge, om den var uundgåelig, og hvad det vil sige at give en moralsk
vurdering af den 9. april. |
|
Staunings efterfølger, Anders Fogh
Rasmussen, har provokeret både politiske modstandere og faghistorikere
ved at sige, at samarbejdspolitikken efter den 9. april var moralsk
forkert. Det moralske ville ifølge ham have været fra begyndelsen at
sabotere samarbejdet og markere dansk modstand mod besættelsen. Alex
Wittendorff (JP's kronik 6/4) gav eksempler på, hvordan regering og folk
også uden at risikere blodige repressalier kunne have markeret en større
distance til besættelsesmagten, end de gjorde. Som hovedleverandører af
fødevarer til Tyskland havde danskerne større indflydelse, end mange
senere har villet indrømme. |
|
Statsministeren har ikke udtalt sig
offentligt om den 9. april, og det er slående, fordi hvis han ikke synes
om samarbejdspolitikken, må han også have en mening om den begivenhed,
der var dens forudsætning, nemlig Besættelsen. Hvis det tyske angreb var
uundgåeligt, ville det så have været bedre at slås, som nordmændene
gjorde, selvom kampen var håbløs? Ville man ikke derved have markeret,
at tyskerne var fjenden, og at enhver, der samarbejdede, var
landsforræder? Og ville det allermest moralske ikke have været at
forberede et kampdygtigt forsvar, så der måske slet ikke kom noget
angreb? Spørgsmål, jeg her kun kan skitsere svar på, og som må besvares
af alle, politikere og andre, der seriøst vil beskæftige sig ikke kun
med samtidshistorien, men med spørgsmålet om national og individuel
karakter og med de langtidsvirksomme faktorer, der påvirker de ledendes
adfærd og befolkningens stemninger i krisetider. |
|
Når statsministeren kalder
samarbejdspolitikken umoralsk, mener han sikkert, at det var umoralsk at
arbejde for Nazityskland, fordi nazismen i sig selv var ond. At fremme
ondskab, også ved at levere mad til ondskabens soldater, er forkert. |
|
Det er let at uddele moralske
karakterbøger til fortiden, men det er ikke loyalt over for fortidens
mennesker. Det er faktisk lidt umoralsk, fordi bakspejlsmoralisten ikke
selv har noget ansvar. Han kan påstå, at han ville have handlet
anderledes, men hvem ved? Han minder om de farisæere, Jesus kaldte
hyklere, fordi de påstod, at de ikke ville have forfulgt profeterne
(Matt. 23,30). |
|
Bakspejlsmoralisten dømmer fortidens
politiske og kollektive beslutninger ud fra sin egen moralopfattelse.
Det er at blande forskellige slags moral sammen, og det er
anakronistisk. Historiefagets fornemste grundregel er ikke at måle
fortiden med nutidens alen. Det er den konstante overtrædelse af den
regel, som gør så megen diskussion af historien i vore dage til
moraliserende bulder, der formørker mere, end det oplyser. |
|
Den eneste seriøse moralske vurdering af
fortiden er en vurdering, der begynder med de handlendes reelle
muligheder og karakteregenskaber under de givne betingelser. Derfor
finder jeg det ulige vigtigere at se på den karakter og den (u)moral,
Stauning lagde for dagen i nytårstalen 1940, end på
samarbejdspolitikken. Den var blot en konsekvens af, at Stauning
fralagde sig ansvaret for en situation, han selv med åbne øjne havde
været med til at skabe. |
|
Var et forsvar muligt? Ikke ifølge
Stauning, som dermed fralagde sig statsmandens moral og iførte sig
slavens, den moral der siger, at hvis jeg dukker nakken og giver herren,
hvad han forlanger, så bliver han tilfreds, og så bliver jeg og min
familie ikke straffet. Det er en slags moral, men den er kun nødvendig,
hvis man sidder i en fælde, som det anstændige og frie menneske må søge
at undgå. Somme tider er det ikke muligt, og så må slavemoralen træde i
kraft. |
|
Danmarks tragedie den 9. april var, at
folket var tvunget til at leve efter en slavemoral, fordi dets ledere
havde svigtet. Derfor er det en rimelig historisk vurdering, at lederne
handlede umoralsk. Den største skyld rammer ikke samarbejdspolitikerne,
men dem, der gjorde samarbejdspolitikken nødvendig, altså i første række
Stauning og de Radikale. |
|
Tyskerne delte ikke Staunings vurdering,
at et forsvar var umuligt. Den tyske efterretningsofficer Hans Oster
ønskede at sabotere Hitlers krig og mente, at hvis Weserübung
mislykkedes, kunne det føre til naziregimets fald. Han lækkede derfor
planen til den hollandske militærattaché, som gav den videre til
danskerne og nordmændene. |
|
Hans-Martin Ottmer, der har skrevet den
udførligste analyse af Weserübung, mener, at »hvis de konkrete
oplysninger, som oberst Oster havde givet hollænderen, var blevet taget
alvorligt af Storbritannien, Danmark og Norge, ville operationen
sandsynligvis være mislykket. Tusinder af soldater ville være faldet og
de fleste af krigsmarinens overfladeenheder tilintetgjort.« Den danske
ledelse fik oplysningerne 4. april. Oster må derfor have ment, at et
dansk forsvar endnu så sent kunne etableres. |
|
De uforberedte danske styrker tog kampen
op i nogle timer den 9. april. Det glemmer vi ofte, måske fordi den
korte kamp antyder, at et forsvar også med den dårligt trænede og
udrustede hær var muligt. Det forbløffende var, at de samme soldater,
som den 8. april opførte sig udisciplineret og dovent, om morgenen den
9. i flere tilfælde kæmpede som løver under håbløse forhold. |
|
Da tyskerne besatte Sønderborg, spurgte de
den danske befalingsmand, hvor mange mand, der havde været til rådighed
i Sønderjylland. 2000? 3000? Der var 800, lød svaret. Tyskeren måbede.
»Gik De i kamp med så få?« Han rakte hånden frem. »De kan hilse Deres
mænd og fortælle dem, at Værnemagten ville være stolt over at have
sådanne soldater.« |
|
Da de danske soldater efter få timer
nedlagde våbnene, blev de overfuset af civilister. »I dur alligevel ikke
til noget!« Igen mærker man en moralsk ladning, som gør ondt og skal
skubbes væk. Det var den samme befolkning, der ifølge Stauning frygtede
krig og gjorde et forsvar umuligt. Da så forsvaret gik i funktion, men
hurtigt standsede, blev de samme mennesker rasende, ikke på Stauning
eller sig selv, hvad der ville have været ærligt, men på de arme
soldater, som ikke var skyld i, at de var for sent udkommanderet eller
dårligt udrustet. |
|
Hvad følgen ville have været af et
organiseret dansk forsvar den 9. april, kan ingen vide. Det tyske korps
talte 38.000; Danmark kunne have mobiliseret det tredobbelte. Det er
heller ikke sagen her at skrive alternativ historie. |
|
Sagen er det moralske spørgsmål, og her er
mit svar, at den overordnede moralske og politiske dom må fældes over de
ansvarlige, der skabte defaitismen og sultede forsvaret, og som
klynkende løb fra ansvaret, da alvorens time slog. Det er en dom, der
ikke er anakronistisk, men grunder sig nøje i de handlendes muligheder
og karakter. |
Kilder: Hans-Martin Ottmer, "Weserübung".
Der deutsche Angriff auf Dänemark und Norwegen im April 1940. (=
Operationen des Zweiten Weltkrieges, bd. 1). München: Oldenbourg 1994.
Sven Stolpe, Memoarer bd. 3, Krigstid. Stockholm: Askild & Kärnekull
1976.
Tage Kaarsted, Krise og Krig. Danmarks Historie 1925-1950. København:
Gyldendal 1993. |
|
|
|
|
|
Kronik:
Slaget ved Kursk - myten
om Prokhorovka |
5. juli 2007
Jyllands-Posten
David Gress |
|
Slaget ved Kursk er blevet kaldt ”det tyske panservåbens grav”,
Anden Verdenskrigs endegyldige vendepunkt på Østfronten. |
|
Den 5. juli 1943 indledte tyske styrker
fra Kharkov i syd og Orel i nord en offensiv mod Den Røde Hær, der havde
henved en million mand deployeret i en fremskudt bue i Østfronten vest
for Kursk. I de tyske styrker indgik 2.700 kampvogne, herunder mange af
de nye typer Tiger og Panther, som med deres stærke armering og
langtrækkende kanoner var alle andre kampvogne på begge sider milevidt
overlegne. |
|
Slaget ved Kursk er blevet en af de store
legender om Anden Verdenskrig. |
|
Legenden siger, at Adolf Hitler med
angrebet, døbt Operation Zitadelle, bevidst og for sidste gang søgte at
fremtvinge en militær afgørelse på Østfronten til Tysklands fordel.
Planen var ifølge legenden at vinde endnu en overvældende sejr, der
ville overbevise Josef Stalin om, at Den Røde Hær aldrig kunne besejre
den tyske værnemagt og derfor tvinge Sovjet til fred. |
|
Det var, hedder det, knald eller fald. Og
det blev fald, fordi Den Røde Hær var forberedt og overlegen. For at få
flest mulig af de nye kampvogne til fronten udsatte Hitler gang på gang
angrebet, indtil den sovjetiske front var så vel mineret og styrkerne så
store, at det på forhånd var dødsdømt. I stedet for et hurtigt
gennembrud og en klassisk knibtangsbevægelse, hvorved de to tyske
angrebskiler skulle mødes ved Kursk og afskære en million rødarmister,
måtte den nordlige kile, 9. armé, gå i defensiven efter en uge, mens 4.
panserarmés kampvognsstyrker, der kom sydfra, forblødte i kaotiske,
blodige kampe med endeløse masser af fremrykkende sovjetiske
T34-kampvogne. |
|
Herefter var det tyske panservåben på
Østfronten kun en skygge af sig selv. |
|
Slagets midtpunkt og symbolske kulmination
var ifølge legenden dagen den 12. juli, da generalløjtnant Pavel
Rotmistrovs friske 5. garder-panserarmé med 900 T34’ere sydvest for
landsbyen Prokhorovka overraskende gik til modangreb på det uforberedte
2. SS-panserkorps, som blev tværet helt ud. Rotmistrov skabte legenden i
senere bøger: |
|
»T34-besætningerne udnyttede forvirringen
og angreb på korteste afstand, som tillod dem at tage Tigrene og
Pantherne under beskydning bagfra, hvor ammunitionen var lagret. Det
fejlslagne tyske fremstød mod Prokhorovka markerede enden på Operation
Zitadelle … Over 300 tyske kampvogne blev ødelagt alene den 12. juli …
Kampen om Kursk rev hjertet ud af den tyske hær … Den sovjetiske succes
ved Kursk var krigens vigtigste afgørelse«. |
|
Selv under Den Kolde Krig blev Rotmistrovs
helteepos troet og genfortalt i Vesten. Ikke mindst af den tyske
populærhistoriker Paul Carell, hvis livlige beretninger udkom som
billigbøger i USA og blev godtaget af titusinder, indtil de udgjorde den
alment accepterede sandhed om de militære begivenheder på Østfronten.
Hos Carell blev Prokhorovka for alvor til ”det tyske panservåbens grav”
og til krigens absolutte vendepunkt, før hvilket tysk sejr var mulig,
men efter hvilket kun sovjetisk sejr var det. |
|
Carell identificerer ovenikøbet et kritisk
øjeblik, nemlig da 3. tyske panserkorps i anmarch sydfra truer
Rotmistrovs venstre flanke. Kunne 3. korps tage Prokhorovka, ville det
afskære Rotmistrovs armé og bane den tyske angrebskiles vej mod Kursk. |
|
I sidste øjeblik sender Rotmistrov
imidlertid reserver mod den nye trussel. Det bliver altså et væddeløb om
at komme først til Prokhorovka, som T34’erne vinder på minuttet. »Som så
tit i historien afhang en skæbnesvanger militær afgørelse, der bestemte
hele resten af krigen, af urets gang, af en dag eller en time. Således
ved Prokhorovka den 12. juli«. |
|
Det er en herlig legende, som tjente
sovjetiske stolthedsfølelser og i Vesten befæstede den hårdføre og ikke
uberettigede opfattelse af Den Røde Hærs indædte kampvilje. Legenden
tjente også det menneskelige behov for at finde dramatiske vendepunkter,
øjeblikke, hvor en hel verdens skæbne balancerer på en knivsæg for
pludselig og uopretteligt at kippe i en ny retning. |
|
Endelig tjente den behovet for at se
vendepunktet virkeliggjort i billedet af massive panserstyrker, der
støder sammen i ild og brag. Derfor omtales slaget ved Kursk også af
professionelle krigshistorikere som ”historiens største panserslag”,
stedet hvor datidens mest udviklede krigsteknik på begge sider mødtes,
og hvor afgørelsen foregreb alt, der siden kom, Tysklands nederlag, den
sovjetiske erobring af Berlin, Den Kolde Krig og Europas langvarige
deling. Rotmistrovs legende og dens mange gentagelser i ellers
pålidelige historier om Østfronten er blevet pensum på alverdens
militærakademier fra Israel til Kina og USA. |
|
Det er derfor ikke uden interesse, at alle
elementer af legenden modbevises af kendsgerningerne. Som så ofte er den
virkelige historie mindre éntydig end legenderne, og endegyldigt
afgørende vendepunkter er selv i krige mindre hyppige, end mange gerne
vil tro. |
|
Det er mærkeligt, at legenden har været så
hårdfør, når der i årtier i tilgængelige tyske dokumenter har ligget
omfattende vidnesbyrd om, hvad der faktisk fandt sted ved Prokhorovka,
og for, hvad Hitler ville med Operation Zitadelle. Men som historikeren
Karl-Heinz Frieser påpeger i sin netop udkomne og endegyldige gennemgang
af operationerne på Østfronten i 1943-44, så har østfrontkrigen efter
Stalingrad, altså efter januar 1943, ligget underligt underdrejet også i
fagfolks bevidsthed. De fleste har taget legenden som sandhed og
koncentreret sig om de mindre blodige, men politisk mere interessante
begivenheder i vest såsom invasionen af Normandiet i juni 1944. |
|
Frieser udnytter også som den første
vestlige forfatter sovjetiske dokumenter. I nogle få år efter
Sovjetunionens sammenbrud i 1991 fik forskere adgang til nogle af de
sovjetiske arkiver. Ikke det hemmelige politis, men andre, herunder
udenrigsministeriets og militærets. Den adgang er nu stort set ophørt,
men inden da havde en gruppe russiske historikere i 1993 udgivet værket
”Hemmeligheden løftes. Sovjetiske tab i krig”. For første gang skrev
russere frit og uden frygt for censur eller magthavernes ønsker om at
opretholde legender en sandfærdig beretning på grundlag af de bedst
mulige kilder. |
|
Frieser sætter tyske og sovjetiske kilder
sammen, og hvad angår slaget ved Kursk og vendepunktet ved Prokhorovka,
panservåbnets angivelige grav, er det, han finder ud af, sensationelt.
Krigsakademierne må revidere deres pensum og politiske historikere
revidere deres forståelige, men overfladiske opfattelse af
østfrontfelttogets senere faser. |
|
Hitler anså ikke Zitadelle som en
krigsafgørende offensiv. Den 18. marts 1943 erklærede han, at man ikke
kunne påtænke større offensive operationer mod øst i det indeværende år,
højst ”små slag”, fordi det nu gjaldt at styrke forsvaret i vest. Den
lange tøven, inden Zitadelle blev udløst, skyldtes, at hverken Hitler
eller generalerne egentlig ønskede en større offensiv, men heller ikke
gjorde noget for at standse den. En vis fatalisme gjorde sig gældende.
Nu havde man alle de tropper samlet, så måtte de vel også i kamp. |
|
Det er imidlertid det sovjetiske værk om
tab, der river sløret væk fra Rotmistrovs legende, der viser sig at være
nødværge, der skulle beskytte Rotmistrov mod Stalins vrede. For i
virkeligheden mistede 2. SS-panserkorps den 12. juli ikke én eneste
kampvogn til fjendtlig ild, mens 5. garder-panserarmé mistede op mod
300. De tyske tab af tre kampvogne bestod af køretøjer, som måtte
forlades uskadte på slagmarken. |
|
Rigtigt er, at Rotmistrovs 5.
garder-panserarmé angreb 2. SS-panserkorps uventet i morgentimerne den
12. Rigtigt er også, at han havde 900 T34’ere. De vandt bare ikke
kampen, og de gravede i hvert fald ikke det tyske panservåbens grav. |
Derimod faldt de selv i en grav. Om det
skyldtes vodka, dårlig hukommelse eller opgejlet forvirring blandet med
frygt for, hvad der ville ske, hvis de ikke angreb hensynsløst, så
rullede Rotmistrovs nye T34’ere mod de tyske linier uden at huske, at de
få dage før på samme terræn, som de agtede at generobre, havde efterladt
en fire meter dyb panserværnsgrav, der krydsede hele fronten foran
Prokhorovka.
Det hører med til forståelsen, at sovjetiske kampvogne ikke alle havde
radio. Kun delingsførerne havde radio, og det var i kampens hede umuligt
kortfristet at ændre ordrer. Det hører også med, at den sovjetiske
kampvognsfører både skulle være udkigsmand, eventuelt give ordrer til
andre vogne og beordre ild. Den sovjetiske fører havde for mange opgaver
og sad desuden sammenkrøbet i T34’erens lille tomandstårn, mens de tyske
tremandstårne gav vognføreren en selvstændig rolle som taktisk chef. |
|
Da Rotmistrovs bølger af T34’ere derfor
begyndte at vælte ned i graven, var der få, der kunne omdirigere de
efterfølgende masser. Mange T34’ere drejede af for at undgå fælden, men
blottede derved deres sårbare sider for Tigrenes og Panthernes
langtrækkende kanoner. Det blev en massakre, hvis omfang endnu er
ukendt, for den sovjetiske rapportering var mangelfuld, dels af frygt og
dels af manglende organisering. De tab, det sovjetiske værk af 1993
opgiver på grundlag af samtidige indberetninger, er givetvis sat for
lavt. |
|
I hele slaget om Kursk mistede Værnemagten
54.000 mand, Den Røde Hær 320.000 efter Friesers udregninger. Af
kampvogne mistede tyskerne 252, russerne henved 2.000 og af fly 159 mod
ca. 2.000. I december 1943 besad den tyske østhær flere kampvogne, heraf
1.500 af de nye typer, end i juli. Udregninger har vist, at det under
hele Ruslandsfelttoget ”kostede” mellem otte og ti rødarmister at
uskadeliggøre én tysk soldat. Og alligevel tabte Tyskland. |
|
Den større sandhed bag legenden står
derfor fast. Tyskland kunne næppe i sommeren 1943 vinde krigen på
Østfronten ved militære operationer. Dertil var den sovjetiske overmagt
i mandskab og udrustning for stor, og den blev kun større, ikke mindst
takket være de kolossale leverancer af amerikanske kampvogne og
lastbiler. Mod krigens slutning var Den Røde Hær langt bedre kørende end
Værnemagten. |
|
Det er derimod ikke sandt, at Kursk var
krigens vendepunkt. Slaget sluttede, fordi de Allierede den 10. juli var
gået i land på Sicilien og dermed havde åbnet en ny front. Hitler
besluttede, hvad han tidligere havde ønsket, nemlig at prioritere
vestforsvaret, og trak 2. SS-panserkorps, sejrherren fra Prokhorovka, ud
af den østlige opstilling. |
|
Dermed fratog han østhæren dens sidste
større operative reserve, og alle fremtidige operationer blev til stedse
mere desperate afværgekampe. Det hindrede dog ikke, at Værnemagten i
marts 1945 indledte sin sidste massive panseroffensiv netop mod Den Røde
Hær, nemlig i Ungarn. Først den blev panservåbnets grav, ikke fordi
vognene blev skudt i smadder, men fordi de på grund af det elendige vejr
slet ikke kom i kamp. |
|
Da stod Den Røde Hær foran Wien og Berlin,
og krigen var for længst afgjort. |
|
Kilde: Karl-Heinz Frieser m.fl., ”Die
Ostfront 1943/44”, Stuttgart 2007. Bind 8 af ”Das Deutsche Reich und der
Zweite Weltkrieg”, udgivet siden 1979 af Deutsche Verlags-Anstalt.
Sidste bind om krigsafslutningen i selve Tyskland følger om et års tid.
Dermed vil ét af vor tids største historiske forskningsprojekter være
afsluttet. |
|
|
|
05.08.2006 KL. 03:00 |
|
"Æresdrab"
før og nu |
|
Uden at forstå forskellene til fortiden kan vi ikke
begribe de udfordringer, de moderne islamiske "æresdrab" stiller os,
skriver dagens kronikør. |
|
AF DAVID GRESS, HISTORIKER, PH.D., ÅRHUS |
|
Det er nu gået op for almindelige danskere, at vi her til landet har
inviteret en gruppe mennesker, der anser det for rigtigt at slå deres
unge kvinder ihjel, hvis de ikke gifter sig med dem, deres mandlige
slægtninge har bestemt. Disse mennesker er alle muslimer og hævder, at
islamisk lov og praksis bestemmer, at en kvinde, der ikke ægter eller
bliver hos den, klanen har bestemt, må og skal straffes med døden. For
de pågældende kræver den islamiske lov, som udtrykker Allahs vilje,
ubetinget lydighed, mens en verdslig lov vedtaget af vantro såsom den
danske straffelov kun fortjener foragt, hvis den forbyder det, Allah har
påbudt. |
|
Vi har lært at omtale de resulterende mord
som "æresdrab". At disse forekom i stor stil i klanernes hjemlande, især
Pakistan, kan ikke have været ukendt for de ansvarlige for indvandringen
herfra. At "æresdrab" nu også er hyppige i Vesteuropa er således et
selvpåført problem. For det er jo et problem, i og med at "æresdrab"
strider mod de vestlige i kristendommen rodfæstede opfattelser af
individets frihed og af, at ægteskab kun kan grundes på en fri
overenskomst mellem de to parter. |
|
Kun få forsvarer de muslimske "æresdrab"
ved at sige, at deres skikke er lige så gode som vore. På den anden side
er det også få, der i dag ville udtrykke sig så konsekvent som den
britiske øverstbefalende i Indien, Charles Napier, der for 180 år siden
ønskede at forbyde hinduernes skik med at brænde enker efter deres mænds
død. Skikken skulle hindre, at en kvinde med sin eventuelle formue kom
til at tilhøre en anden mand og havde således rødder i forestillinger af
samme art som dem, de muslismske æresmordere hylder. Til en delegation
af hinduer, der protesterede mod forbudet, svarede Napier: »I siger, at
det er jeres skik at brænde enker. Udmærket. Vi har også en skik. Når
mænd brænder en kvinde levende, lægger vi dem reb om halsen og hænger
dem. Følg I jeres skik, så vil vi følge vor.« |
|
En del såkaldt progressive er imidlertid
ikke glade for, at "æresdrab" opfattes som bevis for, at islam er brutal
og kvindeundertrykkende. De bliver pikerede over påstande som den, at
kristendommen er den dybeste årsag til, vi ikke har "æresdrab" blandt
indfødte vesterlændinge. Kristne har ikke lov til at bryste sig af
større menneskelighed, hedder det, fordi også i kristendommen har
"æresdrab" tidligere været udbredt. "Æresdrab" er udtryk for et
reaktionært familie- og kvindesyn, som også har hersket i Europa. Nogle
påstår endda, at de kristne oprindeligt var langt værre, eller at de
muslimske "æresdrab" er afmægtige udtryk for følelser af diskrimination,
som europæerne forårsager blandt muslimer. Derfor er det egentlig
europæere eller kristne, der er årsag til "æresdrab". |
|
Som eksemplet fra Indien i 1826 viste, har
"æresdrab" af kvinder ikke kun været et muslimsk fænomen, og det er da
også rigtigt, at jøder og kristne har begået dem. Det er imidlertid for
let at sige, at alle religioner på det punkt har fremmet ens fordomme og
ens praksis. Der er faktisk nogle interessante forskelle på, hvordan
forskellige kulturer har defineret, praktiseret og forsvaret "æresdrab",
som jeg her definerer som mord på kvinder som straf for at have vanæret
slægten ved forbudt seksuel adfærd. |
|
Går vi til den oprindeligste kilde til den
vestlige tradition, nemlig Bibelen, finder vi i 5. Mosebog 22,23-26
dette bud: |
|
»Når en mand inde i byen træffer en
jomfru, der er trolovet med en anden, og har samleje med hende, skal I
føre dem begge ud til byens port og stene dem til døde, pigen fordi hun
ikke skreg om hjælp i byen, og manden fordi han krænkede sin næstes
brud. Således skal du udrydde det onde af din midte. Men hvis manden
træffer den trolovede pige ude i det fri og tiltvinger sig samleje med
hende, skal kun manden, der havde samleje med hende, dø.«
(1931-oversættelsen). |
|
En barsk ordre vil de fleste medgive, og
at den er blevet håndhævet i det gamle Israel er mere end sandsynligt.
Imidlertid falder en afgørende forskel i øjnene på den praksis, Gamle
Testamente befaler, og den, eksempelvis Slagelse-morderne lagde for
dagen. |
|
Forskellen er, at den jødiske befaling
anser manden og ikke kvinden for den hovedskyldige. Kvinden straffes,
hvis hun ikke gjorde anskrig, hvor det var muligt, hvori ligger en
formodning om, at hun frivilligt indlod sig med den fremmede forfører.
Bliver hun derimod voldtaget i det fri, kunne hun ikke gøre anskrig, og
tvivlen må derfor komme hende til gode. Manden derimod skal i begge
tilfælde dø. Blandt vore moderne æresmordere gælder imidlertid den
modsatte formodning. Kvinden er altid skyldig i at have vanæret slægten;
manden går fri. |
|
En anden forskel er naturligvis, at den
jødiske befaling er 2500 år gammel og ikke har været håndhævet i 2000
år, men det er ikke min hovedpointe, som er den afgørende forskel i
placeringen af ansvaret for en seksuel forbindelse, slægten ikke har
ønsket. |
|
Forskellen slår igennem i hele den
vestlige kulturhistorie. De gamle danske landskabslove sanktionerede i
visse tilfælde, hvad vi ville kalde "æresdrab", men igen var det manden,
der måtte bøde, og lovene, der stammer fra omkring 1200, forsøgte
endvidere at forvandle slægtens selvtægt, altså at slå manden ihjel, til
pengebøder, som forbryderen erlagde, ikke til slægtens overhoved, men
til den, hvis forlovede eller hustru han havde forført eller voldtaget. |
|
Lovene, som har paralleller i hele Europa,
hvilte på en dybt forankret norm om, at forbryderen imod ægteskabet
eller jomfrudommen var den fremmede mand og ikke som hos de pakistanske
klaner kvinden. |
|
Det kan tydeligt ses i såvel praksis som
den litteratur og de folkelige opfattelser og legender, der afspejlede
praksis. Et af de mest berømte eksempler på en situation fra den
virkelige historie, der minder om de situationer, der har fremkaldt de
aktuelle "æresdrab", er affæren mellem Abailard og Heloisa fra
1100-tallets Frankrig. Abailard var en begavet og karismatisk lærer, og
Heloisa var hans unge elev. I parentes bemærket møder vi her en anden
kulturel forskel, nemlig at det i europæisk middelalder ansås for
naturligt, at en begavet ung kvinde uddannede sig og til det formål
opsøgte viden, hvor den kunne findes. |
|
Abailard og Heloisa indledte et
kærlighedsforhold, som kom til hendes værges kendskab. I stedet for at
lade hende myrde, hvilket var Slagelse-mordernes princip, lod han
Abailard overfalde og kastrere. Igen var det manden, der burde have
holdt naller og følelser for sig selv, og som ansås for forbryderen. Han
blev heller ikke slået ihjel, men berøvet det fysiske redskab for sin
forbrydelse. Og Abailards og Heloisas kærlighed har lige siden levet i
den europæiske erindring. |
|
Europæisk litteratur og populærkultur
kredser oftere om utroskab og ansvar end om noget andet, og intetsteds
finder man den forenklede tanke, at kvinden altid er skyldig, eller at
det er retfærdigt, at hun kun må ægte den, slægtens overhoveder
bestemmer. I vore dage er det især i sydeuropæisk kultur, at begreber
som slægt og slægtens ære endnu har en magt, der kan drive mennesker til
mord. Atter er det dog den mandlige forfører, der oftest lider straffen.
Den kristne europæiske kultur har aldrig godtaget den tanke, at kvinden
alene bør undgælde for, at hun har haft et forhold til en anden end den,
slægten har bestemt. Den har heller ikke godtaget den tanke, at et
ægteskab indgået under tvang mod den kvindelige part er gyldigt og skal
håndhæves. Det betyder ikke, at sådanne ægteskaber ikke er forekommet.
Igen er litteraturen og virkeligheden fuld af eksempler. Men de har
netop optaget folk, fordi de føltes tragiske og uretfærdige. |
|
Mit sidste eksempel stammer fra
populærkulturen, nærmere bestemt fra den bedste franske kriminalfilm,
der nogensinde er lavet, Henri Verneuils "Klanen fra Sicilien" fra 1969. |
|
Alain Delon spiller Roger Sartet, en
forhærdet morder, som i filmens start er på vej til en dødsdom og
guillotinering - Frankrig havde stadig dødsstraf i 1969. I fængslet har
han taget kontakt til Vittorio Manalese, spillet af den gamle Jean
Gabin, som er overhoved for en siciliansk familie, der udadtil lever af
at producere og sælge spillemaskiner, men tillige af kriminalitet i stor
stil. Vittorio hjælper Roger med at flygte fra en fangetransport. Til
gengæld leverer Roger planerne for sikkerhedssystemet på en vandrende
storudstilling af juveler, som klanen beslutter at røve. |
|
Klanen består foruden patriarken Vittorio
af hans kone og tre sønner, hvoraf den ene er gift med Jeanne, en fransk
kvinde (Irina Demick). Fra begyndelsen mærker man en spænding mellem
sicilianerne og denne fremmede kvinde, som provokerer ved at gå i
lårkort nederdel. »Fortæl din kone, at hun skal klæde sig ordentligt
på«, siger Vittorio til sin søn. Han taler ikke direkte til Jeanne. Det
er mændene, der bestemmer. Så vidt holder analogien til de muslimske
klaner. |
|
I en episode er Roger lige ved at blive
taget af politiet anført af den ihærdige inspektør Le Goff, spillet af
endnu en fransk storstjerne, Lino Ventura. Roger har ikke kunnet styre
sine drifter og er hoppet i sengen med en luksusluder. »Du har din
hjerne under bæltestedet«, siger Vittorio til ham. »Jeg stoler ikke på
dig. Du fik os næsten alle knaldet, fordi du skulle på bordel.« |
|
Roger og sicilianerne beslutter at stjæle
juvelerne ved at kapre det fly, der skal bringe dem til New York. Under
forberedelserne til aktionen befinder Roger og Jeanne sig en dag alene
på en strand. Hun lokker den kun alt for villige Roger, der kaster sig
over den nøgne Jeanne og først for sent ser, at Vittorios lille
barnebarn har stået og kigget på dem. »Sig intet til bedstefar, for han
bliver vred, hvis han ved, jeg har været i vandet«, trygler Jeanne. |
|
En aften sidder klanen samlet og ser
fjernsyn. Skærmen viser en mand og en kvinde, der kysser på en strand,
og pludselig udbryder drengen, at sådan gjorde tante Jeanne og Roger.
Vittorio og de andre vender sig mod Jeanne, som flygter ud af stuen
efter at have nægtet alt. »I har altid været imod mig!« |
|
Roger er i New York, og Vittorio lokker
ham hjem til Frankrig ved en list. De to aftaler at mødes, og patriarken
tager Jeanne med. I en afsides grusgrav står de ud af bilen. Roger
kommer fra den modsatte side. Vittorio trækker sin pistol. I det øjeblik
kaster Jeanne sig i vejen og tager Vittorios kugle i ryggen. Da hun er
faldet, skyder Roger tilbage, men rammer ved siden af. Vittorio gør ham
færdig, vender om og kører af sted. Senere samme aften dukker inspektør
Le Goff op på fabrikken. Han ser på skudhullet i Vittorios frakke og
siger blot: »De har vist været heldig. Skal vi gå?« |
|
I dette tilfælde dør kvinden, fordi hun
tager den kugle, der var tiltænkt manden. Det var ham, Roger, der var
den skyldige og skulle bøde med døden, også selvom han ikke var ene om
forførelsen. |
|
Populærkulturen bekræfter her som i
talrige andre tilfælde de herskende fordomme. "Æresdrab" er ikke et
udelukkende islamisk begreb. Det er faktisk et stort tema også i
europæisk kultur og samfundsvirkelighed. Det gør kun forskellene i
tradition, praksis og populære holdninger desto væsentligere. Uden at
forstå de forskelle og deres historie kan vi ikke forstå de
udfordringer, de moderne islamiske "æresdrab" stiller os. |
 |
|
|
|
|
|
|
