Drop Down Menu
 
Den amerikanske borgerkrig
bogprojekt
David Gress
 
Der er ikke på dansk udgivet nogen samlet selvstændig og fyldig fremstilling af denne krigs forhistorie, forløb og virkninger i over 100 år.  Af to nylige bøger om krigen på dansk er den ene et kortfattet resumé af begivenhederne og den anden en samling kommenterede tekster til skolebrug.  Det dansksprogede opslag om krigen på Wikipedia er fuldt af fejl.
 
Som dansk-amerikaner med snart 50 års interesse i denne krig ønsker jeg at give mine danske landsmænd en fyldestgørende beretning.  Det er jeg med forlov den eneste, der kan.  Dels fordi jeg som halvt-amerikaner har USA's historie i blodet og dermed ønsket om at fortælle den til andre.  Dels fordi min oldefar George Washington Lewis var med i krigen, og ham vil jeg bruge som omdrejningspunkt.
 
Jeg begyndte for alvor at interessere mig for krigen i 1970'erne, især i kraft af Shelby Footes endnu uovertrufne 2.500-siders værk om den.  Dengang vidste jeg ikke, at min oldefar havde været med.
 
 

Philadelphia, april 1861.  Den 23-årige kommis George Washington Lewis, fjerde af ti børn af salig John Lewis, grovsmed, melder sig som frivillig til den hær på 75.000 mand, som præsident Abraham Lincoln har bedt Kongressen om lov til at hverve for at nedkæmpe de sydlige stater, der var brudt ud af Unionen.

For Lincoln, hans Republikanske parti og det store flertal af indbyggere i Nordstaterne var der tale om et uberettiget oprør i en ond sags, negerslaveriets, tjeneste.  For mange Demokrater, hvis højborge var i syd, var der tale om en legitim frihedskrig begrundet i USA-regeringens overgreb på staternes suverænitet.

I 1820 havde Kongressen efter hårde stridigheder vedtaget at forbyde slaveri nord for en bestemt breddegrad.  Nye stater i de vestlige territorier forpligtedes på forhånd også til at overholde denne bestemmelse.  Det såkaldte Missouri-kompromis tilfredsstillede i længden hverken slavestaterne eller den voksende afskaffelsesrørelse – abolitionism – i Nordstaterne. 

I 1846 indlemmede USA nye, vældige territorier fra Mexico, herunder Californien.  Sydstaterne forlangte, at Kompromisset skulle gælde helt til Stillehavskysten, hvorefter den sydlige del af Californien ville blive slavestat.  Det forkastede Kongressen i 1850, og Californien kom udelt ind i Unionen som fri stat.

 
  Abraham Lincoln ved krigens begyndelse
 
Endnu en gang var kløften mellem Nord og Syd blevet limet sammen.  Det holdt ikke længe.  I 1856 fandt USA's Højesteret, at en slaves ophold i stater, hvor slaveri var ulovligt, ikke gjorde ham til fri borger i USA.  "Den sorte mand har ingen rettigheder, som den hvide mand har at respektere", lyder rettens nok mest berygtede udtalelse nogen sinde.  Dommen ophidsede afskaffelsesaktivisterne voldsomt og gav det nye Republikanske parti, der ønskede slaveriet afskaffet overalt, stort tilløb.

Ved præsidentvalget 1860 stod Republikaneren Lincoln over for et Demokratisk parti delt mellem en sydstats- og slaverifløj og en nordlig.  Han vandt trepartskapløbet med en flerhed af stemmerne.  Til trods for hans forsikringer om, at han intet agtede at gøre ved slaveriet, hvor det fandtes ved lov, valgte først South Carolina og derpå ti andre slavestater at melde sig ud af Unionen.

For Lincoln var Unionens bevarelse og styrkelse i begyndelsen det altbeherskende mål; for at nå det ville han gøre alt, herunder enten at frigive alle slaver eller ingen af dem.  Sydstaterne troede ikke på det sidste; deres repræsentanter mente med god grund at vide, at Republikanerne ville finde en måde at forbyde slaveriet på, selvom et sådant forbud, dets humanitære begrundelse helt uagtet, ville udgøre en uhørt udvidelse af den føderale magt.  Sydstaterne frygtede en glidebane bort fra staternes suverænitet, og derfor gjorde de oprør hhv. indledte deres frihedskamp.

George Washington Lewis blev indrulleret i det 23. Pennsylvania-fodfolksregiment, kendt for sine farverige uniformer, og deltog i den første blodige træfning ved Manassas i Virginia, hvor USA-hærens forventede triumftog for at straffe Sydstaterne brat blev standset af Thomas J. "Stonewall" Jackson og hans Virginia-milits, som snart skulle blive en rigtig armé, krigens mest dødbringende.

Syden gik ind i krigen uden nogen som helst alvorlig udsigt til at kunne besejre USA, der havde tre gange så mange indbyggere og næsten al sværindustri.  I hele Syden fandtes kun én våbenfabrik.  Jernbanerne var færre og næsten alle énsporede.  At besejre USA var heller ikke dets mål.  Det var at gøre erobringen af Sydstaterne så kostbar, at den offentlige mening ville presse Lincoln-regeringen til at anerkende deres selvstændighed.

Denne strategi var formentlig lykkedes, hvis nogen anden end Lincoln havde stået i spidsen for den føderale regering.  Han fraveg aldrig målet, at genoprette Unionen, koste hvad det koste måtte.  Prisen blev høj.  Fire pct. af alle mandlige indbyggere, bortset fra slaverne, døde i kamp eller af dens følgevirkninger.  De 600.000 døde er flere end de faldne i alle USA's andre krige tilsammen og det af en befolkning på 33 millioner.

 

James River, marts 1862.  George Washington Lewis og hans 23. Pennsylvania-regiment deltager i Lincolns forsøg på at afslutte krigen ved at sende den enorme Potomac-armé på 120.000 mand over havet til Virginia-halvøen, hvorfra den skulle tage hovedstaden Richmond sydfra.  Nordstatschefen George McClellan var overbevist om at stå over for en jævnbyrdig Virginia-armé, som dog aldrig talte mere end 60.000.  Hans tøvende fremfærd garanterede fiasko trods adskillige hårdt udkæmpede sejre.

George bliver efter de heftige kampe på Virginia-halvøen forfremmet til sergent.

Virginia-arméens chef var Robert E. Lee, søn af en helt fra USA's Uafhængighedskrig og personligt modstander af slaveriet.  Hans modtræk mod McClellans offensiv var selv at gå til angreb på Nordstaterne for at ramme Potomac-arméen så hårdt, at Lincoln ville gå med til forhandlinger.  Offensiven kulminerede i Maryland ved Sharpsburg den 17. september 1862, krigens og den amerikanske histories blodigste dag, hvor over 4.000 faldt og 30.000 såredes.

McClellan forsømte igen at følge op på det uafgjorte slag og lod Lee trække sin sultne og ramponerede armé tilbage til Virginia.

I sin Frigivelsesproklamation udstedt fem dage efter slaget frigav Lincoln alle slaver i de oprørske stater (derimod endnu ikke slaver i loyale stater).  Hermed var krigen officielt ændret fra at være en krig for Unionen til også at være en krig for slavernes befrielse.

I december deltog George i endnu ét af krigens blodige slag ved Fredericksburg i Virginia.

Marts 1863.  George Washington Lewis deserterer fra det 23. Pennsylvania-regiment.  Han var sin mors eneste støtte og var taget hjem til Philadelphia for at hjælpe hende.  Desertion straffedes i bedste fald med krigsret og degradering, i værste med døden, men George blev ikke eftersøgt, og da han i februar 1864 meldte sig igen, blot degraderet til menig og genindsat i hæren uden krigsret.

 
 
  Taberen:
Sydstatsgeneralen
Robert E. Lee
 
  Faldne i slaget ved Antietam/Sharpsburg 17. september 1862
Det afgørende år i krigen blev 1863.  Efter Sydstaternes mest blændende sejr ved Chancellorsville i maj var Lee for anden gang gået nordpå, dels for at fjerne krigens svøbe fra Virginia og dels igen for at overbevise Lincoln om, at en sejr ville være for dyr.  Offensiven endte i blodig katastrofe for Lee ved Gettysburg i Pennsylvania.  Samtidig lykkedes det Ulysses S. Grant efter et langt og bittert felttog at indtage Vicksburg i Mississippi.  Hele flodens løb var nu på nordstatshænder.  Sydstaterne var skåret i to.

The Wilderness, maj 1864.  George Washington Lewis er tilbage i hæren, nu i 69. Pennsylvania-regiment.  Under Grant går han med over 100.000 kammerater til frontalt angreb på Lee, noget ingen havde turdet før.  I blodige, desperate kampe slog Grant Lee tilbage til Richmond og indledte ni måneders belejring.

Men George var den 9. maj blevet taget til fange ved Spottsylvania Court House, hvor kugler, blod, indvolde og grene føg om mændene.  Han blev sendt sydpå til den berygtede fangelejr ved Andersonville i Georgia.  Af de 45.000 indsatte i sommeren 1864 døde to tredjedele af sult og sygdom, især skørbug og dysenteri.

Trods Grants fremgang var Sydstaternes håb ikke udslukt.  I præsidentvalgkampen 1864 stillede George McClellan op for Demokraterne, der ønskede en ende på slagteriet.  De var mange, og McClellan havde begrundet håb om at ville vinde.  Midt under valgkampen indtraf imidlertid nyheden om, at Sydstaternes største by efter Richmond, Atlanta i Georgia, endelig var faldet til den hensynsløse, lettere sindssyge, men dødeligt effektive William T. Sherman.  Nu kunne alle se lyset for enden af tunnelen.  Lincoln blev genvalgt.

I sin anden tiltrædelsestale i marts 1865 lovede Lincoln forsoning med tidligere fjender og føderal offentlig hjælp til krigens ofre.  Hans udstrakte hånd kunne have udrettet meget, men i første række mødte den rasende afvisning hos John Wilkes Booth, der i et dristigt attentat i selve Washington dræbte Lincoln og dermed ethvert håb om en forsoningsfred.  Nu blev det de hårde, hævngerrige og ofte korrupte, der satte sig på resterne af Sydens formue.  Som reaktion forskansede Sydstaterne sig i bitter vrede og sørgede blandt andet for, at diskriminationen af sorte indbyggere fortsatte i et århundrede i strid med Lincolns ønsker og med de tillæg til USA's forfatning, han havde fået indført, og som skulle garantere de sortes lige rettigheder.

Krigens eftervirkninger blev således langvarige.  Det gjaldt ikke kun for de sorte, men for alle amerikanere.  De samfundsforandringer, der allerede var i gang ved 1800-tallets midte, blev accelereret af krigen, hvilket også gjaldt den tekniske udvikling.  Og sidst, men ikke mindst: USA var nu, for såvel sejrherrer som besejrede, ét land og ikke længere blot et løst forbund af suveræne stater.  Ikke "the United States are", men "the United States is".

Først i 1970'erne var udsoningen imidlertid kommet så vidt, at sydstatsfolk ikke længere omtalte krigen som "Nordens Angrebskrig" eller "Sydens Frihedskrig", men som "Krigen mellem Staterne", mens nordstatsfolk hensynsfuldt undlod at omtale den som "Det store Oprør".  Nu var den blot Borgerkrigen.

George Washington Lewis' videre skæbne afsløres i bogen.
 
 

Bogens overordnede struktur er et kronologisk forløb, med tematiske afsnit – om politik, økonomi, diplomati, kultur, teknik og soldaterliv – indføjet, hvor de passer ind i beretningen.

Samlet omfang: ca. 500 sider.  Færdiggørelse: 3 år.

Forlaget Gyldendal har givet forhåndstilsagn om at ville udgive bogen, som gerne skulle komme i efteråret 2015, 150-året for krigens afslutning.

 

 
  Fangne sydstatssoldater efter slaget ved Gettysburg 3. juli 1863
 
 
Nordstatsgeneralen
Ulysses S. Grant
 
 
Nordstatsgeneralen
William T. Sherman
 
 
  Lincoln efter fire års krig