Philadelphia, april 1861.  Den 23-årige kommis George Washington Lewis, fjerde af ti børn af salig John Lewis, grovsmed, melder sig som frivillig til den hær på 75.000 mand, som præsident Abraham Lincoln har bedt Kongressen om lov til at hverve for at nedkæmpe de sydlige stater, der var brudt ud af Unionen.

For Lincoln, hans Republikanske parti og det store flertal af indbyggere i Nordstaterne var der tale om et uberettiget oprør i en ond sags, negerslaveriets, tjeneste.  For mange Demokrater, hvis højborge var i syd, var der tale om en legitim frihedskrig begrundet i USA-regeringens overgreb på staternes suverænitet.

I 1820 havde Kongressen efter hårde stridigheder vedtaget at forbyde slaveri nord for en bestemt breddegrad.  Nye stater i de vestlige territorier forpligtedes på forhånd også til at overholde denne bestemmelse.  Det såkaldte Missouri-kompromis tilfredsstillede i længden hverken slavestaterne eller den voksende afskaffelsesrørelse – abolitionism – i Nordstaterne. 

I 1846 indlemmede USA nye, vældige territorier fra Mexico, herunder Californien.  Sydstaterne forlangte, at Kompromisset skulle gælde helt til Stillehavskysten, hvorefter den sydlige del af Californien ville blive slavestat.  Det forkastede Kongressen i 1850, og Californien kom udelt ind i Unionen som fri stat.

James River, marts 1862.  George Washington Lewis og hans 23. Pennsylvania-regiment deltager i Lincolns forsøg på at afslutte krigen ved at sende den enorme Potomac-armé på 120.000 mand over havet til Virginia-halvøen, hvorfra den skulle tage hovedstaden Richmond sydfra.  Nordstatschefen George McClellan var overbevist om at stå over for en jævnbyrdig Virginia-armé, som dog aldrig talte mere end 60.000.  Hans tøvende fremfærd garanterede fiasko trods adskillige hårdt udkæmpede sejre.

George bliver efter de heftige kampe på Virginia-halvøen forfremmet til sergent.

Virginia-arméens chef var Robert E. Lee, søn af en helt fra USA's Uafhængighedskrig og personligt modstander af slaveriet.  Hans modtræk mod McClellans offensiv var selv at gå til angreb på Nordstaterne for at ramme Potomac-arméen så hårdt, at Lincoln ville gå med til forhandlinger.  Offensiven kulminerede i Maryland ved Sharpsburg den 17. september 1862, krigens og den amerikanske histories blodigste dag, hvor over 4.000 faldt og 30.000 såredes.

McClellan forsømte igen at følge op på det uafgjorte slag og lod Lee trække sin sultne og ramponerede armé tilbage til Virginia.

I sin Frigivelsesproklamation udstedt fem dage efter slaget frigav Lincoln alle slaver i de oprørske stater (derimod endnu ikke slaver i loyale stater).  Hermed var krigen officielt ændret fra at være en krig for Unionen til også at være en krig for slavernes befrielse.

I december deltog George i endnu ét af krigens blodige slag ved Fredericksburg i Virginia.

Marts 1863.  George Washington Lewis deserterer fra det 23. Pennsylvania-regiment.  Han var sin mors eneste støtte og var taget hjem til Philadelphia for at hjælpe hende.  Desertion straffedes i bedste fald med krigsret og degradering, i værste med døden, men George blev ikke eftersøgt, og da han i februar 1864 meldte sig igen, blot degraderet til menig og genindsat i hæren uden krigsret.

The Wilderness, maj 1864.  George Washington Lewis er tilbage i hæren, nu i 69. Pennsylvania-regiment.  Under Grant går han med over 100.000 kammerater til frontalt angreb på Lee, noget ingen havde turdet før.  I blodige, desperate kampe slog Grant Lee tilbage til Richmond og indledte ni måneders belejring.

Men George var den 9. maj blevet taget til fange ved Spottsylvania Court House, hvor kugler, blod, indvolde og grene føg om mændene.  Han blev sendt sydpå til den berygtede fangelejr ved Andersonville i Georgia.  Af de 45.000 indsatte i sommeren 1864 døde to tredjedele af sult og sygdom, især skørbug og dysenteri.

Trods Grants fremgang var Sydstaternes håb ikke udslukt.  I præsidentvalgkampen 1864 stillede George McClellan op for Demokraterne, der ønskede en ende på slagteriet.  De var mange, og McClellan havde begrundet håb om at ville vinde.  Midt under valgkampen indtraf imidlertid nyheden om, at Sydstaternes største by efter Richmond, Atlanta i Georgia, endelig var faldet til den hensynsløse, lettere sindssyge, men dødeligt effektive William T. Sherman.  Nu kunne alle se lyset for enden af tunnelen.  Lincoln blev genvalgt.

I sin anden tiltrædelsestale i marts 1865 lovede Lincoln forsoning med tidligere fjender og føderal offentlig hjælp til krigens ofre.  Hans udstrakte hånd kunne have udrettet meget, men i første række mødte den rasende afvisning hos John Wilkes Booth, der i et dristigt attentat i selve Washington dræbte Lincoln og dermed ethvert håb om en forsoningsfred.  Nu blev det de hårde, hævngerrige og ofte korrupte, der satte sig på resterne af Sydens formue.  Som reaktion forskansede Sydstaterne sig i bitter vrede og sørgede blandt andet for, at diskriminationen af sorte indbyggere fortsatte i et århundrede i strid med Lincolns ønsker og med de tillæg til USA's forfatning, han havde fået indført, og som skulle garantere de sortes lige rettigheder.

Krigens eftervirkninger blev således langvarige.  Det gjaldt ikke kun for de sorte, men for alle amerikanere.  De samfundsforandringer, der allerede var i gang ved 1800-tallets midte, blev accelereret af krigen, hvilket også gjaldt den tekniske udvikling.  Og sidst, men ikke mindst: USA var nu, for såvel sejrherrer som besejrede, ét land og ikke længere blot et løst forbund af suveræne stater.  Ikke "the United States are", men "the United States is".

Først i 1970'erne var udsoningen imidlertid kommet så vidt, at sydstatsfolk ikke længere omtalte krigen som "Nordens Angrebskrig" eller "Sydens Frihedskrig", men som "Krigen mellem Staterne", mens nordstatsfolk hensynsfuldt undlod at omtale den som "Det store Oprør".  Nu var den blot Borgerkrigen.

George Washington Lewis' videre skæbne afsløres i bogen.

Bogens overordnede struktur er et kronologisk forløb, med tematiske afsnit – om politik, økonomi, diplomati, kultur, teknik og soldaterliv – indføjet, hvor de passer ind i beretningen. Samlet omfang: ca. 500 sider.  Færdiggørelse: 3 år. Forlaget Gyldendal har givet forhåndstilsagn om at ville udgive bogen, som gerne skulle komme i efteråret 2015, 150-året for krigens afslutning.