|
Den
amerikanske borgerkrig
bogprojekt
David Gress |
|
Der er
ikke på dansk udgivet nogen samlet
selvstændig og fyldig fremstilling af denne
krigs forhistorie, forløb og virkninger i
over 100 år. Af to nylige bøger om krigen
på dansk er den ene et kortfattet resumé af
begivenhederne og den anden en samling
kommenterede tekster til skolebrug. Det
dansksprogede opslag om krigen på Wikipedia
er fuldt af fejl. |
|
Som
dansk-amerikaner med snart 50 års interesse
i denne krig ønsker jeg at give mine danske
landsmænd en fyldestgørende beretning. Det
er jeg med forlov den eneste, der kan. Dels
fordi jeg som halvt-amerikaner har USA's
historie i blodet og dermed ønsket om at
fortælle den til andre. Dels fordi min
oldefar George Washington Lewis var med i
krigen, og ham vil jeg bruge som
omdrejningspunkt. |
|
Jeg begyndte
for alvor at interessere mig for krigen i
1970'erne, især i kraft af Shelby Footes
endnu uovertrufne 2.500-siders værk om den.
Dengang vidste jeg ikke, at min oldefar
havde været med. |
|
|
|
Philadelphia, april 1861. Den
23-årige kommis George Washington
Lewis,
fjerde af ti børn af salig John
Lewis, grovsmed, melder sig som
frivillig til den hær på 75.000
mand, som præsident Abraham Lincoln
har bedt Kongressen om lov til at
hverve for at nedkæmpe de sydlige
stater, der var brudt ud af Unionen.
For
Lincoln, hans Republikanske parti og
det store flertal af indbyggere i
Nordstaterne var der tale om et
uberettiget oprør i en ond sags,
negerslaveriets, tjeneste. For
mange Demokrater, hvis højborge var
i syd, var der tale om en legitim
frihedskrig begrundet i
USA-regeringens overgreb på
staternes suverænitet.
I 1820 havde Kongressen efter hårde
stridigheder vedtaget at forbyde
slaveri nord for en bestemt
breddegrad. Nye stater i de
vestlige territorier forpligtedes på
forhånd også til at overholde denne
bestemmelse. Det såkaldte
Missouri-kompromis tilfredsstillede
i længden hverken slavestaterne
eller den voksende
afskaffelsesrørelse –
abolitionism – i Nordstaterne.
I
1846 indlemmede USA nye, vældige
territorier fra Mexico, herunder
Californien. Sydstaterne forlangte,
at Kompromisset skulle gælde helt
til Stillehavskysten, hvorefter den
sydlige del af Californien ville
blive slavestat. Det forkastede
Kongressen i 1850, og Californien
kom udelt ind i Unionen som fri
stat. |
|
|
|
Abraham Lincoln ved
krigens begyndelse |
|
|
|
|
Endnu en gang
var kløften mellem Nord og Syd blevet limet
sammen. Det holdt ikke længe. I 1856 fandt
USA's Højesteret, at en slaves ophold i
stater, hvor slaveri var ulovligt, ikke
gjorde ham til fri borger i USA. "Den sorte
mand har ingen rettigheder, som den hvide
mand har at respektere", lyder rettens nok
mest berygtede udtalelse nogen sinde.
Dommen ophidsede afskaffelsesaktivisterne
voldsomt og gav det nye Republikanske parti,
der ønskede slaveriet afskaffet overalt,
stort tilløb.
Ved
præsidentvalget 1860 stod Republikaneren
Lincoln over for et Demokratisk parti delt
mellem en sydstats- og slaverifløj og en
nordlig. Han vandt trepartskapløbet med en
flerhed af stemmerne. Til trods for hans
forsikringer om, at han intet agtede at gøre
ved slaveriet, hvor det fandtes ved lov,
valgte først South Carolina og derpå ti
andre slavestater at melde sig ud af
Unionen.
For Lincoln
var Unionens bevarelse og styrkelse i
begyndelsen det altbeherskende mål; for at
nå det ville han gøre alt, herunder enten at
frigive alle slaver eller ingen af dem.
Sydstaterne troede ikke på det sidste; deres
repræsentanter mente med god grund at vide,
at Republikanerne ville finde en måde at
forbyde slaveriet på, selvom et sådant
forbud, dets humanitære begrundelse helt
uagtet, ville udgøre en uhørt udvidelse af
den føderale magt. Sydstaterne frygtede en
glidebane bort fra staternes suverænitet, og
derfor gjorde de oprør hhv. indledte deres
frihedskamp.
George
Washington Lewis blev indrulleret i det 23.
Pennsylvania-fodfolksregiment,
kendt for sine farverige uniformer, og
deltog i den første blodige træfning ved
Manassas i Virginia, hvor USA-hærens
forventede triumftog for at straffe
Sydstaterne brat blev standset af Thomas J.
"Stonewall" Jackson og hans Virginia-milits,
som snart skulle blive en rigtig armé,
krigens mest dødbringende.
Syden gik ind
i krigen uden nogen som helst alvorlig
udsigt til at kunne besejre USA, der havde
tre gange så mange indbyggere og næsten al
sværindustri. I hele Syden fandtes kun én
våbenfabrik. Jernbanerne var færre og
næsten alle énsporede. At besejre USA var
heller ikke dets mål. Det var at gøre
erobringen af Sydstaterne så kostbar, at den
offentlige mening ville presse
Lincoln-regeringen til at anerkende deres
selvstændighed.
Denne strategi
var formentlig lykkedes, hvis nogen anden
end Lincoln havde stået i spidsen for den
føderale regering. Han fraveg aldrig målet,
at genoprette Unionen, koste hvad det koste
måtte. Prisen blev høj. Fire pct. af alle
mandlige indbyggere, bortset fra slaverne,
døde i kamp eller af dens følgevirkninger.
De 600.000 døde er flere end de faldne i
alle USA's andre krige tilsammen og det af
en befolkning på 33 millioner. |
|
James River,
marts 1862. George Washington Lewis
og hans 23.
Pennsylvania-regiment deltager i
Lincolns forsøg på at afslutte
krigen ved at sende den enorme
Potomac-armé på 120.000 mand over
havet til Virginia-halvøen, hvorfra
den skulle tage hovedstaden Richmond
sydfra. Nordstatschefen George
McClellan var overbevist om at stå
over for en jævnbyrdig Virginia-armé,
som dog aldrig talte mere end
60.000. Hans tøvende fremfærd
garanterede fiasko trods adskillige
hårdt udkæmpede sejre.
George bliver efter de heftige kampe
på Virginia-halvøen forfremmet til
sergent.
Virginia-arméens chef var Robert E.
Lee, søn af en helt fra USA's
Uafhængighedskrig og personligt
modstander af slaveriet. Hans
modtræk mod McClellans offensiv var
selv at gå til angreb på
Nordstaterne for at ramme
Potomac-arméen så hårdt, at Lincoln
ville gå med til forhandlinger.
Offensiven kulminerede i Maryland
ved Sharpsburg den 17. september
1862, krigens og den amerikanske
histories blodigste dag, hvor over
4.000 faldt og 30.000 såredes.
McClellan forsømte igen at følge op
på det uafgjorte slag og lod Lee
trække sin sultne og ramponerede
armé tilbage til Virginia.
I sin
Frigivelsesproklamation udstedt fem
dage efter slaget frigav Lincoln
alle slaver i de oprørske stater
(derimod endnu ikke slaver i loyale
stater). Hermed var krigen
officielt ændret fra at være en krig
for Unionen til også at være en krig
for slavernes befrielse.
I
december deltog George i endnu ét af
krigens blodige slag ved
Fredericksburg i Virginia.
Marts 1863. George
Washington Lewis deserterer fra det 23.
Pennsylvania-regiment.
Han var sin mors eneste støtte og var taget
hjem til Philadelphia for at hjælpe hende.
Desertion straffedes i bedste fald med
krigsret og degradering, i værste med døden,
men George blev ikke eftersøgt, og da han i
februar 1864 meldte sig igen, blot
degraderet til menig og genindsat i hæren
uden krigsret. |
|
|
|
|
Taberen:
Sydstatsgeneralen
Robert
E. Lee |
|
|
|
|
|
Faldne i slaget
ved Antietam/Sharpsburg
17. september
1862 |
|
|
|
|
Det
afgørende år i krigen blev 1863.
Efter Sydstaternes mest blændende
sejr ved Chancellorsville i maj var
Lee for anden gang gået nordpå, dels
for at fjerne krigens svøbe fra
Virginia og dels igen for at
overbevise Lincoln om, at en sejr
ville være for dyr. Offensiven
endte i blodig katastrofe for Lee
ved Gettysburg i Pennsylvania.
Samtidig lykkedes det Ulysses S.
Grant efter et langt og bittert
felttog at indtage Vicksburg i
Mississippi. Hele flodens løb var
nu på nordstatshænder. Sydstaterne
var skåret i to.
The Wilderness, maj 1864. George
Washington Lewis er tilbage i hæren,
nu i 69. Pennsylvania-regiment.
Under Grant går han med over 100.000
kammerater til frontalt angreb på
Lee, noget ingen havde turdet før.
I blodige, desperate kampe slog
Grant Lee tilbage til Richmond og
indledte ni måneders belejring.
Men
George var den 9. maj blevet taget
til fange ved Spottsylvania Court
House, hvor kugler, blod, indvolde
og grene føg om mændene. Han blev
sendt sydpå til den berygtede
fangelejr ved Andersonville i
Georgia. Af de 45.000 indsatte i
sommeren 1864 døde to tredjedele af
sult og sygdom, især skørbug og
dysenteri.
Trods Grants fremgang var
Sydstaternes håb ikke udslukt. I
præsidentvalgkampen 1864 stillede
George McClellan op for
Demokraterne, der ønskede en ende på
slagteriet. De var mange, og
McClellan havde begrundet håb om at
ville vinde. Midt under valgkampen
indtraf imidlertid nyheden om, at
Sydstaternes største by efter
Richmond, Atlanta i Georgia, endelig
var faldet til den hensynsløse,
lettere sindssyge, men dødeligt
effektive William T. Sherman. Nu
kunne alle se lyset for enden af
tunnelen. Lincoln blev genvalgt.
I sin anden tiltrædelsestale i marts
1865 lovede Lincoln forsoning med
tidligere fjender og føderal
offentlig hjælp til krigens ofre.
Hans udstrakte hånd kunne have
udrettet meget, men i første række
mødte den rasende afvisning hos John
Wilkes Booth, der i et dristigt
attentat i selve Washington dræbte
Lincoln og dermed ethvert håb om en
forsoningsfred. Nu blev det de
hårde, hævngerrige og ofte korrupte,
der satte sig på resterne af Sydens
formue. Som reaktion forskansede
Sydstaterne sig i bitter vrede og
sørgede blandt andet for, at
diskriminationen af sorte indbyggere
fortsatte i et århundrede i strid
med Lincolns ønsker og med de tillæg
til USA's forfatning, han havde fået
indført, og som skulle garantere de
sortes lige rettigheder.
Krigens eftervirkninger blev således
langvarige. Det gjaldt ikke kun for
de sorte, men for alle amerikanere.
De samfundsforandringer, der
allerede var i gang ved 1800-tallets
midte, blev accelereret af krigen,
hvilket også gjaldt den tekniske
udvikling. Og sidst, men ikke
mindst: USA var nu, for såvel
sejrherrer som besejrede, ét land og
ikke længere blot et løst forbund af
suveræne stater.
Ikke "the United States are", men
"the United States is".
Først
i 1970'erne var udsoningen
imidlertid kommet så vidt, at
sydstatsfolk ikke længere omtalte
krigen som "Nordens Angrebskrig"
eller "Sydens Frihedskrig", men som
"Krigen mellem Staterne", mens
nordstatsfolk hensynsfuldt undlod at
omtale den som "Det store Oprør".
Nu var den blot Borgerkrigen.
George Washington
Lewis' videre skæbne afsløres i
bogen.
|
|
|
Bogens
overordnede struktur er et kronologisk
forløb, med tematiske afsnit – om politik,
økonomi, diplomati, kultur, teknik og
soldaterliv – indføjet, hvor de passer ind i
beretningen.
Samlet omfang:
ca. 500 sider. Færdiggørelse: 3 år.
Forlaget
Gyldendal har givet forhåndstilsagn om at
ville udgive bogen, som gerne skulle komme i
efteråret 2015, 150-året for krigens
afslutning. |
|
|
|
|
Fangne
sydstatssoldater
efter slaget ved
Gettysburg 3.
juli 1863 |
|
|
|
|
|
Nordstatsgeneralen
Ulysses
S. Grant |
|
|
|
|
|
Nordstatsgeneralen
William
T.
Sherman |
|
|
|
|
|
|
Lincoln
efter
fire
års
krig |
|
|
|
|
|